Som så mange andre bruger jeg meget håndsprit for tiden. Følger reglerne. Håndflader. Håndryg. Mellem fingrene. 20 sekunder, som minimum. Mine hænder er blevet tørre. Overfladerne er ru og fyldt med sprækker, hvis forekomster kun intensiveres og forværres af den stadig mere tøre forårsluft. Det er, som om det har fremkaldt noget mere råt. Noget mere sårbart underneden mit øverste hudlag.
I mellemtiden har The Love Coffin færdiggjort opfølgeren til 2018’s Cloudlands. De er gået den modsatte vej. Blevet mindre rå og mere polerede – mindre håndsprit og mere fugtighedscreme til både hud og sjæl. Nå ja, og pladen har de døbt Second Skin.
For The Love Coffins vedkommende lider bandet på Second Skin for første gang under det faktum, at de nu engang tager sig allerbedst ud på scenen i levende live, mens deres forskellige studieudspil som regel ender ud i mindre intense oplevelser. For hvor den nedtonede nerve på Cloudlands kunne forsvares med en hidtil uset styrkeprøve i stadigt nyt territorium – i form af gruppens favntag med deres første fuldlængde – besidder københavnernes kolde, post-punkede noir-rockkompositioner i anden omgang blot endnu mindre af både det bid og den vildskab, som udgjorde den primære drivkraft bag bandets to forrygende EP’er. I stedet smelter Second Skin sammen i en større ensretning, som præges af flere sikre valg samt en mere undervældende dynamik end forgængeren.
Dog trives The Love Coffin nærmest upåklageligt i deres 80’er-inspirerede lydunivers, som langt om længe for alvor føles fuldt ud eksekveret. Lige fra den indledende, ultrarumklangede “We Will Rock You”-trommerytme på åbneren, “Stripped Down”, er det deres plade, og de præsenterer ikke mindst sig selv – i tråd med pladens såvel som nummerets korporlige tematisering – aldeles afklædte og kun iført deres typiske what-you-see-is-what-you-get-attitude. Et eller andet sted svævende over den afgrundsdybe æstetik finder vi så Jonatan K. Magnussen; sensuelt hviskende, forfrossen og hudsulten. Akkurat som på Cloudlands leverer han den absolut mest iørefaldende præstation undervejs i det, som er endnu en emotionel, lyrisk rutsjebane. Der råbes, skriges, snerres og forføres fortsat i ét væk – ofte tilsværtet af et omsiggribende sortsyn drevet af livslede og hjertekvaler – i en vokalpræstation, som føles mere velafrundet og skarpere synkroniseret med de portrætterede følelser lyrikken end hidtil. Vi føler hans vrede, sorg, smerte og sågar små sprækker af glæde tydeligere, og på den måde udmærker Second Skin sig om noget i at være The Love Coffins mest nuancerede lytteoplevelse.
Den er samtidig også bandets mest tilgængelige. Popmelodierne under de semi-støjende lydflader presser sig stadigt hårdere på, og heldigvis er The Love Coffin fortsat gode til at dosere dem ud over pladens længde. Jeg har tidligere været inde på radiovenligheden på førstesinglen, “Nothing at All”, (hvilket ikke overraskende også går igen på singleefterfølgeren “Mortalized”), der helt klart udvider repertoiret og gruppens alsidighed. Men i medgift halter de kreative input efter på Second Skin. Deciderede ørehængere og momenter, der hænger fast efter gennemlytningerne, er der påfaldende få af, og selvom der ikke nødvendigvis er tale om genbrug, flyder for mange af passagerne sammen – tag eksempelvis det helt enslydende trommespil, der går igen på “Caught in a Fire”, “Nothing at All” samt omkvædet på “Fall”.
Og ja, The Love Coffin kan også stadig godt være frådende aggressive som på førnævnte “Fall”, der suppleres med et buldrende basriff og gregoriansk korakkompagnement, og “Seasick”, hvor Magnussens vokal endelig kammer over underneden nummerets distortede støjtæppe. Vil man dog have dén udgave af The Love Coffin, har de gjort det bedre før.
I stedet er Second Skin en mere afdæmpet og bredere favnende oplevelse; modnet af et mere veldefineret og velpoleret lydunivers, som bandet nu engang hviler langt stærkere i.
