Én EP. To udtryk. Det er grundidéen på 1010 Benja SLs debut-EP, der er udgivet via pladeselskabet Young Turks (Sampha, The XX og Kamasi Washington, m.fl.). Titlen Two Houses refererer til artistens egne modsatrettede tendenser, og ifølge ham selv er EP’en et forsøg på at udforske dualitet samt den form for lindring, der ligger begravet i spændingsfeltet mellem modsætninger.
Two Houses består af i alt seks forskellige numre, og lytter man EP’en igennem fra ende til anden, får man to meget forskellige indtryk af artisten. EP’en åbner med nummeret ”Fairwater”, der sætter an med et atmosfærisk og svævende lydbillede domineret af små, undersøgende elektroniske effekter, 1010 Benja SLs lidt tørre stemme samt feminine, ambiente korstemmer, der kredser om sangerens vokal. Nummeret introducerer på fornem vis lytteren til EP’ens øvrige indhold, og med en lang pause lidt over halvvejs inde i nummeret, bliver der for alvor skabt en afventende stemning, der får lytteren til at spidse ører.
Der er en fin sammenhæng mellem ”Fairwater” og det efterfølgende nummer ”Tragic X”, der har en længselsfuld og vemodig tone over sig. Starten på EP’ens andet nummer kan dog føles en smule tung, da nummeret stemningsmæssigt meget ligner det foregående. Det er en smule ærgerligt, for sidder du som lytter og forventer en form for forløsning efter introen, bliver du snydt for en 10’er. Men hold ud! For til slut i ”Tragic X” tager nummeret en drejning, og den rungende, mantralignende lyrik skiftes ud med en forvrænget vokal, en tung bas og en god portion støj. Ahh – forløsning!
Joh, den energiske outro på ”Tragic X” gør godt. Alligevel sidder jeg efter nummeret med følelsen af, at der stadig mangler et eller andet. Ballonen er nu pustet op til bristepunktet, og det er tid til en sang, der kan sprænge den – sådan rigtigt. Dette sker heldigvis, da nummeret ”Ultimaybe” brager igennem mine hovedtelefoner. Yes! Her sætter 1010 Benja SL på bedste poppede vis gang i sagerne, og sad du og døsede, fordi de forrige numre blev lidt for lange, og du i øvrigt ikke havde fået din morgenkaffe, så får dette nummer dig til at live op igen. Med en energisk og insisterende vokal, et fremadrettet beat og et stærkt hook i omkvædet, beviser 1010 Benja SL, at han snildt kan hive flere radiovenlige og velproducerede ørehængere ud af ærmet. ”Ultimaybe” er samtidig et nummer, der virkelig gør plads til sangerens lækre stemme, der måske hovedsageligt er karakteriseret ved en blød og meget klar klang, men sandelig også behersker en mere skarp og sprød en af slagsen.
Da jeg når til nummeret ”Only One”, sker der pludselig noget nyt. Fra den poppede ørehænger bevæger vi os over i trappens verden og til et nummer, hvor beatet er tungt og den melodiøse vokal er skiftet ud med triplet flow-rap. 1010 Benja SL er ellers især kendetegnet ved sin stærke vokal, sin gospelinspirerede lyd og sin eksperimenterende tilgang til R&B. Men på sin debut-EP prøver sangeren altså også kræfter med en mindre poppet og meget mere trap-inspireret lyd, og det er især her, ved skiftet fra ”Ultimaybe” til ”Only One”, at dualiteten og to meget forskellige sider af artisten skinner igennem. ”Only One” er et nummer, der er skruet fint sammen, men ikke som sådan leverer noget nyt eller specielt til genren – et bud på en inspirationskilde kunne være Young Thug.
Med nummeret ”Easy Going” fører 1010 Benja SL os ind i et mystisk univers, hvor trappen stadig hersker, men i højere grad understøttes af mere elektroniske elementer. I dette nummer er vokalen badet i autotune, og mens den lover troskab og messer kærlighedsord, buldrer synthesizerne i baggrunden. Nummeret indeholder mange gentagelser og bliver på den måde lidt langt. Til gengæld kvitterer nummeret med en ret interessant outro, der (i hvert fald for undertegnede) kan lede tankerne hen på Björk og hendes skæve, elektroniske univers.
”Hadit” er Two Houses sidste nummer og afslutter 1010 Benja SLs trappede afsnit på gedigen manér. Nummeret er et mere tilbagelænet trap-nummer, der også har en snært af r’n’b over sig. Ligesom ”Only One” er nummeret ikke banebrydende, men dog behageligt at lytte til og en ganske fornuftig afslutning på EP’en.
1010 Benja SL debuterer således med en solid EP, der lyder rigtig godt og fint demonstrerer hans mange talenter inden for især vokalpræstation og produktion. Skal 1010 Benja SL fortsætte sit dualistiske eksperiment? Måske ikke… Umiddelbart lader EP’ens første tre numre til at være de stærkeste og mest originale i modsætning til trap-numrene, der går hen og bliver lidt for klichéfyldte. Der er dog ingen tvivl om, at 1010 Benja SL har lavet et godt og grundigt stykke arbejde, og med hans nye EP kommer han rigtig godt fra start.





