Der er en epidemi i omløb på den danske musikscene. Lad os bare kalde den for C.V.-sygen. Symptomet er ny dansk musik, der både gennem finurlige danske tekster og ikke mindst en nasal sangstemme, om ikke lægger sig tæt op ad, så i hvert fald står på skuldrene af hele Danmarks yndlingssangskriver C.V. Jørgensen. Jeppe Hvirvelkær og Rasmus Søes selverklærede tegneserieduo, Vås, virker også til at være smittet.
Vås startede sidste år som en tanke hos forsangeren Jeppe Hvirvelkær, der ville skrive et dansk album til sin far. På den led giver det selvfølgelig også mening, at duoen dykker ned i den danske rockmuld, og det skal selvfølgelig ikke lægges Vås til last, at jeg er træt af C.V. Jørgensens ekko. Der er tale om en epidemi, så duoen er selvfølgelig hverken de første eller de sidste til at pløje den musikalske mark. Men skal vi ikke snart nogle nye steder hen?
Lægger vi hele C.V.-sygen til side og kigger isoleret på Vås’ debut-EP, så byder udgivelsen dog på fem tilforladelige og finurlige dansksprogede og soulede poprocksange. Alligevel sidder jeg efter endt lytning lidt med en følelse af at have hørt den samme sang fem gange. For virkemidlerne er de samme hele vejen igennem. Jeppe Hvirvelkær og Rasmus Søe beskriver selv deres projekt som bodegalyrisk tegneseriesoul. »Folkeligheden er i fokus, og med referencer til Erik Clausen og Leif Sylvesters gadecirkus skal vækstlagsmusikken være noget, som vi er fælles om. Ikke for smagsdommere.« En nobel mission, selv for en smagsdommer som undertegnede. For jeg kan godt lide fællesskab, og gerne gennem musikken. Fællesskab er for Vås tydeligvis omkvæd, som man kan synge med på, og det starter fint ud på “Nøgne Fødder”, der gennem et lækkert groove lommefilosoferer over følelsen af at gro fast i sin stol og ikke komme nogen vegne.
»Har du nogensinde siddet fast i en stol for længe? / fordi du ikke så, hvor din røv slog rødder / så sidder du og prøver at komme op.«
Det er både simpelt, morsomt, charmerende og ikke mindst genkendeligt. Sangen ender dog alligevel med at lide under en enkelt skavank, der går igen på langt de fleste af albummets sange. Sangene på Kunstpause kunne nemlig for fleres vedkommende have haft godt af at blive skåret ned med et minut eller to, men i stedet bliver de trukket i langdrag af en række omkvæd, der gentages igen og igen. Allerværst er det på den lidt enerverende “Hånd i hånd”, og når man hører Hvirvelkær synge »hvis det var meningen jeg skulle sove / hvorfor er jeg født med øjnene åbne« for hvad der føles som hundrede gang, er al den charme omkvædet ellers måtte have for længst forsvundet.
EP’ens bedste sang er “Flyv for fanden”. Her er der skruet lidt ned for det nasale i Hvirvelkærs vokal, det musikalske univers folder sig flot og drømmende ud. Især den gennemgående guitarfigur er virkelig lækker. Igen får vi dog et omkvæd, som Vås tilsyneladende er så glade for, at det skal gentages i en uendelighed mod slutningen af sangen. Et lækkert nummer, med en rar og og lun vibe. Men spar nu på de omkvæd!
Hvis en popsang skal vare 4-5 minutter, som flere af sangene på Kunstpause gør, bør man også have flere idéer end bare at gentage omkvædet igen og igen. Vås har skelettet og den melodiske tæft, der skal til for at skrive gode, skæve popsange med en længde på 2-3 minutter, og derfor er det også synd at de på den måde trækker sangene ud. Der er potentiale og ikke mindst folkelig hjertevarme i Vås’ univers, men når jeg lytter til duoens debut, føler jeg, at andre allerede har gjort det samme som Vås gør – bare bedre og mere vedkommende. Der mangler simpelthen nogle flere selvstændige idéer og ikke mindst evnen til at stoppe en sang, mens legen er god, og lytterens interesse stadig er til stede. Også selvom man virkelig føler for sit omkvæd. Havde de gjort de,t var vi nok også røget en karakter op i denne smagsdommers bedømmelse.
