Jeppe Dengsøs svævende akkorder og melodier, dynamiske bas og ikke mindst hans drømmende vokal, leder tankerne mod neo-psychedelias frontløbere, såsom Tame Impala og Mortal Unknown Orchestra, og der bliver på albummet trukket hårdt på den neo-psykedeliske indierocks genrekonventioner. Genrekonventioner kan bestemt fungere til et albums fordel, såfremt at disse bliver benyttet som et springbræt ud i fx kunstnerisk udfoldelse, genre undersøgelse eller andre æstetiske bedrifter. På Bubbleburst fungerer genrekonventioner dog blot som et omdrejningspunkt, og selvom enkelte numre eller elementer forsøger at trække i eller fra genren, altså at forholde sig til genren, så ender albummet som helhed med blot at bevæge sig rundt i genren, og Bubbleburst placeres som unuanceret og generelt.
Albummet runger dog af vellyd. Dengsø bevæger sig rundt i neo-psychedeliaens drømmende og svævende univers, og dette univers er da også charmerende. Den dynamiske bas ligger et stabilt melodisk grundlag, hvorpå synthesizere og guitarer bevæger sig ind og ud af hinanden i diverse glitrende melodistykker og storslåede akkorder. Vokalen fungerer som albummets melodiske centrum, men desværre drukner vokalen ofte, særligt i omkvædene, i et væld af rumklang og rodet, overeksponeret lyd. Lydbilledet virker til at sigte mod et mættet men alligevel luftigt lydbillede; en harmonisk sammensmeltning af albummets enkelte elementer, såfremt at det løfter sig op i det førnævnte drømmende og svævende univers. Ofte krænger det dog over i en rodethed. Eksempelvis på ’’Why Am I So Weak?’’, et nummer hvis lyrik kredser om hovedpersonens ømhed ifm. et mislykket forhold. Vokal, bas og guitarmelodier støder sammen på tværs af hinanden, mens tunge akkorder og rumklang-påvirkede guitarer brager i periferien. Denne rodethed findes også på ’’Not Only In My Dreams’’. Nummeret ligger ud med et simpelt el-klaver og Dengsøs falset, hvilket egentlig fungerer som et godt udgangspunkt, men så snart bas og guitar tilføjes forvandles lydbilledet fra fokuseret til rodet; vokalen har svært ved at fungere som melodisk centrum, og el-klaveret forsvinder i overflødige synthesizere og guitarmelodier. Nummeret stikker i for mange retninger, både ift. lydbillede og struktur. Den formår ikke at opbygge det enkelte stykke før den ihærdigt bevæger sig over i et nyt; den bygger hverken en struktur eller et lydbillede op, før et nyt forvirrende element tilføjes. Nummeret drukner på den måde i sig selv, og dette er tilfældet for mange af numrene, for med få undtagelser har de fleste af numrene en ens struktur og et ens lydbillede.
Lyrikken er ligeså homogen. Den kredser om kærlighed, tvivl og sårbarhed. Den er øm og klichefyldt, men ikke på en særligt bemærkelsesværdig facon. Enkelte steder hæver lyrikken sig dog, særligt når vokalen får plads til at fungere som melodisk centrum, hvilket er tilfældet på bl.a. ’’Every Night and Day’’; et nummer med et struktureret lydbillede, der giver plads til de enkelte elementer. Nummeret er også et af albummets mest nedtonede, hvilket fungerer til dets fordel. Dengsø holder sig til en simpel basgang og en klar, klokkespils-agtig synthesizermelodi, som læner sig op ad vokalen. Her formår Dengsø at introducere diverse melodier uden at de overlapper eller forstyrrer hinanden – han holder sig til en simpel sangstruktur, og han sørger for at skabe luft mellem diverse passager i nummeret. Alt dette resulterer i et nummer, hvor vokalen har rigelig plads til at udfolde sig, og der opnås en harmonisk helhed mellem nummerets enkelte instrumentale elementer, melodiske passager samt vokal: den hæves op i neo-psychedeliaens drømmende univers. ’’Every Night and Day’’ er et eksempel på, hvad albummet kunne formå, hvis blot det var mere fokuseret, og fastholdt samme syn for nuance, som er tilfældet på dette nummer.
Et udstikker på albummet er dets andensidste nummer, ’’Juli’’. Nummeret består af en simpel og smuk akustisk guitar sonate; et pusterum før albummets sidste anstrengelse. Man kan forestille sig dette nummer som et grundlag for en udforskning af den neo-psykedeliske indierocks grænser i et forsøg på kunstnerisk udfoldelse, for på trods af sangens simple struktur og minimalistiske udtryk, er jeg med denne sang efterladt med den klareste fornemmelse af Moon Loves Honeys drømmende og længselsfulde vision – præcis det man kan tænke som målet med genreoverensstemmelsen ift. neo-psykedelisk indierock. ’’Juli’’ formår på den måde mere end resten af albummet (måske blot grundet dets friske pust). Den fungerer, på et album, hvis mangler består i et rodet og ufokuseret lydbillede samt en unuanceret æstetik – som et vidnesbyrd om udtrykket less is more.
Albummet formår ikke at udforske de tematikker, det kredser om, og på trods af at det bevæger sig tæt op ad den populære neo-psykedeliske lyd, formår det ikke at gøre noget spændende med den.
