Klassikeren

Malk De Koijn: Sneglzilla – Kongerne af Langestrands triumferende genkomst

Skrevet af Daniel Niebuhr

Når tidernes bedste dansksprogede plade en skønne dag skal kåres, kan vinderen selvfølgelig ikke være andre end en ganske underlig snegl, der til alle tider står udenfor og ikke vil ind. En snegl, der i dag fylder 18 år, men som alligevel aldrig rigtig bliver voksen.

Sneglzilla behøver nærmest ingen introduktion, men fortjener det ikke desto mindre alligevel. Den har for længst egenhændigt cementeret sig selv som obligatorisk dansk hiphop-pensum; et unikum, der mere end noget andet indkapsler Malk De Koijns samlede oeuvre fra fortid, nutid og fromtime, og som samtidig varslede lyden af et buldrende nyt årtusinde i sit fortsat spæde stadie. Oven på Maarumpris-hæder, Børneradio-airtime og kultstatus i kølvandet på debutlakskiven, Smash Hit in Aberdeen, var det dog i første omgang ikke engang sikkert, at der overhovedet var noget Malk De Koijn i løbet af efterfølgerens undfangelsesperiode i 2001. For det var med gråmelerede skyer over Langestrand, at en mentalt udbrændt Tue Track havde trukket sig tilbage fra foretagendet, og trioens umiddelbare fremtid stod hen i det uvisse.

Blæs Bukki og Geolo G måtte tage teten, gribe pennen, komponere og videresende nyt materiale for at få hevet Anders Brixen Christiansens pladevendende alias tilbage i gamet igen. Ovenpå en ordentlig røvfuld skrivekramper på øen Lefkas formåede Malk de Koijn derfor alligevel at kreere ikke bare deres egen, men (en af) dansk hiphops allerbedste skiver. Selv samlede jeg den op få måneder efter udgivelsen – for et gavekort til hedengangne T.P. Musik på Østerbrogade – og sammen med især Gorillaz’ debutplade leverede den en markant og radikal modpol til størstedelen af soundtracket til min allertidligste ungdom.

Og nu er den så blevet 18 år. Myndig. Den kan ryge rød Bali Shag, stemme Schiller Instituttets Venner ind i Europa-Parlamentet og købe en omgang med det hele på Hong Kong Bar, hvis det er det, den vil. Men den bliver alligevel aldrig voksen. Dertil slægter den trods alt sin infantile, latrinære, dybt åndssvage og fuldkommen unikke forgænger for meget på. Så for omvendt at distancere sig fra Smash Hit in Aberdeen byder Sneglzilla i stedet på et langt mere kontrolleret, seriøst og selvbevidst slutprodukt. Vi en rigtig nok stadig på Langestrand, men der blæser nye vinde direkte fra Aberdeen og tværs over Nordsøen.

Kom duk’ og nik til Malk De Musik

På dén måde markerer Sneglzilla også en ny inkarnation af Malk De Koijn. Det tydeliggøres nærmest med det samme i introen til titelnummeret; til lyden af en vrælende nyfødt og parolen »Gi’ dig selv chancen for en helt ny start.« For som Geolo G selv konstaterer det: »Ordet er født / Og det er os, der er faren til det.« Og ordet på “Sneglzilla” er ved første indtryk ikke mindst ‘cool’. Klædt-i-Kappa-og-stonewash-cool. For det er til lyden af de übersmooth hornarrangementer fra den ungarnske jazzseptet Bergendy Group, at kongerne af Langestrand således meddeler deres triumferende genkomst, mens de (og hele verden) – over det lånte refræn fra Outkasts “Elevators (Me & You)” – proklamerer det altødelæggende omfang af den nært forestående lytteoplevelse.

For Sneglzilla føles bare større. Den både vil og tør mere i sin nye, velpolerede indpakning, hvilket i endnu højere grad gør den leveringsdygtig udi »mere end du ka’ rive i, biks’ og baks’ i / Langt mere end du ka’ gøre ved din Puch Maxi,« som det helt præcist lyder på “Radion ska’ kneppas”. Med andre ord flexes der mere med producermusklerne hjemme hos Black Shawarma, og der er langt mere pondus bag Tue Tracks egne såvel som medbragte beats. Sidstnævnte er der rigtig mange af; i takt med at trioens rytmeastronaut er gået yderligere på rumvandring i kassen med obskure vinyler.

