Koncerter

Trentemøller, 03.06.22, Heartland Festival, Kværndrup

Foto: Peter Kirkegaard
Skrevet af Simon Freiesleben

Anders Trentemøller og hans band spillede op til introvert nattefest på Heartland. Trods en overvægt af nye sange endte det alligevel som en forløsende udskejelse.

Indrømmet. Det er aldrig sjovt at vente. Og måske særligt ikke efter en lang festivaldag, hvor den stjerneklare og skyfri nattehimmel fik temperaturen til at dale markant. Af uransaglige årsager var tidsplanen fredag aften skredet på Heartland Festival og publikum måtte væbne sig med tålmodighed og holde ud i knap 25 minutter, før Trentemøller endelig kunne indtage festivalens hovedscene.

Det så imidlertid bjergtagende smukt ud, da Anders Trentemøller og hans band endelig kunne gå på scenen lige omkring midnat. Massive røgskyer indhyllede hele scenen og gav alt et spøgelsesagtigt skær – inklusiv hovedpersonen selv og bandet bestående af guitarist Brian Batz (Sleep Party People), bassist Jacob Haubjerg (Luster, m.fl.), trommeslager Silas Tinglef (2nd Blood) og den islandske sangerinde Disa (vokal og guitar) som stand-in for Lisbet Fritze.

Tilsammen fremstod de som fem spøgelser på nattehimlen og lagde da også ud med åbningsnummeret ”Veil of White” fra Trentemøllers seneste udgivelse, Memoria et nummer der også er bygget op omkring et nærmest spøgelsesagtigt og tåget lydbillede af dream pop og sfæriske synths. Det stod hurtigt klart, at koncerten var stramt bygget op primært omkring skæringer fra netop Memoria, da åbningsnummeret blev fulgt op af ”No More Kissing in the Rain” og ”Glow”.

Det er naturligvis også nærliggende, når man netop har udgivet en ny plade, at den så skal vises frem for publikum – og det fungerer givetvis også fortrinligt på en arenaturné som den, Trentemøller netop har gennemført. Men da der skulle spilles op til festivalpladsens sene nattefest, så virkede det som om, at mange af de nye sange fløj over hovedet på en stor del af publikum, der blot var kommet for at danse sig varme til tonerne af Trentemøllers mere velkendte hits.

Foto: Peter Kirkegaard

I forhold til studieudgaven af Memoria var der dog skruet en del op for de mere dansable momenter, som fik lov til at fylde lidt mere på numre som ”The Gloaming” og ”All Too Soon”. Og så er et nummer som ”Dead or Alive” jo allerede en lille energibombe, som det var en fryd at opleve live med noget nær perfekte lydforhold, som virkelig kunne føles helt ind i knoglerne. Her fik de mere rockede elementer virkelig lov til at komme til sin ret.

Det meste af koncerten foregik dog i et leje, som hverken var helt udsyret rocket eller cool electronica. Hvis jeg skal sætte ord på det, så var det som om, at selv technomomenterne lød lidt a la The Cure. Efter en lille times spilletid blev det dog tid til et glædeligt genhør med ”Take Me Into Your Skin” fra gennembrudshittet The Last Resort som udløste et fortjent jubelbrøl fra publikum. Det var et af aftenens højdepunkter at høre det gamle klubhit i ny indpakning med fuld bandinstrumentering – og endda med en kæk lille reference til ”Blue Monday” fra de originale rock-/electronicafusionister i New Order.

Selvom det på sin vis kunne have været smukt med et nummer som ”Miss You” at gå i seng på, så blev der i stedet skruet op for intensiteten til sidst med en hæsblæsende udgave af ”Silver Surfer, Ghost Rider Go!!!” fra 2010-pladen Into the Great Wide Yonder, der klemte de allersidste kræfter ud af det taknemmelige publikum. Selvom det tog lidt tid for alvor at komme derhen, så endte Anders Trentemøller og kompagni med at levere præcis den dansefest, som man havde forventet.

★★★★½☆

Leave a Reply