At kigge tilbage på sit musikår er en dobbelt øvelse; dels indebærer det naturligvis en form for selvransagelse at betragte sit æstetiske forbrug i en afgrænset periode. Eksempelvis kunne mit Spotify Wrapped i 2024 afsløre, at mit mest lyttede nummer af uransagelige årsager var ”Islands in the Stream”, hvad der selvfølgelig ikke var klædeligt for en seriøs anmelder. I år har jeg dog tilsluttet mig gruppen af Spotify-afhoppere, så hvilke forældede hits, jeg har misbrugt i 2025, er ikke godt at vide.
Derudover er øvelsen også, at man allerede så småt ruster sig til det næste år. For i alle de forgangne musikoplevelser – dem som var rørende og dem som ikke fik sønderlig betydning – ligger der også et blueprint for, hvilke artister eller genrer man vil skrue op og ned for i det næste. Da det første klart er mest interessant, kommer her et udsnit af de (primært) koncerter og plader, der havde særlig betydning for mit 2025:
I et år hvor nyhedsstrømmen endnu engang har toppet den depressive skala, har jeg blandt andet tyet til at drukne sorgerne i masser af støj: repetitiv, cirkulær støj, samplet elektronisk noise og libanesisk kraut. Det er helende at kunne fortabe sig i tykke lydmure; nogle instrumentale, andre besunget med fremmede sprog eller bare rablende spoken word. På Roskilde Festival 2025 blev jeg begavet med to vanvittigt gode shows, endda under samme tag, som hver især præsenterede deres himmelsendte larm på et fortrinsvis rocket grundlag.
Moin er en London-trio – der i liveformat er udvidet til en kvartet – hvis musik er baseret på det, de kan vride ud af et trommesæt, et par guitarer og en samling tunge samples. Og det er ikke så lidt. At lytte til deres indspillede musik er en broget oplevelse, alt efter hvilken udgivelse der er tale om. Men det kan måske opsummeres til, at du er faret vild på en byggeplads, hvor du fra forskellige grupper af håndværkeres højtalere kan høre både P2, P6 og P8 spillet på samme tid. Og af en eller anden grund passer det godt sammen. Til deres koncert på Gloria, var det nærmere som at stå tæt op ad cementtromlen for nu at blive ved byggepladsbilledet. Som førstegangslytter af Moin kunne jeg reelt ikke høre, at deres musik faktisk indeholder ret nøjsomme melodiske nuancer, for alt, hvad jeg kunne sanse, var en altomsluttende kraft fra en subbas, og trommeslager Valentina Magalettis dynamiske, asynkrone anslag. Netop sammenspillet mellem den vilde, technoficerede bas og trommeslagenes jazzede improvisation var fuldkommen hæsblæsende at opleve i Glorias mørke. Gradvist tonede også flere nuancer frem i musikken: Særligt de hylende guitarer, som kastede sig desperat og asymmetrisk ind imod lydmuren, samt en nærmest hiphoppet brug af samplet vokal. Det var – grundet det vibrerende arsenal – bogstaveligt talt en ud-af-kroppen-oplevelse at stå op ad scenen.
Foto: Mathias Kristensen
Godt et døgn senere havde jeg endnu en vild, larmende oplevelse på Gloria. Modsat aftenen før, var salen her stuvende fuld, (som jeg husker det), da libanesiske Sanam gik på scenen. Det er da også en noget mere tilgængelig slags støj med sine tydelige arabiske islæt og vekslen mellem skramlet, improviseret psych og opbyggelig, lagdelt postrock. De seks venner, (for de virkede oprigtigt glade for at spille sammen), tog tilhørerne med på en energiudladning af en tur i, hvad der måske kunne være Beirut by night; livet i baggyderne, hvor der er højt til loftet og høj oud-føring. Bandet tæller blandt andet den fantastisk karismatiske frontsangerinde, Sandy Chamoun, som showet igennem fastholdt vores opmærksomhed med teatralske spræl, god øjenkontakt og kærlig direktion af bandets blandt andet to guitarer, én oud og synth. Selvom de fleste tilhørere, undertegnede inklusiv, ikke forstod et ord, så lød den arabiske sang meget smukt, og der er klart stor poesi i både Sanams musik og tekster (som bygger på moderne arabiske digte). Særligt medrivende var koncerten nok på grund af gruppens stærke evne til – også via improvisation – skiftevis at modulere, skrue op og ned samt intensivere deres lyd. De loddede stemningen i rummet helt perfekt, (eller var det måske hypnose?) og havde de tilhørende i deres hule hånd. Og derfor kan I absolut også regne med at se mig på ALICE, hvor gruppen spiller til april.
