Dagens single er et genhør med Aarhus-bandet Traders luftige DIY-rock. I dag udgiver de første single fra den kommende debutplade Social Life.
På denne (endnu) karantæneramte fredag, giver den aarhusianske rock-kvartet Trader isolationen et dynamisk indspark i form af “Ghost Town”, der tiltrængt fremsætter følelser, der ikke er reaktionen på lange pressemøder og dårlige døgnrytmer, men i stedet på flot vis indkapsler følelsen af længsel og angst – tematikker, der føles særdeles relevante i denne nuværende isolationstid.
Trader gjorde sig allerede bemærket på den danske rockscene sidste år med udgivelsen af deres selvbetitlede debut-EP, der trods sin beskedne spilletid, var et udmærket manifest af Traders evne til at skabe brusende guitar-fokuserede numre med dybe rødder i lo-fi- og DIY-æstetik. En æstetik der også er centrum for indspilningen af den kommende debutplade, der, ligesom den forgående EP, er indspillet i en renoveret skurvogn. Traders første udgivelse Trader EP og den kommende Social Life har således delt rammer for deres respektive tilblivelse. Men allerede som første single varsler “Ghost Town” et markant mere fængende og ruskende udtryk fra fra Aarhus-kvartetten, der består af forsanger og guitarist Anders Ahle, guitarist Anders Rothmann, bassist Peer Jon Ørsted samt trommeslager Kristian Vissing.
Billedsiden til “Ghost Town” skildrer også den menneskelige længsel og hvileløshed, udtaler bandet, og videoen til “Ghost Town” skal anses som en kommentar til den nuværende isolation forårsaget af COVID-19-krisen, hvortil bassist og instruktør Peer Østed uddyber: »Ham den 13-årige dreng, der kører rundt på skateboard til solnedgangen med musik i ørerne, lilla hår og en t-shirt, hvor der står “fuck everything”, er på en eller anden måde bare en ret fin måde at se det bizarre i den nuværende situation, men også det håb for en bedre fremtid, som den skaber«.
“Ghost Town” er første single fra Traders debutalbum Social Life, der udkommer den 11. september gennem københavnske Part Time Records og aarhusianske Badstue Rock.