City of Caterpillar er tilbage. Det er de med deres andet album, Mystic Sisters, som udgør efterfølgeren til deres selvbetitlede debut, der udkom for mere end tyve år siden, og som betrådte en ny, storladen sti indenfor post-hardcore og skramz – det begreb, der bruges om screamo-scenen, inden genren blev strømlinet, kikset og gjort næsten radiovenlig i midten af 00’erne. I 13 år var City of Caterpillar i dvale. Gået i opløsning for at dyrke andre outrerede, klamme undergrundsprojekter. Men en gendannelsesturné i 2016 førte altså Brandon Evans (guitar/vokal), Kevin Longendyke (bas/vokal), Jeff Kane (guitar) og Ryan Parrish (trommer) tilbage i øvelokalet. Heldigvis. For nu er bandets langsomt opbyggelige, dynamiske, klagende støjrock tilbage i form af en plade med spritnyt materiale. Og det lyder så svedigt.
Fra de første toner af den tunge stemning på “Thought Drunk” over den hylende dissonans i singlen “Decider” til brutaliteten af “In the Birth of a Fawn” og grandiositeten af lukkenummeret, “Ascension Theft… (Gnawing of the Bottom Feeders)”, er Mystic Sisters en intens og støjende affære. Musikken er så energi- og følelsesladet, at den næsten frastøder sin lytter, men den er også så fandens betagende, dyster og (i få overraskende momenter) decideret smuk i sin postrockede storhed, at det er svært ikke at presse høretelefonerne længere ind mod trommehinderne. Så må de sprænge, om de vil. City of Caterpillars genkomst til musikken er ikke kun kærkommen, fordi den har været så længe undervejs, den er det også, fordi det på denne nye plade er så gennemført godt, velkomponeret og velproduceret. Det kræver nogle lyt, før larverne er helt inde under huden, men når de først er, så spreder de sig som en infektion, der er løbet løbsk. Posthardcore, skramz og postrock er ikke vildt lettilgængelige genrer, og det tager tid for dem at overbevise deres lytter, men deres brutale ærlighed og musikalske mæthed giver tifold igen.
Albummet åbner langsomt op på klassisk City of Caterpillar-manér. Markerede, tunge slag på trommerne, hylende spøgelsesguitar og messende mørkemandsvokal. Det skaber følelsen af at ligge på et samlebånd, der langsomt, men dedikeret transporterer én ind i flammerne for enden. Og rigtig nok skifter vokalen efter tre minutter, hvorefter nummeret tager en drejning til det mere diabolske. 30 sekunder senere falder alt ud, og kun en susen og let guitarklimpren er til at høre. Trommerne marcherer så tilbage, før nummeret eksploderer på den dynamiske måde, som posthardcore gør bedst. Stramme breaks og anslag så hårde, de slår dig brystet. På de sidste tre minutter af “Thought Drunk” er guitarerne så ødelagte af distortion og tæsk, at de rustent skriger til loftet i den gustne kælder, som City of Caterpillars musik befinder sig i. De lidende råb er most helt ned i ukendeligheden, men de indebrændte følelser skinner klart igennem.
For et skramz-band som City of Caterpillar handler det først og fremmest om stemning og intensitet frem for klare budskaber og fængende tekster. Det er blandt andet her, de adskiller sig fra andre moderne posthardcore-bands som Cloud Nothings. Hvor sidstnævnte vægter syng-med-omkvæd og hjerteskærende hooks højt, er støjrockerne fra Virginias mission bare at kommunikere en klam, dyster stemning. Det er min klare oplevelse, at den strategi kan have en mindst lige så stærk indvirkning på lytterens følelsesregister. I hvert fald er jeg fuldstændigt nede med begyndelsen på Mystic Sisters, og heldigvis fortsætter de ødelagte riffs, de sjæleudkrængende råb og de dundrende trommer i en lang perlerække på alle otte skæringer.
