Plader

Lankum: False Lankum

Den irske folkkvartet Lankum piller på deres genfortolkninger af folkballader musikkens rødder op og lægger dem i jorden igen i nye, intrikate mønstre. Dystert og angstprovokerende, sørgmodigt og blidt benytter False Lankum folktraditionen til at ramme den mørkere ende af det menneskelige følelsesspektrum.

Den irske folk-kvartet, Lankum, har siden deres begyndelse for knapt et årti siden under navnet ‘Lynched’  opkaldt efter gruppens kerne bestående af brødrene Ian og David Lynch – været på en fast kurs længere og længere væk fra deres rødder i den keltiske og bredere vestlige folkemusik. På The Livelong Day tog Lankum for alvor folkemusikken med ud på ukendte farvande, hvilket ledte til et mainstream gennembrud, hvor alt fra Swans til Brian Eno blev nævnt som indflydelser, der havde transformeret kvartettens ellers traditionelle folk.

False Lankum følger i høj grad i The Livelong Days fodspor. Med Black Midi- og Caroline-producer John ”Spud” Murphy med i båden synes Lankum fast besluttede på at fortsætte deres eksperimenterende og post-rockede retning med et 12-tracks album med kun to originale sange og resten folkesange fortolket til næsten ildevarslende interessant uigenkendelighed eller dystopiske mellemspil. Albummets essens ligger allerede i titlen og dens dualitet taget fra den irske sanger John Reilleys ballade af samme navn. Lankum hylder deres rødder, men ‘False Lankum’ kan også tages bogstaveligt – der er noget anderledes og paradoksalt ved bandets udtryk.

”Go Dig My Grave”, en dyster og længselsfuld fortolkning af en amerikansk folkballade ”Railroad Boy” (i nogle versioner også ”The Butcher’s Boy”) fanger således også essensen af False Lankum fra start. Balladen om den forrådte kvinde, der tager sit eget liv i afmagt over ulykkelig kærlighed, kan spores helt tilbage til det 17. århundrede og eksisterer i et væld af versioner blandt andet fra Joan Baez og Sinead O’Connor. Men hvor mange fortolkninger tyr til at fortabe sig i sangens unægteligt tragiske og sørgmodige omstændigheder gennem ofte at holde sig til et simpelt og melankolsk set-up af guitar og vokal, formår Lankum at pumpe en intensitet, uro, frygt og fornemmelse af uundgåelig ulykke ind i nummeret. Radie Peats vokal er ikke blødsødent sørgmodig, men lettere hæs og livstræt. De klagende guitaranslag er erstattet med enkelte dissonante klaveranslag, som om ”Go Dig My Grave” var en gyserfilm, der langsomt og ulmende udvikler sig ud i et storladent, mørkt og altopslugende crescendo med mystiske strengeklange, metalliske slag og strygere, der hviner gennem øregangen som sirener i slowmotion. I Lankums hænder bliver den klagende ballade til et urgammelt offerritual, der spiller på de samme instinkter som Lingua Ignota eller Goblins Suspiria-soundtrack.

En stor del af False Lankum holder sig dog tættere til de blødere guitarballader med brusende brudte akkorder og melankolske strygere. Det fungerer meget fint på ”Clear Away In the Morning”, der kommer i en glidende overgang fra ”Go Dig My Grave”, hvor det mildere guitarudtryk giver en behagelig kontrast til det ukendte mørke. Som små solstænk over Atlanterhavet på en himmel, der ellers er grå efter en mægtig storm. De simple guitaranslag får følgeskab af knirkende, vibrerende violiner, så de angstprovokerende toner, der gør False Lankum så fængslende, aldrig rigtig forsvinder.

Desværre formår Lankum ikke altid at få de fremmedartede elementer til at træde nok frem på de roligere numre. ”Newcastle” og især ”Lord Abore and Mary Flynn” bliver en anelse for sårbare og nedbarberede til at fastholde lytterens opmærksomhed på et album, der allerede har mange lange numre, hvor intensiteten til gengæld allerede er tilpas afstemt. Begge er også fremført som duetter mellem Peat og en af Lynch-brødrene, hvis stemmer ligger en anelse for langt fra hinanden og skaber en meget særpræget vokalharmoni, der ikke nødvendigvis er tiltalende for ørerne. Numrene har absolut eksistensberettigelse, hvis man har behov for at drukne sin ulykkelige kærlighed i en rolig sø af klingende guitar og stemningsfyldt violin, men tager desværre lidt for meget momentum fra en plade, der ellers synes at beherske spændingskurven noget så mesterligt.

Lankums egen ”Netta Perseus” følger ovenstående form, men når Lankum selv tager de musikalske tøjler, får de reddet den til tider dvaske, dvælende og kærlighedstørstige balladestruktur med bratte overgange til deres mørke, næsten okkulte crescendoer. Med Uilleann-piper (irsk sækkepibe) og galopperende trommer formår Lankum at skabe både en stærk kontrast, men stadig en sammenhæng til sangens blide begyndelse, der giver Lankum et larger-than-life udtryk og minder lytteren om, at traditionelle instrumenter også kan spille moderne musik og transformere den alment menneskelige sårbarhed til en drømmende og ydmygende urkraft.

Samme trick går igen på ”The New York Trader”, der egentlig starter som et middelaldermarkedsmareridt af et halvslattent The Pogues-agtigt nummer, men det reddes af et absolut genialt break, hvor de folk-punkede akustiske guitarer erstattes med gotisk orgel og harmonika. Som et pludseligt tordenvejr over en stille sø tager Lankum et skarpt mørkt sving, mens sangens jeg-fortæller forsvinder ind i en jalousi-drevet morderisk mani, hvor han dræber kone, børn og tjenere. Selv den for genren noget kliché-agtige sømandsviolin får i denne kontekst nyt liv.

False Lankum brillierer nemlig allermest, når Lankum tager de keltiske klichéer og leger med dem. Albummets bedste nummer, ”Master Crowley’s”, er et eksempel på kvintetten i deres es. Et irsk jig fortolkes subtilt til uigenkendelig genkendelighed gennem de svirvelende violiner, dumpe taktslag og en kende off-beat, staccato pibe- og harmonikamelodier, der holder rytmen. Så trækker næsten industrielle metalklink, lyden af torden og dybe blæsere nummeret over i noget, der lyder som en akustisk version af et gotisk dansetrack. Det er stemningsfuldt og tidløst. Der er en uendelig strøm af lyde, der på én gang er fremmede, men måske allerede indgraverede i en eller anden form for fælles underbevidsthed i os alle.

False Lankum er nemlig et album, der formår at tale til både den ligefremme sorg og længsel, der eksisterer i mennesket, men som også, gennem dets leg og eksperimenter med folkemusikken, formår at ramme en urgammel livskraft. Selvom albummets numre af og til trækker en kende i langdrag, og en pustepause mindre mellem Lankums dystre udfoldelser havde været velkommen, er False Lankum et smukt og emotionelt berigende album, der tager folkemusikkens rødder, graver dem op og placerer dem i nye intrikate mønstre beriget med post-rockede og ambiente indflydelser. Traditioner er til for at blive lavet om.

★★★★½☆

Leave a Reply