Avalon blev langsomt fyldt op sent fredag eftermiddag. På en dag, hvor regnen holdt pause og solen bagte tiltrængt varmt. I baggrunden buldrede Give Me The Horizon ovre fra Orange. Det var et godt blandet publikum, unge og gamle, der ville ind og høre om Spiritualized mon ikke ville give lidt flere af de gamle numre end i marts, da de gæstede VEGA, og hvor albummet And Nothing Hurt var i fokus?
Nøjagtig ligesom solen skinnede mellem regnvejrsdage, så er det jo som bekendt også sådan med Jason Pierce, den sky frontmand i Spiritualized, at det virker som om Gud står som en sol i hans liv og tilsyneladende har afløst år med stofmisbrug. Se bare sceneopstillingen da det ni mand store band har indtaget scenen og sat i gang med en stemningsmættet støj før åbningsnummeret “Come Together”. I en halvcirkel står de. Fra venstre først de to guitarister, så keyboards, bas og trommer, tre korsangere og til sidst Jason Pierce med siden til publikum. Ingen står i centrum; i front. Som om den plads er helliget noget større. Guds plads. Narh, det er sgu nok bare en overfortolkning i min festivalophedede hjerne, men sådan havde jeg det, det øjeblik i slutningen af koncerten, da et gospelklingende hymnisk omkvæd, for jeg ved snart ikke hvilken gang, atter afsluttede et nummer, med sit mantralignende udsagn. Det kunne være »When I’m tired and all alone/ Lord shine a light om me« fra koncertens andet nummer “Shine a Light” fra albummet Lazer Guided Melodies. Eller »C’mon darling let’s dance/ I’ll say a little prayer for us girl« fra det nye nummer “Let’s Dance” eller »Take it easy, easy/ State of mind, state of mind, state of mind« fra “On the Sunshine” ligeledes fra And Nothing Hurt. Hver gang i denne gospelgudstjeneste-agtige iklædning, som man kunne lade sig forføre af, eller blive lidt irriteret over. Jeg vekslede mellem begge og fandt det både opløftende, men også langtrukkent.
Det skulle vise sig, at det ikke var meget anderledes denne gang. Albummet And Nothing Hurt fyldte hele den sidste trefjerdedel af koncerten. Efter de første fire numre der rakte helt tilbage til debuten Amazing Grace; nummeret “She Kissed Me (It Felt Like A Hit)”. Men jeg må også indrømme, at jeg rent faktisk godt kan lide And Nothing Hurt.
Der var det meget smukke “A Perfect Miracle”. Eller “I’m Your Man” med de selvindsigtsfulde linjer: »I could be faithful, honest and true/ Holding my heart for you/ Dependable all down the line/ Devoted all the time// But if you want wasted, loaded, permanently folded/ Doing the best that he can/ I’m your man, I’m your man«. Vi fik også den lakoniske “The Prize” med linjerne: »Time/ Lends you her shotgun for a while/ Gonna be shooting like a star across the sky/ Gonna burn brightly for a while/ Then you’re gone«
Som Pierce har udtalt i et interview: »I like rock ’n’ roll, but it’s sort of a young person’s game, isn’t it? It’s full of the folly and stupidity and arrogance of youth. And that’s great, and that’s what makes that energy. So it was so important not to pretend that that’s what it was about.« Derfor måske at den 53-årige Pierces seneste numre emmer af en moden mands overvejelser over livet.
På “Let’s Dance” var trommeslageren ikke med på støjintroen, oh hvilken herlighed. For det kunne være svært at se på ham, om han var deltager i en hymnisk rockkoncert med flader af psykedelisk støj, eller om han sad og lavede revisorregnskaber i et Excelprogram. Han var sådan set tight nok, men uhyre kedelig at se på og leverede sine rundgange og støjpassager mekanisk og kontrolleret. Guitaristerne var til gengæld levende og sprudlende, med feedback soloer og lir. Indimellem med breaks, der virkelig var helt nede og kysse det fladtrådte græs på Dyrskuepladsen for så at blænde op igen i en heftig outro.
Jeg var godt underholdt til koncerten, men ikke bjergtaget. Den havde sine momenter af skønhed.