Koncerter

Roskilde Festival 2022: Alice Phoebe Lou, Avalon

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Jens Trapp

Sydafrikanske Berlinbaserede Alice Phoebe Lous lyd på Avalon i aftes lå meget langt fra den lyd der er at finde på hendes indspilninger. Til gengæld besad hun en ualmindeligt livsbekræftende og meget smittende glæde ved at være til stede, som gjorde koncertoplevelsen fin.

Foto: Mathias Kristensen

Koncerten med Alice Phoebe Lou på Avalon i aftes var ikke, hvad jeg havde forventet. Langt fra. For den produktion og lyd der er på albummet Paper Castles fra 2019 og de to albums fra 2021 Child’s Play og især Glow var meget langt fra den livelyd, der strømmede publikum i møde fra scenen. Ikke at det ikke var genkendeligt, det var det i høj grad, men den stemning, der er på pladerne, er af en langt mere drømmeagtigt skæv og næsten udsyret karakter, mens den i fremførelsen på scenen, blev til en langt mere lige-ud-af-landevejen popmusik.

Det næsten trekvart fyldte telt var dog helt med på løjerne, og Alice Phoebe Lou havde da også et smittende godt humør. Hun sprang omkring med en utroligt livsbekræftende energi og glæde over at være til stede her og nu og tog alting med et stort grin. Selv udfaldet på hendes in-ears monitors, som krævede en teknikers hjælp, mens bandet jammede en lille rundgang bag hende, bragte hende ikke ud af fatning, selv om hun senere hævdede at det havde været »very stressfull«. Det var der ingen, der troede på.

Det var mest musik fra de to nyeste albums, vi hørte til koncerten med ganske få dyk ned i bagkataloget. Alle numre blev fremført af et meget stillestående, anonymt band bag Lou fremme forrest på scenen. Guitaristen havde endda beholdt sit regnslag på, selvom chancen for en byge deroppe i sikkerhed på den store scene var minimale. Der var også noget med den synth som keyboardspilleren brugte i nogle numre. Hvor det på indspilningerne bliver kringlet og drømmende, lød det på scenen mere som et computerspil eller en en Batman tegnefilm, når han indimellem brugte den. Av av av. Mærkeligt.

Bandet spillede dog alt i alt meget sikkert og tog absolut ingen chancer med musikken, bortset fra det med synthen. Det hele forløb gnidningsløst, og havde det ikke været for Lous åbenlyse glæde og springen omkring havde det været rigtig rigtig kedeligt. Hendes charme og livsglæde redede koncerten og gjorde det til en helt hæderlig oplevelse.

★★★½☆☆

Leave a Reply