Fem minutter inden koncertstart havde omkring 40 festivalgængere samlet sig foran Pavilion-scenen lørdag aften. Det var svært ikke at få en smule ondt i maven af frygt over, at duoen skulle spille for et næsten tomt telt. Men da tonerne til åbningsnummeret “Try Again” buldrede ud af højtalerne, kom flere publikummer, heldigvis, små-løbende til.
Forståeligt nok. Guitarist/sanger Rachel Aggs og trommeslager/sanger Eilidh Rogers lod sig på ingen måde mærke af, at det langt fra var et fyldt Pavilion-telt, de skulle spille op. Aggs’ hurtige guitar-riffs og energiske dans, kom langt ud over scenekanten fra første sekund. De nytilkomne publikummer kunne nok tilskrives Aggs’ optræden, foruden hendes fængende riffs.
Lyden af Sacred Paws minder på mange måder om det tidlige Vampire Weekend. Det er et mix af afrobeart, art-punk og indie-rock, der er kendetegnende for deres debutalbum Strike A Match fra 2017. Den yderst dansable musik affødte nogle gakkede dansetrin blandt publikum og ikke mindst hos Aggs selv, der mest af alt lignede en, som havde lyst til at hoppe ned blandt publikum og danse med.
16 numre blev sættet til, selvom Sacred Paws ikke var på scenen i meget mere end 45 minutter. Numrene var også nogle forholdsvis korte seancer, men desværre var det næsten kun muligt at adskille numrene fra hinanden på grund af opholdet mellem dem. Hurtige riffs på guitaren, krydssang, mellem Aggs og Rogers og »oooh oooh oooh«-omkvæd, var tilstede i samtlige numre, ligesom melodierne ofte lød meget ens. Undervejs blev publikum sågar introduceret for et spritnyt nummer »we might never sound like this again«, proklamerede Aggs. Problemet var bare, at det ikke differentierede sig det mindste fra alle de numre, vi havde hørt forinden.
Sacred Paws gav på alle måder en utroligt empatisk oplevelse. Trods et forholdsvis lille publikum, var der en ulastelig energi hos Aggs og Rogers, som fik de publikummer, der nu var, til bevæge lemmerne fra start til slut. Men sættet manglede variation og nuance.
