Fra første sekund i åbningsnummeret ”Castles in the Grave” kunne publikum fornemme, at aftenens koncert med John Maus ikke ville være markant anderledes, end de optrædener synth-pop musikeren er notorisk kendt for. Næverne blev knyttede, og hver en muskel i John Maus’ krop blev spændt til bristepunktet. Og så begyndte den ellers så velkædte Maus sine udskejelser. Den tilknappede lyseblå skjorte og de mørkeblå jeans blev hevet og revet i, og både bryst, lår og hoved blev udsat for rytmiske knytnæveslag. Det var underligt og underholdende at bevidne Maus’ nærmest maniske opførsel, som han stod og rev sig håret, headbangede og hoppede hæmningsløst rundt.
Maus stod dog i skarp kontrast til de tre musikere, han havde omgivet sig med. Bassisten tappede let på gulvet og stod ellers som naglet til stedet koncerten igennem. Om muligt mere stille stod keyboardisten, der gemt under sin hættetrøje ikke gjorde meget væsen af sig. Heldigvis for musikerne var der ikke problemer med lyden under koncerten, som der ellers har været en del af på Pavilion-scenen i festivalens første dage – i hvert fald til de koncerter undertegnede har være til i løbet af onsdag og torsdag, hvor lyden enten krøllede sammen til en muflende lyd eller helt forsvandt.
Musikalsk var det en aldeles god koncert med formidable basgange og melodiøse toner fra keyboardet, som man kender dem fra særligt Screen Memories (2017) og We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves (2011), hvorfra størstedelen af setlisten blev hentet fra. Maus’ mikrofon havde fået fuld skrald på rumklang og ekko, og det var svært ikke at tænke på Maus’ tidligere skolekammerat og musikalske samarbejdspartner Ariel Pink. Det er den umiskendelige lyd af 80’er synth-pop med en vokal, der prøver at trænge igennem lag og atter lag af rumklang.
Noget andet var så, hvad der blev sunget ned i mikrofonen. Det blev ikke til meget mere end råben og »Ooooooh«. Maus’ konstante, voldsomme bevægelser fjernede fokus fra de vokalmæssige og lyriske nuancer, som numrene ellers har. Det var først lidt over halvvejs i settet på ”Bennington” fra Maus’ opsamlingsplade (2012), at man kunne udgøre fulde tekstbidder.
Det var som om, Maus var i sin egen bobbel og gennem vilde gestikulationer forsøgte at nå ud til publikum på den anden side. Nummeret ”Maniac” fik helt ny mening, og koncerten blev en balancegang mellem det groteske og det geniale, mellem musik og hvad man fristes til at kalde performanceart. Men der var en del musikalske højdepunkter bag Maus’ fysiske optræden, og de var med til at indfange publikum i en intens koncertoplevelse, hvor det var svært ikke at danse med og række armene mod Maus, når han forsøgte at nå ud.
