Plader

Angel Olsen: My Woman

Fra punkede bandplader til skrabet singer/songwriter og nu til flamboyant sangerinde med både iørefaldende melodier og et væld af farver på den musikalske palet. Angel Olsen er godt på vej til at gøre sig fortjent til sammenligning med store kunstnere som Cat Power og PJ Harvey.

»Do I need to give more attitude, or…?« spørger amerikanske Angel Olsen uden at fortrække en mine i slutningen af videoen til det pågående, iørefaldende nummer “Shut Up Kiss Me“. Man fornemmer sarkasmen bag spørgsmålet, for hun er selvfølgelig godt klar over, at hun i videoen laver noget af et stilskifte, når hun på rulleskøjter, iklædt sølvparyk og hotpants, er kommandør på dækket af kærlighedens skib med armbevægelser så store, som var hun Gwen Stefani.

Der er ingen tvivl om, at Angel Olsen på sin nye plade er fast besluttet på at vise nye sider af sig selv som kunstner og ikke mindst som kvinde. Albummet har således fået titlen My Woman, inspireret af “Woman”, pladens næstsidste nummer, der drives langsomt frem af et mellotron, der i Angel Olsen-sammenhænge er et atypisk instrument. Her synger hun blandt andet: »I dare you to understand / What makes me a woman.«

Sagen er nemlig den, at Angel Olsen – på trods af gennembruddet med den til tider punkrockede bandplade Burn Your Fire for No Witnessoplever at blive sat i bås som en lettere kedelig og forsigtig folksangerinde, fordi hun på sit første fuldlængdealbum, Half Way Home fra 2012, samt på EP’en Strange Cacti fra 2011 spillede vemodige og underspillede sange om hjertets kvaler i en meget skrabet produktion.

I et interview med Pitchfork fortæller hun, hvordan hun engang i et radioindslag af en nedladende vært blev spurgt, hvordan hun havde det med, at hendes musik lød som en lille pige, der sang sine sange fra bunden af en mørk brønd. Det spørgsmål blev hun med god grund vred over. Journalisten fik derfor svar på tiltale, og senere i programment, da hun skulle spille en sang, dedikerede hun den til alle de små piger på bunden af en brønd. Det redigerede radiostationen dog ud af programmet.

Måske er teksten på åbneren “Intern” inspireret af denne episode. Også på dette nummer flytter Angel Olsen sine sangskriver-hegnspæle med et sfærisk og gådefuldt keyboardtema, som ikke kan undgå at lede tankerne hen på Angelo Badalamentis berømte score til David Lynchs TV-serie “Twin Peaks”. Her er der nemlig en linje, der lyder: » I don’t care what the papers say / It’s just another intern with a resumé« og senere synger hun: »Everyone I know has got their own ideal / I just wanna be alive make something real / Doesn’t matter who you are or what you do/ Something in the work will make a fool of you.«

Ægte, det er Angel Olsen, selv om hun altså går nye veje. Hun er ikke ude i et pop-ærinde, men hun har sig selv med i det, hun gør. Hun afslører et talent, der næsten virker grænseløst – såvel sangskrivermæssigt som vokalt. Spændvidden illustreres ved, at man på “Intern” aner Mazzy Stars Hope Sandovals blidt svævende, duvende tone, mens hun på den jazz-funk-soulede “Those Were the Days”, i falset synger så sexet, at det nærmest driver ned ad væggene. Indimellem får hun selvfølgelig også tid til at ruske os igennem i sange, som man kender hende for på Burn Your Fire for No Witness, hvor man bider mærke i slægtskabet med det nedbarberede udtryk fra punken og især grungen. “Give It Up” er et eksempel på det.

Der er rigtig meget godt at sige om Angel Olsens udvikling, og endnu flere sange kunne fremhæves. Det vil jeg dog afholde mig fra, men blot slå fast, at Angel Olsen udvider paletten af farver, og efterhånden synes jeg, at maleriet fra den unge indiemusiker virker så fascinerende, at det måske en dag kan udstilles med beslægtede kunstnere som PJ Harvey og Cat Power. Hun er godt på vej.

★★★★★☆

Deltag i debat