Tears har med excentriker og eksil-skibonit Jeppe Grønbæk (Tilebreaker, Urban Achievers, Happy Hookers for Jesus) som omdrejningspunkt været en klar tilstedeværende kraft i den aarhusianske undergrund de sidste år, blandt andet i miljøerne omkring Trøjborg Beboerhus og Mejlgadespillestedet TAPE. Grønbæk har med Tears-projektet udsendt en række anbefalelsesværdige værker, bl.a. indierock-båndet 33 fra 2015 (Posh Isolation) og sidste års retrospektive postpunk-LP All Songs from 2015 (Saino Records), hvortil Single ’19 uden tvivl tilslutter sig listen over veludførte Tears-udgivelser.
På trods af genreforskellen fra postpunkede All Songs from 2015 holder Tears med Single ’19 melankolien intakt, der bl.a. manifesterer sig på B-siden, “Father, Don’t You KnoMe”, en nærmest ironisk fortælling om en klassisk rock’n’roll-konflikt mellem søn og fader, tilføjet et islæt af religiøs hengivenhed, hvilket også er at finde i Nick Caves tekstunivers. Men hvor B-sidens popironi også vækker minder om Alex Camerons forførende 80’er-persona, så er den skæbnesvangre A-side ”My Father, My Mother, My Sisters, My Lover” et flot og tungsindigt treminutters-epos med Grønbæks gentagne croonede tekstfraser i centrum: »My oh my / Do I feel a little sad«. Hertil viser guitar- og klaverpoppen sig som et mindst ligeså glimrende stilvalg som postpunken for Tears, hvilket også var en kendsgerning på 2017s ”Maybe It’s Time for a Dance”.
Hermed bevises der på Single ’19, at når der skal kastes lys over livets melankolske sandheder, er der intet behov for legendeskikkelser som John Cale, når blot Tears’ selvudnævnte keyboardrock sørger for ørehængere.
Tears varsler en senere fuldlængdeudgivelse på københavnske Part Time Records, hvorpå bl.a. Lød og Visitor Kane også har udsendt plader.