I september blev jeg rocket i gulvet på netop ALICE til tonerne af amerikanske Water Damage (endnu en gruppe med et navn, der er umuligt at google). En koncert, hvor der kun blev spillet ét – meget langt – nummer; en udvidet version af det fænomenale nummer ”Reel 28”, som på pladen Instruments, der udkom tidligere i 2025, ”kun” fylder 20 minutter, men som her varede godt en time, hvilket alligevel slet ikke føltes langt nok. Det er dog alligevel svært på bagkant at beskrive, hvad der skete i løbet af den time. Der var vel en start, en midte og en slutning. Og vi stod alle sammen og nikkede dybt med hovederne, som man jo gør til stenet krautrock. ”Reel 28” består ret basalt af et melodistykke på fem toner, der bliver gentaget om og om igen, og som næsten umærkeligt ændrer karakter henover den udstrakte tid i kraft af indslag fra de fem (5!) hvinende elektriske guitarer – nogle spillet med mere traditionelle metoder (såsom hænder) end andre. Men det mest bemærkelsesværdige er nok, at bandet har to trommeslagere; heriblandt verdens nok mest behårede mand, tidligere Swans-medlem Thor Harris, samt den fabelagtige Danielle Hills, ved roret. Sammen ledte de deres ubrudte rytme igennem et hav af døsende støj fra det store band, og det var en sand, ekstatisk oplevelse.
Udover støj af en anden verden, så har mit år endnu engang været præget af en del folkemusik – også af den slags, der ikke har ændret sig meget siden 1970’erne. Men folkemusikken er (heldigvis) også i bevægelse, og det beskriver også nogle af de bedste musikoplevelser, jeg havde i dén kategori.
I april 2025 fik jeg en gigantisk, musikalsk lussing – på den gode måde – da jeg hørte catalanske Tarta Relena ligeledes på ALICE, og de leverede min bedste koncertoplevelse i 2025. Jeg havde ikke lyttet meget til gruppen på forhånd, før jeg kunne mærke noget rumstere og trække i mig. Og da Marta Torrella og Helena Ros tonede frem på scenen, blev antagelsen lynhurtigt bekræftet. Tarta Relena er først og fremmest et vokalprojekt, som bygger på to bomstærke stemmer, der vikles ind og ud af hinanden i sindrige traditionelle melodier fra hele Sydeuropa. De bruger elektroniske midler til at fremryste en lyd, der fremstår som både fortid, nutid og fremtid i én. De dykker ned i krukker med katolsk messen, roma-klingende melodier, rindende vand, og de spiller (bogstaveligt) også på krukker. Og så synger de på nærmest alle latinske sprog: spansk, catalansk, latin, italiensk og flere til. Det er både historiefuldt, hamrende vitalt og nyt. På scenen leverede de fortrinsvis sange fra deres seneste udspil, És pregunta, og de viste sig som mestre i at opbygge en vanvittig intensitet i rummet med krystalklar acapella, baglæns sang og vibrerende synthbølger. Hermed vil jeg også slå et slag for És pregunta, der som plade er en sand mystisk perle. Man kan passende starte med de to numre ”Odnimarat” og ”Tamarindo”, som er hinandens modsætninger – altså hinanden sunget og spillet omvendt i bedste mærkværdige Twin Peaks-stil. Afslutningsnummeret, ”Crit premonitorio”, repræsenterer samtidig noget af det smukkeste og simpleste korsang, man kan forestille sig. Igen er opbygningen afgørende: Teksten omhandler en nært forestående katastrofe, som besynges messende og gentagende af de to sangere. Dertil lurer en uniform bas, hvis volumen skrues langsomt op for gennem hele nummerets fem minutter, under det hele, og effekten er fuldkommen slående.
Hjemme i vores egen, mindre latinske del af verden havde jeg på Fanø Free Folk Festival (FFFF) en række anderledes, men absolut også mindeværdige musikalsk oplevelser. Den lille, meget elskværdige festival i Vadehavet lagde igen i år navn til mange fede koncerter i Sønderhos lillebitte forsamlingshus. Deriblandt engelske Matt Elliott, en meget sympatisk trubadur, som efter musikken at dømme har haft en tung tilværelse. Passende er hans velrenommerede og netop genudgivne 2005-plade Drinking Songs, som han på FFFF spillede fra ende til anden kun flankeret af en række instrumenter, heriblandt violin, en guitar og en digital sampler. Til dem som ikke skulle have et særligt indgående kendskab til Elliott, så er han bosat i Frankrig og har blandt andet spillet sammen med Yann Thiersen. Der var da også noget lidelsesmæssig chanson française (såvel som Beirut, klezmer-darlingen fra 00’erne) at spore i hans ballader, som tog de siddende gæster med på en frygtelig rejse blandt druknende sømænd og fordrukne mænd. Alt sammen kun fremført af ham ene mand, trods der var både flerstemmighed og adskillige instrumenter i lydbilledet, hvilket naturligvis kun lod sig gøre på grund af førnævnte sampler. Det kunne måske lyde som et billigt trick, men det havde snarere den effekt, at det understregede ensomheden i hans cohen’sk indfølte musik, (ja, hvad kunne være mere trist end én, der sidder og synger kanon med sig selv?). Så har man ikke stiftet bekendtskab med Drinking Songs, og holder man af klezmer, melankoli og salte tårer, vil jeg stærk anbefale at tjekke Matt Elliott ud.
