Det var med fygende skyer og en tiltagende mørkere himmel i baggrunden, at Kurt Vile og hans band The Violators gik på scenen på Red Stage for at file den af på deres guitarer. Det blev til præcis 45 minutter med masser af guitarlir og flotte soloer, men ikke så meget mere.
På programmet var det enten Kurt Vile eller Minds of 99, man kunne vælge imellem. Det guitarrock-elskende segment havde selvfølgelig stillet sig ved Red Stage i signatur-uniformen med variationer over temaet mørke jeans og lys denimjakke. Vile havde derfor helt sikkert et godt udgangspunkt for være en succes med et dedikeret publikum foran sig. Og det var godt, for kom man for en fest, blev man skuffet. Det blev ved de rockende bevægelser foran scenen uden nogensinde at udvikle sig til decideret dans blandt publikum. Kun under hittet “Pretty Pimpin” blev bevægelserne så store, at de kunne forveksles med en form for dans.
Vile er uomtvisteligt en mester på seks strenge, men også en mester i at lade sine numre køre i en tomgang, hvor de får lov til at kværne rundt i deres rundgange. Det lykkedes eksempelvis på “Bassackwards”, der kørte meget længe i samme gear. Faren ved dette er, at hvis man ikke kan blive opstemt af guitaronanien, bliver det monotont, og der sker simpelthen for ofte. Vile var i tidernes morgen med til at stifte War On Drugs, og slægtskabet mellem de to grupper var da også ganske tydeligt denne lørdag aften. Særligt på nummeret “Wakin On A Pretty Day” strakte sig længere og længere og længere, og måske også en tand længere end godt var.
At det også kunne blive vildere end de mange og velspillede guitarsoloer, viste Vile på nummeret “Check Baby” hvor han under soloen kom med nogle primale skrig, der havde en farlig urkraft, der havde været fantastisk at se og høre mere af end blot de antydninger, der kom på “Check Baby”. Det var suverænt koncertens farligste og mest kantede momenter, og de bragte noget af den vildskab som den ellers monotone stil savnede.
Koncertens sidste nummer, “Wild Imagination”, blev spillet på en semi-akustisk guitar. Alligevel var det på denne, at en af de stærkeste soloer i koncerten blev leveret. Med fuld wah-wah pedal vrængede og vred lyden sig under Viles stensikre greb og edderkoppelignende fingre. Det var måske her, den guitarfilende orgasme endelig indfandt sig for Vile efter 42-43 minutter, og han sluttede af med at tage guitaren af sin rem og i stedet slå den mere kærligt an, mens the Violators spillede nummeret færdigt. Til sidst kunne Vile løfte guitaren og lade den og hvad den står for modtage hyldest fra publikum, inden han og bandet gik ud.
Det blev til syv numre, spillet med syv forskellige guitarer og ellers ingen dikkedarer fra Viles side. Præcis 45 minutters koncert, og kun antydninger af hvor vildt det kunne være, de få gange han virkelig lagde forvrænget volumen i sin vokal. På den måde var det ekstremt solidt og velspillet uden at være overraskende eller løfte sig over det forventelige. Hvor veleksekveret det så end var.
Dette er et eksempel på, hvorfor man ikke skal sætte praktikanter med et overfladisk kendskab til kunstner og genre til at anmelde koncerter. Viles meditative univers er netop ikke guitaronani, men en psykedelisk slacker-rejse med tråde tilbage til genrens ophavsmænd, kombineret med et tekstunivers, der emmer af både misantropi og håb. Hvis man ikke fanger (eller blot er opmærksom på) de dele af mandens værk, får man, rigtig nok, ikke meget ud af affæren – men det er altså ikke fair, at en kunstner (og dennes lyttere) skal spises af med så ligegyldig og overfladisk en bedømmelse.
Det er desuden påfaldende, at det eneste “anmelderen” virker til at vide om Vile er hans tilknytning til TWOD – trods det faktum, at mandens soloplader har været afgørende i udviklingen af især den akustisk -psykedeliske folk-genre og bredt anerkendes som værende blandt 2010ernes hovedværker (et faktum publikum på NF generelt havde forstået, målt på den ganske anseelige tilslutning til en koncert, der lå lige oven i fadølsfesten på Hovedscenen)
Kærer Undertoner, pas på at I ikke ender som Gaffas (ligeså) ligegyldige fætter.
Kære Lasse, du skulle nok have set The Minds of 99 i stedet
Kære Jørgen.
Tak for din kommentar. Vi tager selvfølgelig din kritik til efterretning, når vi evaluerer vores dækning af dette års Northside. Det er dog nu engang sådan, at når vi sender et hold anmeldere afsted for at dække en festival, så skriver de typisk seks anmeldelser hver på en weekend. Derfor er det svært at forvente, at alle har et lige stort kendskab til alle bands de skriver om, som man kan forvente, når vi dækker deres solokoncerter.
Derfor synes jeg også, at anmeldelsen af Kurt Vile er indenfor skiven, da det netop er en festivalanmeldelse og giver et godt indtryk af stemningen og oplevelsen af at være der. Der er altid plads til uenigheder, når det gælder kunstkritik – og de indædte fans har givetvis haft en større oplevelse end den jævne festivalgæst. Det synes jeg egentlig også fremgår af anmeldelsen, der netop lægger vægt på den dedikerede fanskare, der også var til stede.
Og sidst men ikke mindst vil jeg lige sige, at vi faktisk slet ikke opererer med praktikanter på Undertoner, da alle skribenter og redaktører arbejder 100 procent frivilligt for at drive siden. Ingen tjener på det (tværtimod), vi gør det alle, fordi vi holder af god musik og ikke kan lade være med at skrive om det.
KH Simon Freiesleben, koncertredaktør.