Plader

Warmduscher: At the Hotspot

Skrevet af Jens Trapp

Londonbaserede Warmduscher lykkes ikke rigtig med at gøre deres partyfunk-postpunk levedygtigtigt. Den funky og 80’er inficerede lyd hjælper ikke på det. Hvad der skulle have været en varm bruser bliver en kold fuser, der ganske enkelt ikke holder i længden. Hist og her er der dog små godbidder at finde.

På papiret skulle alt være såre godt. Warmduscher er et sammenrend af musikere fra Fat White Family (som i 2019 udsendte deres fine tredje album Serfs Up) og det herhjemme mindre kendte Paranoid London. To bands hvor man tydeligt mærker en integritet og et sted, man gerne vil hen med musikken, hvilket jeg savner på partyfunkpunkerne i Warmduschers nyeste epos, albummet At the Hotspot, der er produceret af Hot Chips Joe Goddard og Al Doyle. Bandmedlemmerne går under forskellige aliasser, hvilket understreger det pjankede i foretagendet: Clams Baker Jr (Craig Louis Higgins Jr), Lightnin’ Jack Everett (Jack Everett), Quicksand (Adam J Harmer), Mr. Salt Fingers Lovecraft (Ben Romans-Hopcraft) og The Witherer aka Little Whiskers (Quinn Whalley).

Jeg er rimelig sikker på, at det nok skal være en fed oplevelse at gå til koncert med Warmduscher. At energien er heftig og humoren saftig. På plade bliver det imidlertid en øvelse ud i en mærkelig langstrakt form for ensformighed. Det er en kendsgerning, at de fleste plader vinder ved genlyt (se bare de fleste af mine seneste anmeldelser her på siden), men i tilfældet Warmduscher er det ikke rigtig tilfældet. Næsten tværtimod. Hvad der til at starte med har noget pondus, noget fed, blæret soul- og funkagtig lyd, taber fart i genlyttet og kommer til at fremstå tyndt og om ikke direkte tumpet så dog uden tyngde og reelt indhold. Jo jo, det er da meget sjovt, ha ha, og som sagt tænker jeg også, at jeg vil have en vis fornøjelse, hvis jeg skulle rende ind i dem live. Med øl i hele kroppen nyde det fandenivoldske element, der også på pladen ligger og ulmer og knitrer og truer med at sætte ild til hele lortet, men aldrig lykkes med det. Aldrig rykker på de gode intentioner. Det bliver ved det ladt dumsmarte og fred da også være med det, havde det ikke været, fordi jeg er i gang med at anmelde pladen.

Allerede på deres forrige udspil, Tainted Lunch fra 2019, bar det i denne lidt kaloriefattige retning, hvorimod jeg faktisk rigtig godt kan lide deres album Whale City fra 2018! Dér er den saft og kraft, som jeg savner på nærværende album. Skal jeg pege på noget af det, der rent faktisk fungerer, så er det et nummer som ”Wild Flowers”, sjovt nok en sang bandet vægrede sig ved at udgive, fordi teksten fik dem til at grine. Her forsøger de at skabe noget seriøst og dybt, og så evaporerer det i latter og skæmten. Men det er ikke desto mindre det elementært pubertære i det nummer, der giver det liv.

»And fuck the kids on the sidewalk that laugh at me when I fall over, and uh / Fuck that old lady that uh gives me that fucking stink eye, and man / Fuck that little stupid dog with that furry collar, man / Fuck it all motherfucker / I’m going straight to the hot-spot, woo!« synger Clams Baker Jr.

Også det efterfølgende nummer ”Fatso” er OK, men lyder stort set som alle de andre numre på albummet. Den samme bas, der kommer til at virke lidt enerverende i al sit insisterende tilstedevær. Og så skal jeg ellers love for, at der bliver kogt suppe i et ordentlig ripoff af Run-D.M.C.s “It’s Tricky” på nummeret ”Twitchin’ in the Kitchen”. Hvad det helt skal betyde, andet end en cadeau til de amerikanske rapperes hit fra ’86, ved jeg ikke, men det er ganske underholdende. Alle de tre nævnte numre er i øvrigt ude som singler.

Og kan vi så for fanden ikke også snart blive færdige med de 80’ere? Det er nok nu. Jojo, jeg ved godt, at det bare er mig, der er en gammel krakiler. Jeg var der selv dengang, men jeg er ærlig talt ved at være træt af den lyd. Især når et band som Warmduscher, når vi ved hvad de udspringer af, også absolut skal dyrke dén lyd. Så kommer det til at lyde kalkuleret og villet, hvor man ærlig talt hellere havde set dem gå i en mere Idles-agtig, rå retning. Idles, fordi der hos Warmduscher indimellem er visse referencer til deres landsmænd. Ikke mindst tekstmæssigt i deres one-line bangers, der står tydeligst frem på det allerede berørte ”Wild Flowers”.

Det er, som om Warmduscher kæmper for at slippe fri af det snærende garn, der holder dem fast i deres opstart som et festligt indslag til en nytårsfest tilbage i 2014. Hvor formålet var at levere en brander og noget sjov underholdning, men nu forsøger, af al magt, at være mere end det. Det er lidt som at ligge i et karbad med flydende varm chokolade og mærke, hvordan det hele langsomt bliver koldere og kedeligere, jo længere du ligger der. Ligge midt i the hotspot, som ikke længere er helt så hot. Måske er det bare det de vil?

Nå, livet er for kort til Warmduscher, når man kan få Fat White Family eller et band som Do Nothing, som Warmduscher minder om, men som i min optik langt mere overbevisende dyrker samme genre.

★★★☆☆☆

Leave a Reply