Det er altid interessant at observere, hvilken type musiklytter et band tiltrækker. Britiske Shame har benene solidt plantet i post-punken med eftertryk på punken, så det kunne tilgives hvis publikum mestendels bestod af unge mænd i slidt denim. Men her på aftenen finder jeg både pæne skjorter og hanekam, under 21 og +60. Det siger noget om bandet brede appeal, der for længst har løftet sig ud af punkens undergrund.
Et udsolgt Lille Vega emmede af fadøl og forventning fra folket, som var kommet for at danse og have en fest. »Og jeg skal altså have rør,« som en pæn mand bag mig i køen til baren insisterede på, da han fik langet shots i plastikrør over disken. Men inden vi når til aftens hovednavn, skal det glimrende opvarmningsband PVA have et par ord med på vejen. De leverede små 35 minutters hæsblæsende elektronica, der fik selv de mest uinteresserede til at stikke hovedet ind i salen af nysgerrighed. En voldsom blanding af virkelige hardcore synthflader, der fik selv Lille Vega til at virke for stor til et band, der føles som om de hører hjemme i et dunkelt rum på en natklub i Berlin, og så livetrommer og en messende, sensuel stemme, der hev hele herligheden op på et nyt og interessant niveau. Der var også lydproblemer og for mange ukoordinerede pauser, hvor applaus ikke udfyldte tomrum, men alt i alt et virkelig spændende band, der fik publikum godt gejlet op.
Hovednavnet går på præcist kl. 22.00, og det er med en energi og elektrisk intensitet, som kan mærkes helt ned på bagerste række og op på balkonen. Det er umuligt ikke at blive tiltrukket af bandets samlede kraftudfoldelse, der sender chokbølger gennem publikum så snart, de griber deres instrumenter. Og publikum er vilde med det. Der går ikke tre takter, før moshpitten er godt i gang og temperaturen i rummet stiger 10 grader.
Shame består muligvis af fem medlemmer, men det er så absolut forsanger Charlie Steen, der holder hof. Ikke at bassist Josh Finerty ikke giver den gas, når han decideret traver scenen tynd bag de andre med vilde spark og skæve bevægelser. Men det er svært at slå Steen i intensitet, når han med sit ulmende blik skuer udover et tilbedende publikum og skriger »Are you reaaaaddyyyyyyy?« ned i en hårdt prøvet mikrofon (”Alphabet”). Her er ingen ophold, ingen mellemrum, ingen tid til at trække vejret. Det er larm og distortion fra første færd, og publikums begejstring vil ingen ende tage, da det inciterende riff fra hittet ”Concrete” fra bandets første plade Songs of Praise materialiserer sig gennem forstærkerne. »No! More! No! More! No! More! Questions!«
Gruppens sidste plade Drunk Tank Pink er fra 2021, men der er muligvis allerede et nyt af slagsen på bedding, hvilket to gange to nye sange pænt placeret mellem velkendte hits vidner om. De første to nye numre (klogt placeret efter ”Concrete”) virker umiddelbart mere melodiske og med mindre fokus på at køre med 200 km/t og gemme sig bag en mur af larm. På begge numre fornemmer man en ny musikalsk sårbarhed, som absolut klæder bandet, men som også (ikke overraskende) bryder tempoet. De taber aldrig momentum, men det er altid svært at blande nyt med gammelt. Det sidste af de nye numre truer et øjeblik med et blive alt for tungt og slæbende, men eksploderer så heldigvis fuldstændig i rendyrket vrede og larm på alle instrumenter, der får hele publikums fokus tilbage på scenen.
Efter nyt er vi klar til mere gammelt, og bandet skuffer ikke med hvad jeg vil kalde et totalt overskudsnummer, nemlig ”The Lick”. Steen smider skjorten, armene ud til siden, kom så, kom så, kom så, og han har publikum i sin hule hånd. Snart står han på folks hænder med nakken presset godt op loftet, før han lader sig falde og omfavne af et publikum, der ikke kan få nok at hans energi. ”The Lick” bliver skarpt forfulgt at ”Nigel Hitter”, før vi får serveret et af aftenens absolutte højdepunkter. Som en anden Moses ved Det Røde Hav skiller Steen moshpitten i to og lader de to sider af salen hænge i anspændt forventning, før han lader stokken falde og decideret dirigerer en smuk moshing til tonerne af ”Tasteless”. Det fungerer perfekt. Et stærkt nummer der bliver endnu stærkere i live.
Herefter får vi igen serveret ny musik, og det er taktisk klogt at placere to nye numre efter et sveddryppende hit. Det giver folk tid til at komme ned på jorden igen, samtidig med at ny musik bliver integreret i et set så sømløst som muligt. Og igen er det mere melodisk nuance at spore end på de to foregående album, men her er momentum altså tæt på at blive tabt. Derudover er der altså et af bandmedlemmerne, der synger falsk, for når de alle fire (minus trommeslager) stemmer i, så er det noget, der skurrer, og det er ikke på den der fede, rå måde som er punken tilgivet. Men publikum er velvillige og modtagelig, og Shame er professionelle nok til at tage hardcore revanche med aftenens absolutte højdepunkt, ”One Rizla”. Igen har Steen armene ud til siden – elsk mig, tilbed mig, dans for mig – men han heldigvis ikke for fin til at storsmile, når bandets toner mødes med genkendelses jubel. Det er charmerende. Det her band elsker at spille og optræde, og de lever og ånder for den synergi, der udspiller sig på en livescene. Shame er gode på plade men heller ikke umiddelbart mere end det; live er de noget nær uovertrufne.
Javist. Folket er kommet for a drikke bajere og danse hæmningsløst. Mission accomplished.
Fotos af Mathias Kristensen
