»Tomorrow you will ask me if I do…« Lige fra aftenens allerførste ord tog Natasha Khan alias Bat for Lashes os med ind i universet fra sit nye konceptalbum The Bride. Inden da havde korsang over højttalerne og stearinlys på scenegulvet forvandlet Vega til det kirkerum, hvor Natasha Khan skulle give sit ja. Hun trådte selv ind på scenen – ikke i en hvid brudekjole som på albumcoveret – men i en løs, sort kjortel med guldbroderier på brystet. Og så lige et sort brudeslør og en buket i hånden, ledsaget af sit band med hver sine røde blomst i knaphullet.
Dermed var vi inde i den fortælling, som den britisk-pakistanske kunster fortæller på sit fjerde album, The Bride, som handler om en forelsket brud, hvis gom dør i en bilulykke på vej til brylluppet. Når albummet høres alene, bliver det lidt vel højstemt og med mere fokus på sang og tekst end på de musikalske eventyr, hun tidligere har fremmanet med opfindsom art- og electropop. Dog har jeg stor respekt for, at Khan har kastet sig ud i et temaalbum – og fuld forståelse for, hvorfor man som sangskriver vil skabe en ”hel roman” frem for endnu en ”novellesamling”. Samtidig har brylluppet i sig selv en glimrende dramaturgi: Forventningen, den store dag – og i dette tilfælde: skuffelsen, sorgen, bryllupsrejsen alene – men til slut også håbet om en ny kærlighed.
For tiden er Bat for Lashes ikke på turné som sådan, og hun var hentet særligt ind til at spille i Vega som en del af spillestedets 20 års jubilæum. Til denne koncert gik Khan ind og ud af The Bride-fortællingen og sangene fra albummet. Efter ”I Do”, rettede hun på det sorte slør, der hang ned ad nakken, fik en hvid guitar om halsen og fortsatte ad en mere dyster vej frem mod bryllupstragedien med ”Joe’s Dream”, hvor bruden har foruroligende drømme forud for den store dag. Natasha Khan afsluttede første The Bride-afdeling med singlen ”Sunday Love”, som er af en helt anden støbning end de andre højstemte, følelsestunge sange. Her blev der fyret op for den electropop, som Khan også står for, med power på trommerne og blinkende, kulørt lys. Hun er helt hjemme i begge musikalske verdener.
Bat for Lashes er før blevet sammenlignet med Kate Bush, både pga. vokalen og popmelodierne, men noget, de også har tilfælles, er deres sans for historiefortælling og dramatik. For Khans vedkommende er det tydeligt, at den dramatiske sans ikke først er udviklet på The Bride – også live denne aften. Det kunne høres på opbygning og fremførelse af bl.a. to af hendes numre fra gennembrudsalbummet Two Suns (2009), ”Sleep Alone” og ”Travelling Woman”, hvor sidstnævnte blev fremført med Khan siddende i en lyskegle ved keyboardet, mens hendes guitarist bidrog til stemningen med bue på guitarstrengene. Dramatikken gik også helt tilbage til debuten Fur and Gold fra 2006, hvorfra vi bl.a. hørte ”Horse and I” med marchtrommer og orientalsk klimten fra keyboard i et nyt arrangement – en af de første sange, hun nogensinde skrev, fortalte Kahn.
Hele vejen igennem er Natasha Khan meget udtryksfuld. Både i sin mimik og kropslighed – de lange fingre, som spredes mod ansigtet, rækker ud mod publikum eller knuger det sorte stof. Samtidig er hendes intonation klar, og når man kan høre ordene og se hendes naturlige indfølelse, så giver det de bedste betingelser for selv at blive fanget af hendes musik. Når de store, tragiske følelser berøres, kan man se det på hende, og det samme, når hun glædes i eller over sin musik. Det hele kan lyde lidt melodramatisk på skrift, men det er netop det aller fineste ved det hele: Khan er alt andet end skabet – hun er helt nede på jorden og ægte i sin udtryksfuldhed.
Et godt stykke inde i koncerten fortæller hun, at hun i løbet af ugen mistede stemmen pga. forkølelse, og at hun håber, det går. Dét kommer fra damen, der har sunget fuldstændig upåklageligt og tilmed ret imponerende koncerten igennem! Forkølelsen gør, at hun må droppe et nummer med ekstra høje toner: »Men bare rolig, I bliver også glade for den her, og der kan danses til den.« Det viser sig at være et af hendes bedste numre, den boblende melodiske og samtidig melankolske ”Daniel”. Endnu mere rørende blev det på næste nummer med kun Kahn og hendes keyboardspiller/korsangerinde på scenen: Den enkle, men fænomenalt velskrevede ”Laura”, som blev leveret så ærligt og kraftfuldt, så det var lige før, at tårene pressede sig på, når hun sang »You’re the train that crashed my heart!« Khan leverede desuden også en overbevisende cover af Fleetwood Macs hit ”Gypsy” – et af de bands, hvis musik også giver genlyd i Khans egen.
Sange fra de øvrige Bat for Lashes-album væves ind og ud mellem The Brides temafortælling, blidt guidet af Khan. Da hun på et tidspunkt når til ”Never Forgive the Angels”, siger hun: »Det er en meget sørgelig sang… ligesom alle de andre,« og tilføjer et smil. Godt nok er der et storladent tema, men Khan ejer også ukrukket selvironi. I sidste afdeling når hun til den positive afslutning på The Bride med tanken om ny kærlighed på ”In Your Bed”. Brudebuketten, som hun bar ind på scenen, skal selvfølgelig også kastes ud til publikum, og Khan skynder sig at understrege, at den ikke bringer ulykke trods hendes uheldssvangre album. Et album, som jeg kom til at holde mere og mere af undervejs i koncerten. Det vinder virkelig ved Khans personlige fremstilling. Forventning, død og til sidst håb: Hun afslutter aftenen med ”I Will Love Again”, og til slut strømmer kærligheden også imod den bundsympatiske, ja, faktisk absolut elskelige Natasha Khan oven på en smukt sunget, fortællende, personlig og engagerende koncert.
Fotos: Mathias Laurvig