Jeg må og skal fremhæve produktionen. Debuten lød af kælder og DIY, men på efterfølgeren er der så meget mere plads i lydbilledet. Det lyder decideret professionelt. Det sagt, er det vigtigt at pointere, at der på ingen måde er tale om en plade, der er hverken poleret eller retoucheret. Her 20 år senere har de stadig ikke fået malet hen over blodet på væggene. Nej, den rummelige produktion har blot givet mere plads til støjen, så den faktisk kan udfolde sig bedre. Det er sjældent, at jeg foretrækker hardcore med så lækker en produktion, men lige i Mystic Sisters’ tilfælde er det helt perfekt. Det er ikke specielt komprimeret, og støjen er konstant farlig som højspændingskabler. Samtidig står de melodier, som der nu er, mere frem. Jeg vil ikke kalde det poppet, men her og dér hører man korvokaler, der trækker tråde til de tidligere nævnte Cloud Nothings. Det klæder City of Caterpillar at kombinere kakofonien med en produktion, der bare lyder ægte godt.
Pladens måske absolutte højdepunkt er nummeret “Decider”, der virkelig indkapsler alt det bedste ved post-hardcore, skramz og emoviolence. For virkelig at nyde sangen, skal man kunne arbejde med en konstant diskant pivelyd, som ligger i det allerhøjeste toneregister igennem sangens længde på fire-et-halvt minut. For mig er det blot en påmindelse om, at det her er musik, der kræver enormt meget af sin lytter. Det er voldeligt, beskidt og komplekst. Den her sang har så fede dynamiske skift, at man næsten bliver forvirret, men lige som larmen skal til at knockoute mig, trækker et omkvæd, der nærmest er catchy, mig op igen. For at blive i sportsmetaforerne, har de virkelig ramt bullseye med det her nummer– og hold op, hvor kan det kun være sindssygt live.
Det kendetegnende ved denne form for screamo, som bandet dyrkede på den nu tyve år gamle debutplade, var de her langsomme opbygninger, der kunne vokse sig næsten så store som postrock-crescendoer, for så at finde sin katarsis i pinagtige skrig og hardcore punksmadder. De var virkelig mestre i at opbygge en fantastisk uhyggelig stemning og så levere en eminent musikalsk fortolkning af rendyrket ubehagelighed. Det kan de stadigvæk finde ud af, selvom tonaliteten af skrigene er mindre ungdommelige. Magtdemonstrationen kommer til udtryk på lukkenummeret, men især også titelsangen, hvis glasklare guitarer er som taget fra en gyserfilm, og de repetitive »bathe us in the light«-linjer er enormt urovækkende. I det skraldede klimaks bliver der skreget for fuld udblæsning: »There’s a death reoccuring / Eats the mind, takes the children!« Tal om at kommunikere ubehagelig stemning. De bruger virkelig setups og payoffs på en fantastisk virksom facon. Johnny Ward, der har spillet sammen med Evans i skramz-bandet Pg. 99, bidrager i øvrigt her med noget sylespidst violinspil.
Mystic Sisters er frontalangreb på frontalangreb, og det er så lækkert og stramt skruet sammen, at man ville smile op til ørerne, hvis ikke musikken var så misantropisk og frastødende. Det er en plade, der bedst nydes ved høj volumen i høretelefoner, mens regnen pisker ind igennem hullerne i din mugne vindueskarm. City of Caterpillar er kort sagt sluppet mere end godt fra at lave en comeback-plade, for selvom skrigende er mindre shrieky, og produktionen er mindre DIY, så emmer Virginiabandets skramz stadigvæk af uhyggelig stemning og brutal larm. Det er et mørkt morads, der kan være svært at bevæge sig igennem selv for en hardcorenørd i waders, men det kan bestemt betale sig, at lade de rådne toner omslutte én. Når den triste støj først har gjort sit arbejde i dit indre, er du et renset menneske.
