Musik har ingen alder. Det beviste den 81-årige krautrock-pioner Hans-Joachim Roedelius (Cluster, Harmonia m.fl.) sammen med (kun) 48-årige Christoph H. Müller (Gotan Project m.fl.). Sammen skabte de en intelligent og frisk ambient, elektronisk klang, der var rytmisk interessant, organisk åndende og klangligt eksperimenterende.
Hans-Joachim Roedelius spillede skiftevis på sine moderne digitale maskiner og en mere gammeldags maskine i form af et flygel. Umiddelbart to forskellige verdener, men Roedelius formåede smukt at forene de to størrelser til en samlet musikalsk organisme. Samtidig arbejdede Christoph H. Müller med at skabe nye, elektroniske klange ved at modulere lydeffekterne på sin synthesizer.
At musikken ingen alder kender, blev perfekt illustreret igennem Müllers brug af iPad igennem koncerten. Han må have mindst 200 elektroniske dimser liggende derhjemme, der kan bruges til at lave lyd. Mange dimser, der sikkert vil give anerkendende nik blandt diverse synthnørder. Ikke desto mindre valgte Müller, der om nogen må kende sine lydmaskiner, at den maskine, der kunne lave den rette klang, var en iPad, som han kunne stryge sine fingre over og på den måde kontrollere de forskellige synthfiltrer, der prægede lyden.
Det hele var utroligt ambient i den originale Eno-betydning, hvor man både skulle kunne give musikken sin fulde og ingen opmærksomhed. Hertil var Roedelius’ Erik Satie-klingende pianospil et yderst passende element i det elektroniske ambientunivers. Satie insisterede nemlig på, at hans musik ikke egnede sig til publikums opmærksomhed.
Til tider blev jeg selv lidt for døsig efter en halv uge på festival med for lidt søvn. Da gav jeg, så at sige, ingen opmærksom til musikken i min pause fra at give musikken min fulde opmærksomhed. Således gik denne oplevelse måske godt i spænd med dengang, en elektronisk musiker var ulykkelig over, at Brian Eno faldt i søvn under hans koncert – hvortil Eno svarede, at det netop var det, der var det bedste ved koncerten.
