Hvor er det dog befriende med nogen, der stadig gør det grimt. Gør det vulgært. Gør det smagløst. Og i sidste ende gør det både fucking energisk, medrivende og med et glimt i øjet. Svenske Viagra Boys gør det hele på én gang, og i et næsten udsolgt Vega på en decemberkedelig onsdag aften gjorde de det sågar ved noget nær en skillevej i deres karriere; kun et par måneder efter udgivelsen af den varmt modtagede debutskive Street Worms og stadig med følelsen af at være en nogenlunde velbevaret hemmelighed på den internationale rockscene.
De er i hvert fald allerede kommet langt med skrig og skrål, hylende saxofonsoloer og en in-your-face-attitude, som agerer forgrund til den trivielle rockmusik, de egentlig spiller. Der bliver ikke opfundet dybe tallerkener nogen som helst steder, men det er i og for sig heller ikke nødvendigt.
For Viagra Boys lader langt hen ad vejen ikke til at skænke nogle tanker til, hvordan det lyder, så længe det virker – og det gør det som regel. Det hele starter oftest noget atypisk med et basriff, der fra nummer til nummer sjældent bliver udsat for den helt store variation, men som sammen med de skrabede guitarakkorder og trommerytmerne insisterende tonser igennem fra start til slut. Det er i sig selv lækkerier for fans af bands som Devo og Killing Joke, inden det så sporadisk kammer over på lydsiden i kakofoniske udladninger med både saxofon og synth – som antitesen til den krautockede ensformighed, der primært udgør bandets kompositioner.
I forgrunden har de tightspillende svenskere så fundet deres helt egen overtatoverede, alkoholiske, narkoindtagende vildmand i form af Sebastian Murphy, som er det indiskutable fokuspunkt under viagradrengenes forestillinger – tænk Lias Saoudi fra Fat White Family; bare endnu mere virkelighedsfjern. Jo Viagra Boys har vitterligt fundet frem til en kombination af overskyggende sceniske virkemidler og små, musikalske nuancer, der indeholder alle forudsætninger for vanvittige koncertoplevelser.
Vi lagde dog noget mere stille ud med “Just Like You”, der istedet for at fremvise bandets fritslupne galskab i højere grad illustrerer Murphys skæve dagligdagsobservationer; leveret af hans rustne røst. »We had a little dog, such a little dog. It reminded me of a large dog, just in miniature size,« lød hans klagesang i et tekstunivers, der især også når rundt omkring alkohol og stoffer. Masser af alkohol og stoffer.
Så var der til gengæld mere gang i “Research Chemicals” fra gruppens debut-EP, Consistency of Energy, der i min optik stadig er lige dét bedre end Street Worms. Inden da havde Murphy også smidt trøjen og kaldt publikum for »squares«, så vi var for længst forbi et koncertmæssigt point of no return. Dette blev kun forstærket under “Slow Learner” og “Frogstrap”, hvor den Devo’ske inspirationskilde kun blev yderligt fremhævet, mens en flok unge fyre holdt dansefest oppe foran. Det eneste, der for alvor manglede, var lidt mere saxofon i lydmixet, hvilket der heldigvis blev rettet op på kort efter.
Pudsigt var det dog, at lige så befriende nærværende Murphy var, når han endelig skulle være på, lige så forstyrrende var hans tilstedeværelse, når krautdiscoen fik frit løb, og det egentlig gav mest mening bare at holde sig lidt i baggrunden. Således blev monotonien og de tranceskabende repetitioner hyppigt afbrudt af primale skrig og grynt fra frontmanden, der desuden opholdte sig lige så lang tid liggende og siddende på gulvet som oprejst.
Uden tvivl var det en del af hans repertoire, ligesom det også var, når han hældte øl ud over sig selv eller glemte teksten til den rablende publikumsfavorit “Sports”. Gradvist – og skræmmende parallelt med publikum på de forreste rækker – mistede han mere og mere af kontrollen over sit eget legeme, hvorved det var op til de flankerende musikanter at holde samling på den efterhånden kaotiske forestilling.
Det lykkedes da heldigvis også på både “Down in the Basement” og “I Don’t Remember That”, mens den fuldstændig ukontrollerbare “Shrimp Shack” satte et 10-minutter langt, endegyldigt punktum for, at Viagra Boys er et band, der svælger allerbedst i deres egen galskab. Det var en fornøjelse at se en mand helt professionelt gå så meget op i limningen, indtil hans aften kulminerede råbende ad publikum med »Hey! Who the fuck took my hat?!« og for hipsterne iblandt os var det her formentlig sidste chance for at kunne sige, at man fik set Viagra Boys, inden de for alvor blev store.
Og slutteligt – som et vaskeægte julemirakel – sneg svenskernes optræden sig fortjent også ind på listen over de bedste rockkoncerter i Danmark i 2018.
Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com