Vi render eksempelvis ind i et kort fragment af Herbie Hancocks orkestrale lydtapet til Charles Bronson-klassikeren Death Wish på “Jernskjorten”, “Sikoinerz” bygger sit fundament oven på Dr. Johns mandolinanførte psych-folktrip “Danse Kalinda Ba Doom”, mens Robert Wyatts “To Mark Everywhere” bidrager med støvletrampende marchrytmer over skizofrene saxofoner og tremololiderlig surfguitar på “De rigtige McCoys”. Der er også dømt heftigt zorbastrengespil, tanpura og kastagnetter på “Malk De Koijn går på gymnasium”, “Los Salvajes (Caracoles Marinos)”, med den fiktive Buena Vista Social Club-klingende troupe La Orquesta Ritmica, sørger for vrøvlespansk og mariachihorn, og “Radion ska’ kneppas” ruller let og elegant fra Cannonball Adderleys brummende, slæbende jazz/funk basriff over i ekkoende melodikatoner fra et tre minutter langt dub-intermezzo.

Og med følehornene ude i noget nær alle tænkelige afkroge er Sneglzilla i sin sampletunge herlighed et genrevirvar med »det kunstneriske udtryk stritte[n]de i alle retninger – som Ruud Gullits hår i en hovedstødsduel,« for nu at citere Mikkel Arres oprindelige anmeldelse af Sneglzilla her på siden. Den vil både være dubbende, psykedelisk, loungende, turntablistisk og — i et spontant øjeblik — ufrivilligt DMA-vindende og radiovenlig. Ja, nærmest den musikalske antitese til din sædvanlige hiphop, som Malk De Koijns bagkatalog for evigt vil stå på mål for. Og på mic’en er de sågar endnu bedre.

Kom duk’ og nik til Malk De Lyrik

Rap som kunstform havde taget syvmileskridt i perioden mellem Smash Hit in Aberdeen og Sneglzilla. Den nye generation havde for alvor gjort deres indtog og leveret en række nævneværdige værker såsom L.O.C.’s Dominologi, Suspekts selvbetitlede debut, mens tidligere DM i Freestyle-vinder Clemens havde nået at udgive både album nummer to og tre. Læg dertil også Den Gale Poses svanesang, Definitionen af en stodder, og så var det tydeligt, at Malk De Koijn var nødsaget til at bygge videre på deres sproglige projekt, som »jages til helt nye, både virtuose og opløste yderligheder,« sådan som Lars Bukdahl rammende adresserede det ved overrækkelsen af Maarum Prisen i 1999.

På bundlinjen rapper Malk De Koijn på Sneglzilla i og for sig stadig om, hvor fede de er, og hvor fedt de har det. De er fortsat bedre end dig og alle, du kender, mens de scorer din dame og udøver klapjagt på dine yndlings DJ’s og deres crew — men det hele gøres med endnu mere hår på brystet og en forstærket tyrkertro på egne evner. “Jernskjorten” er således ét langt epos om trioens præpubertære erobringer »fra gymnastik / til myggestik / til stiv pik,« der kulminerer med Geos fabelagtige afskedssalut: »Som en infantil Neil Armstrong / Var jeg første mand eller dreng på skanken / Nu sidder hun i banken.« På “Johnny Torso” er du blot røg rundt om Bob Prods finger, sideløbende med at han ved, præcis hvor han skal stille dig, og de to DJ’s af brunt guld Papa Phugæg og Dødsfjæs slynger ordgøglende bredsider ud mod talentløse “Suppe steg og is DJ[‘s]”.

