Jeg er vild med Lille Vega. Salen med den mørke træbelægning og den lille karakteristiske balkon. De smukke friser og de elegante edderkoppelysekroner med store pærer. Man mærker tydeligt, at der blev tænkt over æstetikken da Vilhelm Lauritzen, der også står bag Radiohuset, designede alt ned til mindste detalje, da Vega blev bygget i 1956 som mødested for arbejderbevægelsen. Dengang hed det ‘Folkets Hus’, og selvom det ikke længere har meget med folket at gøre, skilter man stolt med fortiden, idet salene er opkaldt efter socialdemokratiske ikoner og Lille Vega egentligt hedder Stauningsalen.
Denne aften var det Joan As Police Woman, der indtog scenen med sine tre glimrende bandmedlemmer, som jeg lige vender tilbage til om lidt. Hovedpersonen selv virkede veloplagt og stemningen var god i den udsolgte sal, der hurtigt kom til at føles lidt som Roskilde Festivals velkendte sauna af et spillested, Gloria. Ikke mindst fordi hun også undervejs levede op til sit borgerlige efternavn, Wasser, og begyndte at dele vand ud til publikum, for at de ikke skulle besvime. Musikalsk blev der dog ikke gjort noget for at køle salen ned. Hun lagde nemlig ud med en håndfuld sensuelt vuggende numre fra hendes seneste plade, The Solution Is Restless, som er skabt i samarbejde med afrobeatlegenden Tony Allen og The Invisibles-frontmanden Dave Okumu, og jeg blev straks betaget af det band, som hun havde samlet til aftenens koncert.
Trommeslageren i et 70’er-look med blå skjorte og vest, synthfyren i en psykedelisk sort/gul sag og den teatralske bassist i badeshorts, der konstant rystede på hovedet, som prøvede han at signalere til Joan, at de var gået i gang med den forkerte sang. Fantastisk trekløver at se på og ikke mindst lytte til, for de pustede i den grad liv i de dubbede afrobeatgrooves og særligt bassen og trommerne rå-swingede, så der blev nikket med nakkerne blandt publikum. Og så kunne de alle sammen synge og lagde særegne, men lækre korstemmer og undertiden også leadstemmer.
Musikaliteten var helt i top og Joan måtte kæmpe for at bandet ikke skulle stjæle showet, men heldigvis kan hun ubesværet skifte mellem klaver, synth, guitar og claves (!), og særligt hendes venstrehåndsbas på klaveret var en oplevelse. For ikke at tale om hendes evne til at fastholde lytteren med nærvær og en ekspressiv kantet stemmeføring, der bandt det hele sammen til en let rocket maskine, der ellers bare funkede derudaf aftenen igennem. Blandt højdepunkterne var et nummer som “Geometry Of You” hvor de almindelige lilletrommeslag på 2 og 4 var helt fraværende og slagene i stedet blev accentueret på en helt forrygende groovy måde, der blev flankeret af den legesyge bas og flydende synthstemmer, der stod i smuk kontrast til resten af det heftigt rytmiske nummer.
Et andet ubetinget højdepunkt var hendes udgave af Michael McDonalds udødelige klassiker “I Keep Forgettin’”, der kækt havde mistet sit ikoniske rhodes-riff – kendt fra Warren G’s “Regulate” – var blevet gjort mørkere og havde fået flere modhager end på den fløjlsbløde original. Det var enormt fedt at at opleve Joan Wasser dykke ned i den ellers forkætrede yachtrock-genre og udfolde for os, hvor god en sang der faktisk gemmer sig inde bagved. Joan Wasser har dyrket covermusikken en del med hele to coverplader, og hun formår altid at sætte sit præg på sangene uden at miste originalernes feeling. Eksempelvis trak hun også Timmy Thomas’ gamle latin-soulhit “Why Can’t We Live Together” hen i en Gorillaz-retning, og sked, ligesom førnævnte nummer, højt og flot på det ikoniske riff, kendt fra Drakes “Hotline Bling”. Denne kompromisløshed kan man kun glædes over.
Det var dog ikke alt vi blev præsenteret for i løbet af aftenen, der var lige spændende. Personligt fandt jeg absolut hendes nyeste materiale samt covernumrene mest betagende, selvom resten af aftenens sange bestemt også var charmerende og velskrevne. Jeg tog flere gange mig selv i at tænke, at lidt blæsere havde været dét, der kunne have trukket det helt op i skyerne. Det ændrer dog ikke på, at det var glimrende musikalsk oplevelse, at Joan er en medrivende fest på en scene og at hun har fundet sig en rytmegruppe, som hun ikke bør sige farvel til lige foreløbig. Det jeg så i Lille Vega var nemlig et svendestykke i groove.
Fotos af Daniel Nielsen.