Plader

Baxter Dury: The Night Chancer

Skrevet af Simon Ørberg

Det brede gennembrud lader endnu engang vente på sig for Baxter Dury, som med sit sjette album har tegnet et forførende og romantisk billede af et nattedækket London. Og det er måske også sådan, det skal være. Hans musik har aldrig været tiltænkt det store publikum, men i stedet de fortabte og ensomme sjæle som også befolker hans sange.

Baxter Dury har haft en besynderlig karriere. Allerede som barn var han et kendt ansigt i sit hjemlige England, fordi han er søn af punksangeren Ian Dury og endda poserede på coveret af farmands debutalbum, New Boots and Panties!!, fra 1977. Han sprang dog selv først ud som sanger som 30-årig i 2002 og har sidenhen udgivet fem ekstremt konsistente album om den svære kærlighed, stofferne og den britiske arbejderklasse. The Night Chancers er det sjette i rækken, og på overfladen er der ikke meget nyt under fuldmånen.

Siden Baxter Durys andet album, Floor Show, har han konsekvent bevæget sig i et forførende lydunivers med sveddryppende tunge baslinjer, barstemning og en stemme så mørk og blød som god rødvin. Serge Gainsbourg er den oplagte sammenligning, selvom teksterne og accenten, der synger dem, er ærkebritiske. ’Synger’ er endda så meget sagt. Baxter Dury leverer de fleste af sine tekster med en tilbagelænet coolness, der minder mere om talesang, eller den rablende måde en fulderik fortæller historien om den eneste ene, han mistede engang for længe siden. Det er denne type ensomme skæbner, som Baxter Dury synger om og til og med en kærlighed og humor, man genkender fra landsmanden Jarvis Cocker.

Sangen ”Slumlord” er netop sådan et portræt af en underklassekarakter, som bor i en utæt lejlighed og sover dagen væk, men alligevel har »charm dripping like fresh honey« og »shiny cheekbones like graveyards in the sun«. Det er maleriske beskrivelser, som fint opsummerer karaktergalleriet i Baxter Durys tilrøgede univers af landevejsriddere og brune værtshuse: De er fortabte enspændere, til grin og forslået af kærligheden, men fyldt med historier og charme. Jeg forestiller mig, at de alle går med løstsiddende jakkesæt, en five o’clock shadow og en dunst af whisky og smøger, som de bærer med en ridderlig værdighed.

Det er den samme rendestensromantik, som en yngre brite som King Krule beskriver, men Baxter Durys lydunivers er markant mere rødvinspoppet, fløjlsblødt og – helt centralt – sexet. Den dybe stemme vækker mindelser til Leonard Cohen, når han var mest forførende, og det legende pigekor, som går igen på næsten alle sangene, trækker på romantikken fra fransk 60’er-pop. På bare 30 minutter tegner Baxter Dury et dragende billede af et moderne London og de søgende sjæle, der bor der. Dem, der satser på nætterne, og som drikker for at glemme de uforglemmelige nætter; dem, som ikke har et valg.

Hvor alle sangene på albummet foregår i nattens mulm og mørke og i bodegaernes kvælende røgtåger, står solen alligevel op på det næstsidste nummer, som meget passende hedder ”Daylight”. Lydbilledet er stadig det samme med tung bas, synth-strygere og loungestemning, men det hele er endnu blødere, varmere og mere tilgivende, når sangens hovedkarakter tænker tilbage på et afgørende minde med sin udkårne, fra før det hele gik galt: »You were so lovely standing in the driveway. With your eyes flickering in the wind. I was just smiling, laughing at nothing«. Sangen er et tiltrængt pusterum af frisk luft og morgenlys, og det ærgrer mig, at det ikke er den, der afslutter albummet.

Det sidste nummer hedder nemlig ”Say Nothing” og lyder som begyndelsen på en ny uendelig lang nat i byen. For i Baxters Durys univers vil der altid være flere barer at besøge, øl der skal drikkes, kvinder der skal elskes, og sange der skal synges. Og jeg tager glædeligt med på endnu en tur, når selskabet er så behageligt.

★★★★★☆

Leave a Reply