Og når man selv godt ved, at man i sin ungdoms kådhed er »den superste nova,« er det også nærliggende — med et tykt strejf af arrogance og fortjent lyrisk selvfedme — at være ude med riven i forhold til det danske poplandskab. Som på “De rigtige McCoys” hvor Tue får sammenlignet Safri Duo med »dårlig bæ«, mens Geo kalder Sanne Salomonsen, Shu-Bi-Dua og Fielfraz for »gårsdagens røgne cigars« og proklamerer, at »Rollo & King de holder / Hinandens baller under bruseren, når de boller.« Spol i den forbindelse ni år frem til Toback to the Fromtimes “5 øres ting”, hvor Malk De Koijn imidlertid er blevet anderledes tolerante og accepterende over for eksempelvis Nik og Jay, der er »all the way / Men det er all okay.«

Det mest markante skift i Malk De Koijns narrativer anno 2002 må dog siges at være, at Sneglzilla ikke er nær lige så tynget af bidrag fra outrere karakterer og andre skæve eksistenser, som forgængerens bugnende persongalleri. Førnævnte Dødsfjæs og Papa Phugæg, samt de forhenværende børnestjerner Lil’ Asger og Smør 40 — sidstnævnte, der sågar tager din hund med i købet, hvis han får lov — står for de mest mindeværdige indslag, men ellers holder vi os i højere grad til vores tre protagonisters egne bedrifter; fra det seriøse til det decideret fjollede. Det er stadig i sidstnævnte boldgade, at Malk De Koijn for alvor excellerer; bare lyt til Smash Hit in Aberdeens sublime “Jagt”, hvor det primært handler om, hvor meget ordsuppe der kunne koges på nedskydning af elge, køer, hønsehunde og andet forsvarsløst fauna. Her byder Sneglzilla blandt andet på en næsten fem minutter lang, småfetichistisk vinylhyldest til “Ost”, der får Ben Gunns ditto til at fremstå helt dilettantisk, og som desuden kun blev inkluderet på CD-udgaven i instrumentaludgave som “O. Gl. Ost”. Men det hele peaker selvfølgelig på gruppens ubestridte hit numero uno, “Vi tager fuglen på dig”, der rammende indkapsler det antropomorfiske liv for menneskets bedste ven i dens søgen efter at kunne sætte tænderne i »det bedste lår.« Urin og fækalier flyder over, når trioen crooner det allemandsejede omkvæd: »Jeg sjasker dig en gylden sø / Og midt i den får du en ø / En læderbøf du kan stik’ et flag i,« og dansk rap har sjældent været så tilgængeligt og så aparte på samme tid.

Som på debutens mastodontiske sjælekrænger “Kosmisk Kaos” åbner Sneglzilla dog også op for enkelte mere personlige og indadskuende momenter og dykker ned i al det blod, sved og andre kropsvæsker, trioen har ofret for at kunne dyrke deres »hobby med indbygget job i« — med alle de op- og nedture, der måtte have fulgt med. »Mange aftener har jeg bare villet droppe det pis her / Og lovet mig selv, jeg aldrig ville skrive det pis mer’,« beretter Geo på “Rocstar” og senere på “Sikoinerz”: »Jeg skriver flere rim, end der egentlig er tid til / Nogle af de rim er der bare ikke en skid ved / Så der går en masse flid til dem / Uden der egentlig er en skid ved dem.« Men selvfølgelig skriver og skriver og skriver Malk De Koijn løs og bygger på deres evigt sprogfornyende ordforråd, der både fænger, forundrer, forarger og får folk til stoppe op, rent faktisk lytte efter og lede efter mening i al sproggalskaben. For som essensen af basalt set hele Malk De Koijns tekstunivers retteligt bliver opsummeret på “Rocstar”, så er »det rap, du kan forstå / Det er det rap, vi kontrollerer.«

Epilog

Jeg tvivler på, at der nogensinde kommer en plade fra hjemlige breddegrader, der simultant tager både sprog og lyd under lige så infam behandling som Sneglzilla. Den vil for altid stå som et af pejlemærkerne for dansk hiphop, der tør tage sig selv bare en lille smule mindre seriøst. Ja, selv Malk De Koijns efterfølger, Toback to the Fromtime, formår i min optik på ingen måde at nærme sig Sneglzillas tårnhøje niveau. Det er det videreudviklede produkt af et uadskilleligt venskab svøbt i interne jokes fra et indforstået univers, som ingen af os andre dødelige nogensinde helt kommer til at forstå. Og skal du bare eje én hiphopplade i din samling, skal det selvfølgelig være denne her.

Det eneste, der egentlig mangler, er blot, hvis nogen ligger inde med løsningen til det nærmest umulige kaffe-minigame på trioens for længst deaktiverede hjemmeside. Hvem skulle have sukker, hvem skulle have mælk? Anyone?

Leave a Reply