Jeg kan med denne albumanmeldelse bekræfte for mig selv, at jeg har et soft spot for musik, der udstråler optimisme — og hvilket glædeligt og sjovt album Favor, hvis borgerlige navn er Jeppe Gade, har udsendt. Det er et debutalbum, der føles som alt andet end noget en debutant har lavet. Men den er god nok. Favor har efter to EP’er udgivet sin første fuldlængde plade med titlen Crush, via Celebration Records. Ud fra egne ord, beskriver Favor sin musikalske stil som energisk indie-pop. Lyden på Crush er dog mere ovre i synth-pop regi – det er endda lige før man kunne slippe afsted med blot at kalde genren rendyrket pop.
I en travl og koncertrig periode som upcoming pop-artist, måtte Gade sidste år betale prisen med nedsat hørelse og tinnitus. Det er ud fra denne oplevelse Crush har sine rødder. 11 sange, der står skrevet i panikkens tegn. For Gade herskede der en angst for ikke længere at kunne skabe musik. Denne antagelse er dog gjort til skamme med denne plade, der er en magtdemonstration udi pop.
Jeg kan næsten garantere Jer for, at en eller flere af sangene bliver P3’s ugens uundgåelige. Det kan fortolkes som godt eller skidt, afhængig af hvem man spørger. For mig at se, ville Favor tilhøre den gode del af radioens frekvenser. En gang i mellem formidler P3 noget genialt. Her tænker jeg eksempelvis på Liss med deres sprudlende singler i gruppens spæde år. Man kan næsten fornemme en lighed mellem de århusianske drenge og Favor.
Singlen ’’Feeling Something’’, der på mange måder indkapsler alt, hvad Crush byder på, leder straks tankerne hen på noget Shy Shy Shy-agtig fløjtepop, der vist nok er et levn fra 00’ernes Peter Bjorn and John. Nå men hvad pokker, det fungerer jo ganske godt, når sangen halvvejs inde nærmest går i opløsning, for at genfinde det poppede hook. Det er også det bedste ved den sang, altså bruddet på strukturen.
Det er slet ikke et dårligt pop-kneb Favor har i ærmet, og det er et, der fornøjeligt går igen gennem albummet. Det er endda med til at løfte en sang som ’’All Eyes’’, der uden den lille fidus højest kunne være kommet med i en af de efterhånden mange danske ungdomsserier, når man ser hovedpersonerne kysse i forløsning. Den lille afvigelse fra stram pop-struktur er den slags, der får musikken til at sætte sig i hukommelsen.
Favor får popmusik til at se legende let ud – han har i sandhed mestret kunsten. Det kommer i høj grad til udtryk på den anden single ’’Soda’’. Trods tekster til den lidt banale side; »Popping it up, you feel so damn good / Drinking it down, you go round round round«, består sangen af stærke melodier. Særligt omkvædet er en fryd. Når det er sagt, er det ikke fjolleri på hele albummet. ’’Pick The Fruit’’, der er lidt mere alvorlig i udtrykket, tager da også pladsen som den bedste sang på albummet. Som mange af de andre sange, gemmer den også på et højdepunkt midtvejs inde. Denne gang i form af et beat change, der vender det hele på hovedet – og den slags rammer endnu et soft spot for mig. Det er ganske enkelt en rigtig god sang.
Det høje niveau fortsætter i ’’Chaotic But Beautiful’’, hvor Gade krænger sit hjerte ud om sin nye tilværelse med tinnitus »chaotic but beautiful / coming from a silent noise / screaming at the top of my lungs / where do i go from here«. Det er både en stærk tekst og et frisk pust med de instrumentale sekvenser, der fremgår i sangen.
Med Crush har Favor fundet en balance mellem sine to EP’er, der stilistisk var ret forskellige, og det fungerer godt for ham. Dog savner jeg endnu en endnu mere eksperimenterende lyd og kant. Det er lette kalorier, men man kan ikke stille andet op end at give sig hen i afmagt over hvor catchy det er. Man kan kun håbe, at Favor fortsætter udviklingen og går i retning af noget endnu mere sofistikeret popmusik.
