Hot Chip får ofte skudt i skoene, at de er et nørdet band, der spiller for nørdede typer. Men den holder simpelthen ikke. Torsdag aften spillede de i Vega for alle de, der hverken er nørder eller smarte. Alle de, der ikke helt passer ind i nogen af kasserne. Alle de, der spiller luftguitar – men slet ikke stopper der. De, der spiller luft-tangenter og luft-trommer. Det var en aften for alle dem midt imellem, og det var dem, der fik lov til at danse i aften.
Og danse det gjorde de.
Klokken 21:01 gik det syv mand store orkester på scenen foran et ikke-udsolgt Vega, der føltes udsolgt. Uden at hilse kaster de sig ud i ”Huarache Lights” fra det britiske bands forrige album Why Make Sense? Og det lyder pisse godt. Sjældent har lyden i Vega været ramt så præcist fra første sekund. Sangen får en forlænget, hidsig outro og sparker koncerten ind med en sikkerhedsstøvle.
Vi bliver flået direkte over i en tung, tung udgave af hittet ”One Life Stand”, der desværre bliver lige gumpetung nok, før ”Night and Day” nærmest flår den øverste knap løs fra det opknappede publikum. »Det er tungt og brutalt, det her. Det er sgu ligesom at være i en mørk kælder – i en klub,« siger min sidemand – og har ret. Det er virkelig unørdet.
”A Bath Full of Ecstasy”, titelnummeret fra bandets aktuelle og syvende album, er lige så kedeligt hyggerocket som på pladen, men heldigvis ikke langt nok til, at salen når i baren. Før nogen når så langt bliver Vega nemlig et andet sted – og jeg citerer blot her mine Hemingway’ske anmeldernoter ordret:
»FUCKING CLUB. STROBOSKOP. HOP. HEDT. SYGT. DUNKELT OG LIDERLIGT. FÅR LYST TIL AT DROPPE KONCEPTET TØJ.«
Med ”Flute”, ”Hungry Child” og ”Boy from School” i direkte succession bliver Vega forvandlet til en svedig natklub på en torsdag aften. Øjnene lukkes omkring på gulvet, mens armene løftes i vejret – selv på balkonerne. Det er her, man virkelig mærker Hot Chip og deres musik. Bandet og deres frontmand Alexis Taylor, hvilket føles selvmodsigende at skrive om et band uden en egentllig frontmand, er selvfølgelig demonstrativt indadvendte, men det gør ikke spor her, da rytmerne, spilleglæden og de dunkle, repetitive toner er hypnotiserende. Det er som at være tilbage til Spleen Uniteds tidlig morgen-rave på dette års Roskilde Festival.
Musikken vender herefter fra det dunkende indadvendte til det ekstatisk udadvendte. Fra liderlig til kærlig. Fra kropslig til luftig. Hits som ”Over and Over” og den altid sjove ”Ready for the Floor” går rent ind hos publikum, men derimellem føles flere af de nye numre lidt letbenede. Og det er en generel ting for koncerten, at de nye numre – udover housemonstret ”Hungry Child” – skiller sig for meget ud fra resten af materialet i tempo, i stemning og i rytmik. De bliver lidt for hyggelige og lidt for flade.
Det føles særligt grelt, da Hot Chip starter ekstranumrene men den ligeledes nye ”Clear Blue Sky”, mens publikum ubekymret sludrer løs. Det er flot og pænt og luftigt. Det føles lidt som at komme ned fra narkorusen og tilbage til virkeligheden, mens aftenens varme og lykke stadig er dugfrisk i erindringen. Man tager sig selv i at blive lidt nostalgisk. Det er som hjemturen fra byen, mens nat så småt bliver til dag. Det helt specielle lys, der fylder skumringen og bader alt i et nostalgisk, eftertænksomt skær.
Og så er det egentlig også pænt kedeligt. Man vil hellere tilbage og have mere. I stedet får vi Beastie Boys’ ”Sabotage” i en uhyre originaltro udgave med stroboskoplys og taktfaste hop hele vejen igennem, der så til gengæld inkasserer aftenens nok største bifald. Hmm.
”I Feel Better” runder koncerten af i samme lidt flade fornemmelse. Folk danser, vrikker og rocker stadig derudaf, men der er langt til første halvdels løsslupne, opknappede rave.
Lyset bliver tændt. Som publikum spreder sig, spreder lugten af dugfrisk sved sig. Nogle fyre har smidt trøjen. Alle glinser – uafhængigt af tøj efter en uhøjtidelig aften med et uhøjtideligt kollektiv, der spiller uhøjtidelig, men mærkelig pop for dem, der ikke helt passer ind. Men i aften passede vi vist ind. For det meste.
Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com