Siden de brød igennem i 90’erne som en del af den tredje powerpop-bølge, har de efterhånden midaldrende mænd fra skotske Teenage Fanclub været et af de mest velansete kultbands på indie-scenen. Dette skyldes blandt andet den helt særegne og demokratiske deling af opgaven som sangskriver og forsanger mellem Norman Blake, Brendan O’Hare og Gerard Love. Dette samarbejde fik dog en ende, da Love i 2018 forlod bandet og lod Blake og O’Hare om at dele rollen som frontmand. Love var med næsten 30 år som grundlæggende medlem selvsagt en stor del af bandets historie, og derfor kunne man have forestillet sig, at hans afgang ville virke livsfarlig for bandets fremtid.
Heldigvis betød den efterfølgende tilgang af Euros Childs – der mest er kendt som forsanger i det psykedeliske folkband Gorky’s Zygotic Mynci – at projektet fik tilført ny energi. Childs skal hovedsageligt sidde bag keyboardet i Teenage Fanclub, men det er tydeligt, at han har sat sit præg under produktionen af Endless Arcade. På bandets plade nummer elleve bliver den jangly powerpop nemlig hevet i en mere folket retning med 60’er-orgel, rootsy guitarspil og vokalharmonier en masse. Det samme var tilfældet på Shadows fra 2010, hvor Childs også var indblandet. Denne gang er det imidlertid som fast medlem af bandet, og derfor får han i endnu højere grad lov til at påvirke det færdige produkt. Den psykedeliske side af hans baggrund kommer til gengæld ikke helt lige så meget til udtryk som den folkede, men der dukker trods alt nogle synths op her og der, som leger lidt med det syrede – bl.a. på C-stykket af “Everything Is Falling Apart”.
Tekstuniverset på Endless Arcade drejer sig hovedsageligt omkring en melankolsk længsel efter den tabte kærlighed og fortidens lykke – hvilket muligvis skal forstås som en reaktion på Loves afsked. Alligevel er der en form for behagelig fortrøstningsfuldhed at finde i den opløftende instrumentering og vokalerne, der varmer helt ind i hjertet. Det er altså lidt af en præstation, at bandet kan få linjer som disse til at virke andet end deprimerende:
»I have lost any sense of belonging / I am drifting like ice on the sea / With a troubled mind, I am in decline / And the sun won’t shine on me.«
Modsat den pessimistiske konstatering Blake her kommer med, føler jeg faktisk konstant, at solen skinner på mig, når jeg lytter til denne plade. Sætter jeg den på og lukker øjnene, drømmer jeg mig næsten per automatik tilbage til sommerdage i min barndom med lun luft strømmende gennem vinduet, musik på stereoanlægget og en ispind i hånden. Det er måske heller ikke så mærkeligt, at denne nostalgiske varme, som Teenage Fanclub tilsyneladende har sigtet efter, springer frem fra tekstens melankoli. De to følelser kan ofte være tæt forbundet, og Endless Arcade er blot endnu et bevis på dette.
Der er til gengæld også det ved nostalgien, at den af og til kan klynge sig til noget vagt og udefinerbart, som et halvt minde eller en ejerløs stemme, og dette lider Endless Arcade desværre også under. Mens jeg drømmer mig tilbage i tiden, har de tolv individuelle skæringer nemlig utroligt svært ved for alvor at lagre sig i min hukommelse. Og lukker jeg øjnene lidt for længe, skal jeg virkelig anstrenge mig for ikke at lade den velproducerede men lettere upåfaldende indierock lulle mig i søvn. Problemet er såmænd ikke, at jeg ikke nyder musikken, og jeg vil da mene og håbe, at det ikke blot er mine evner til at fokusere, den er gal med. Der er bare ikke meget, der adskiller det ene nummer fra det næste, hvilket måske netop skyldes et (for) stort fokus på en lytteoplevelse, der mest af alt bare er designet til at virke behagelig. Derfor ender det desværre med, at tonerne – hvor velorkestrerede de end måtte være – ryger ind ad det ene øre og direkte ud ad det andet.
Med andre ord er Endless Arcade en plade, du med fordel kan sætte på, når du mangler lidt sol i dit liv, og du ikke ønsker at skulle tage alt for meget stilling til det, du lytter til. Du skal bare ikke regne med at kunne nynne sangene for dig selv ret længe efterfølgende. Og hvis du er gammel fan af Teenage Fanclub, skal du ikke regne med at deres seneste udgivelse på nogen måde kan måle sig med den musik, de udgav gennem deres legendariske storhedstid i 90’erne.
