Vi har hos Undertoner ikke just været glade for de forrige plader, som Damon Albarn har lagt på bordet i tegneserie-verdenen Gorillaz. Det er beklageligvis også tilfældet på Cracker Island. Få gange bliver der taget chancer, men ikke nok til at skabe et fuldent album. Pladen er slet og ret spækfyldt med monoton, intet-sigende musik.
Som på de forrige udgivelser følger der en håndfuld musikalske samarbejder med på Gorillaz’ plader, som for mig altid kan gå begge veje. I den her omgang omhandler det bl.a. Thundercat, Tame Impala og Bootie Brown, der alle på papiret bidrager med hver deres unikke indslag til musikken, men desværre er det lidt ofte hit-or-miss i realiteten.
Bootie Brown mingler sig for det meste elegant ind i det musikalske univers, som det faste medlem han nu efterhånden er i Gorillaz-klubben, hvor han har også optræder sammen med bandet på tour.
På nummeret “New Gold” formår dynamikken mellem Bootie Brown, Kevin Parker (Tame Impala) og Damon Albarn desværre ikke at bygge helt op. Der bliver vekslet mellem tre forskellige verdener, som føles alt for fjerne fra hinanden. Parkers atmosfæriske Tame Impala-klingende vokal og Bootie Browns rap spiller skævt op imod hinanden til at starte med, og det hjælper ikke, at Albarn lægger et tørt c-stykke midtvejs.
Det der kunne være et spændende indslag med Stephen Lee Bruner, bedre kendt som Thundercat, går også hen og bliver et underudviklet rod. Energi-niveauet et højt, men det er nødvendigvis ikke godt. Synth-melodien er skinger, som har den en underlæggende sub-bas, der føles rungende og uudholdelig. Det hjælper ikke så meget med kontrasten mellem Thundercat og Albarns vokaler. Man bliver mildt sagt svimmel af Thundercats responsive, gentagende kor til Albarns lyrik, som skaber en klaustrofobisk følelse.
Cracker Island har dog også lige et moment eller to, hvor Gorillaz-charmen tager fat. Det store reggaeton navn, Bad Bunny, rapper og synger med på nummeret “Tormenta”, hvor Albarn formår at implementere Gorillaz-verdenen ind i reggaeton-genren. Specielt Albarns vokal komplimenterer den essentielle dembow-rytme og den ellers varme, tropiske fornemmelse over musikken. “Tormenta” er stensikkert nummeret med mest personlighed på pladen, og Bad Bunny gør i den grad et stærkt stykke arbejde for at opfylde den udmelding.
“Skinny Ape” er en kavalkade af legesyg musik, hvor intensiteten hyppigt stiger og falder brat. Begyndelsen maler et rumsterende country-billede, som stærkt bliver overtaget af en fyldig synth-bas, der positivt ment minder mig om en blanding af albummet Space Is Only Noise fra Nicolas Jaar og bandet MGMT’, hvis det ringer en klokke. Sammensætningen udvikler sig dog hen i et markant hurtigere tempo til sidst, hvor alle de melodiske elementer bliver komprimeret til trommerne og er helt vilde. Blanding på starten af nummeret virker malplaceret og rodet, men “Skinny Ape” har et specielt drive til sig, der stikker lidt ud fra resten af repetoriet på pladen. Introen fører mig lidt tilbage til Demon Days-perioden.
Desværre får vi efterfølgende en kedelig afslutning i form af en corny duet med Beck, der næsten ikke kunne være mere trættende. Det virker ironisk nok nærmest intentionelt. “Possession Island” giver den samme følelse som musiknummeret i den Disney-film, som du er vokset op med, hvor du mindst af alt kan huske lyrikken grundet den kedelige situation i filmen, som sangen bliver sunget i. Beck og Albarns harmonier er tørre og efterlader mine tær til at krympe sig.
Det er begyndt at blive en anelse for kedelig model, som Damon Albarn kører med sine fem singler før den fulde oplevelse. På forrige The Now Now skete det samme – en række singler bliver udgivet og lader de efterfølgende numre på pladen være sange, der ikke har en signifikant betydning. Man kan ikke komme udenom, at man efterhånden godt kan mærke, at Gorillaz-opskriften på musik efterhånden er blevet brugt op. Tag og sæt numrerne “The Tired Influencer” og “Baby Queen” op mod hinanden. Der er ingen varians i elemterne af musikken – specielt ikke i Albarns monotone vokal, som jo selvfølgelig er en stor del af Gorillaz’ image, men som ingen udvikling har.
Der skal på en måde ske noget nyt, som der meget få gange kan forekomme på Cracker Island, men generelt er musikken for det meste, groft sagt, pokkers kedelig. Det er svært ikke at træde videre i dillemaet, som er at Gorillaz er gået hen og blevet en sang-maskine. Det er endda selveklæret på den forrige udgivelse (som er kommet i forskellige “episoder” med navn “Song Machine”. Der skal bare være så mange store kunstnere med i billedet, så konceptet bag Gorillaz holdes i live. Der kommer selvfølgelig nogle gode sange ud af det i ny og næ, men det får på samme tid det store billede, i form af Gorillaz’ albummer, til at forsvinde hen. Det kan specielt mærkes på Cracker Island, der bestemt ikke skiller sig ud fra de andre udgivelser. Lad os alle se hinanden dybt i øjnene og indse, at Gorillaz er ved at løbe tør for energi.
