Peter Sommer på NorthSide 2019 var et studie i glæde. Kontrolleret, indestængt glæde på den der østjyske måde. På den der måde, hvor man kun kan være nærmest lykkelig uden at sprænge.
Lad det være sagt med det samme, af alle de kunstnere der indtog scenerne i den aarhusianske ådal, er Peter Sommer den hvis bagkatalog undertegnede bedst kender. Og aldrig har jeg set Peter Sommer som i går. Glæden og spillelysten lyste ud af ham, da han kom på scenen i sit olivengrønne outfit med bandet Tiggerne i baghånden. Folk var da også straks med, og min frygt for hvorvidt Sommers eftertænksomhed nu kunne spille Blue Stage op blev gjort til skamme.
Åbneren blev meget forventeligt “Skønne Spildte Kræfter” fra det seneste album, og allerede her var folk med Sommer, der tog publikum i sin hule hånd fra første anslag. Og linjen »Jeg springer ud som optimist/og det føles som at desertere« har måske aldrig været sandere sunget end i går. En masse håndflader blev rakt frem mod ham, da han sang om »highfives man ikke rammer«, men de blev ramt da Sommer selv sprang ned foran scenen og uddelte de der highfives på de forreste rækker og sammen med publikum kunne »kalde Tigger-orkestret ind« så musikken rigtig startede.
Det var hovedsageligt hans nyere materiale, der prægede set-listen og perler fra albummet Til Rotterne Til Kragerne Til Hundene var ikke inviteret med. En skam, da det rummer nogle af Sommers bedste skæringer. Omvendt var det en behagelig overraskelse at se materialet fra den dystre skilsmisseplade Alt Forladt omarrangeret til den Sommer’ske standardlyd med klaver og guitar i stedet for deres oprindelige elektroniske tristesse. Det fik “Pænt Goddag, Pænt Farvel” og “Alt Forladt” til ligefrem at lyde optimistiske.
I det hele taget var Peter Sommer enormt tilstedeværende. Han forstod at bruge kameraerne, der sendte nærbilleder på storskærmene til at få øjenkontakt med hele publikum undervejs. Samtidig fungerede genkendeligheden i et nummer som “Tigger” udelukkende som ekstra gødning for stemningen.
Et forventeligt højdepunkt kommer under hyldesten til hjembyen Skanderborg, “8-6-6-0”, der kom i sit »17. arrangement« og dannede udgangspunkt for en af weekendens smukkeste fællessange, velorkestreret af Sommer selv, for som han sagde: »Nu har jeg taget det her diktatorkluns på, så følg mig lige«. Og det gjorde folk så!
Sommer spillede også den nye single, “Begge Veje”, der tyder på, at lyden fra det seneste album fortsætter på det næste, og at vi bliver i det samme finurlige sprogunivers. Med andre or; ingen eksperimenter. Overordnet var det en præstation fyldt med spilleglæde og en tilstedeværelse på en stor scene, der var u-Sommersk selvsikker. Så hvad manglede der? Koncerten var for kort og manglede en mere retfærdig fordeling af spilletid til større dele af bagkataloget end fra den seneste plade. Og så er det synd at sige, men manden i diktatorklunset var næsten for glad til sit eget eftertænksomme univers. Og nå ja – bagtæppets pastelfarver fik opstillingen til at ligne noget fra et 80’er MGP.
Klassikeren “Valby Bakke” sluttede seancen af til stor jubel for publikum, og igen benyttede Sommer sig af kameraerne til at tage øjenkontakt til publikum og mime et »tak« ud til publikum. Hans bananrepublik diktator-tøjstil blev lige understreget en sidste gang på vej ud af scenen, da han stoppede foran et af kameraerne og hev en pakke cigarillos op af lommen og tændte en. Det var overskudsagtigt og overlegent uden at være arrogant.
