Vest for Sydney i Australien ligger Blue Mountains. Her er den debuterende singer/songwriter Julia Jacklin opvokset med den klare forventning om at blive en etableret del af arbejderklassen. Heldigvis for os fik Julia Jacklin en kunstnerisk øjenåbner fra en uventet kant. Takket være Britney Spears tog Jacklin i en alder af blot 10 år affære og begyndte at gå til sang. Den oprindelige inspirationskilde har dog langt fra sat sit præg på Jacklins første fuldlængdeudspil, Don’t Let the Kids Win, som derimod bevæger sig mellem alternativ country og indiefolk.
Pladen tæller i alt 11 sange og varer 43 minutter, og den musikalske referenceramme står klart numrene igennem. Jacklin lægger ikke skjul på, at amerikanske Angel Olsen, der netop har udgivet My Woman, har betydet meget for hendes musikalske identitet. Dette kan ikke benægtes, men er der så også plads til en Julia Jacklin? Ja, helt bestemt. Der er et utal af eksempler på, at kvinder er for tyndt repræsenteret, når musikken spiller. Men her taler jeg hverken om kvoter eller overbærenhed, for Julia Jacklin beviser i den grad sit talent, når sangene er på deres højeste.
Pladens første skæring er meget passende Julia Jacklins førstesingle med titlen “Pool Party”. En detaljeret beskrivelse af en personlig kærlighedsfortælling omkredset af partnerens stofmisbrug ved poolen. »Oh I wanna give you all of my love / But I watched you sink as they swam above / You are the land and I am the dove / My heart is heavy when you’re high / So for me why won’t you try.« Julia Jacklins lyrik er præget af en forfriskende realisme, der giver en fornemmelse af, at ordene er dugfriske i det øjeblik, det rammer papiret. En form for ærlighed, der passer godt med den alternative countrys format. Guitar, bas og trommer bevæger sig stilfærdigt i baggrunden, der giver god plads til Jacklins letgenkendelige stemme. Refleksion er et gennemgående tema pladen igennem, for selvom man blot er 25 år, kan man godt være bekymret, hvad enten det omhandler de valg, man har truffet, eller dem, som skal forme ens identitet i fremtiden.
På nummeret “Leadlight” formår Julia Jacklin at presse en musikalsk identitet ind, der savnes andre steder. Det er et af pladens absolut bedste sange, der virkelig giver en fornemmelse af, at Jacklin vil være at finde i branchen mange år endnu. Opbygningen er mindre strømlinet og holder lytteren fast i de små fire minutter, sangen varer. En kærlighedssang der pointerer, hvor svært det er at binde sig i en verden, som kræver nysgerrighed og søgen efter sig selv på godt og ondt.
Efter “Coming of Age”, pladens mest rockede udspil, bevæger Julia Jacklin i en mere stille retning. Her savner man sommetider noget nerve, der kan fastholde lytteren, når tonerne går lavest. Det falder især igennem på nummeret “Same Airport”, som efter min mening sagtens kunne have været udeladt. Gentagelseslyrik passer godt i nogle sammenhænge, men i dette tilfælde har jeg egentlig blot lyst til at trykke next.
Heldigvis er nerve ikke en mangelvare på nummeret “Hay Plain”, hvor Jacklin igen beviser, hvad hun er lavet af. Sangens polariserede opbygning udfolder sig mellem det skrøbelige og det storslåede. Jacklins iørefaldende stemme bevæger sig behersket over guitarens stille toner, der langsomt bygger på, indtil følelserne får frit spil, og instrumenterne får lov til at udfolde sig sammen med Jacklins stemme.
Julia Jacklins refleksion over livet ender uforløst – hverken i kosmos eller kaos. Hun beskriver enkelte fragmenter af den virkelighed, hun begår sig i, og den, hun skal til at indtræde i. Det gør hun ærligt og genkendeligt, og derfor har Julia Jacklin formået at lave en debutplade, hun stolt kan vise frem.
