Stuart Braithwaite er en mand, der ikke har nemt ved at sidde stille. Det har Mogwai nydt godt af siden midten af 90’erne, og det har et væld af sideprojekter også. Med Silver Moth har Braithwaite således endnu engang forflyttet sine tjenester fra hovedprojektet og ud i en helt ny konstellation. Det har resulteret i Black Bay, der udgives på det navnkundige label Bella Union, hvilket i sig selv står som et kvalitetsstempel.
Her findes umiskendeligt Braithwaites aftryk på tempo/suspense, men hen over seks numre, der strækker sig ud over en tre kvarters penge, bliver man flere gange undervejs i tvivl om, hvad det præcis er, septetten egentlig vil opnå med pladen. Er det shoegaze, er det goth, er det postrock – og er det overhovedet godt?
Svaret er noget så kedeligt som, at det er en blandet landhandel. Men pladen lægger godt og effektivt fra land med den over syv minutter lange “Henry”. Her får vi hurtigt etableret en statelig lydkulisse, hvor strygere og et særdeles Mogwai’sk guitarriff blæser frem og tilbage i lydbilledet. Samtidig kan det ikke nægtes, at forsangerinde i Silver Moth, Elisabeth Elektra, har en vokal, der vækker særdeles kraftige minder om en af denne skribents absolutte yndlingssangerinder; Beth Gibbons kendt fra Portishead samt egne soloudgivelser. Det må siges at være en force, selvom det næsten bliver for meget af det gode. “Henry” eksploderer efter fire minutter i et – for den notoriske hidsigprop Braithwaite – klassisk quiet/loud-crescendo, og produktionen kan knap rumme det, eftersom nummeret her driver op og ned og frem og tilbage, hvilket skaber et mere forvirrende end psykedelisk udtryk – eller hvad det nu er, de syv medlemmer har jagtet.
Silver Moth-projektet tog som så mange andre plader i de seneste år udgangspunkt i corona-nedlukningen, hvor først nogle Twitter-diskussioner og senere de så notoriske Teams-møder eventuelt udmundede i en række skitser til sange med Braithwaite som det naturlige fikspunkt eller teamleder, om man vil. Bandet mødtes herefter i det skotske studie, som pladen tager sin titel fra, og de skitse-agtige elementer føles ofte meget fremtrædende i musikken.
I den forbindelse skrider førstesinglen, “The Eternal”, med ubesværet samvittighed over i et shoegaze-territorium, der lyder som en kasseret idé fra Slowdives selvbetitlede album fra 2017. Ja, eller fra Braithwaites hobbyprojekt Minor Victories sammen med netop Slowdives Rachel Goswell. En så gebrækkelig åbningslinje som »Silence / Kind like violence« gør det ikke nemmere at sluge, men selve nummeret har nu bestemt kvaliteter, der vil glæde mange fans af de mere atmosfæriske musikgenrer.
Begrænsningens kunst – eller manglen på samme – kommer derfor ofte til at give en let fornemmelse af tomgang her og dér. Mest udpræget bliver det på den opulente “Hello Doom”, (hvilket så afgjort er en titel, den ikke alt for selvhøjtidelige Braithwaite har hevet ud af ærmet). Den sniger sig op på over et kvarters længde, og bærer ikke ret godt opgaven med at skulle fylde en tredjedel af pladen. Det er da ellers indledningsvis et heftigt, stemningsfyldt nummer med tordnende strygere og tung percussion som stormtruende baggrund for Elisabeth Elektras sirene-hyl og er – i hvert fald noget af vejen – et af de højdepunkter, der trods alt findes undervejs. For vi har ikke rundet de 10 minutter af nummeret, før det lader til, at Silver Moth ikke aner, hvor de er på vej hen. Det er bestemt ikke nogen “Mogwai Fear Satan”, hvis dynamik omvendt holder interessen kørende hele vejen, selvom nummeret er af tilsvarende længde som “Hello Doom”.
“Mother Tongue”, pladens anden single, må også siges at trække inspiration fra nogle af bandmedlemmernes pladesamlinger. Og bevares, det er da gode pladesamlinger, de har. Men det kan ikke u-høres, at det jazzede guitarriff, de ambiente lyde i baggrundsbilledet og den duvende udvikling over de seks minutter yder en stor tak til Talk Talks senere plader. Og ja, det klæder ikke en anmeldelse med alt for mange referencer til andre bands, men det er godt nok svært at parkere i denne henseende.
“Gaelic Psalms” lyder, ja, gælisk. Det er åbenbart baseret på et skotsk højlandsdigt, og det intoneres hen over, hvad der lyder som en drejelire. Her knækker filmen igen noget for Silver Moth. Pladen er indspillet og mikset over bare fire dage, og de gæliske salmer kunne nok godt være endt på gulvet i klipperummet. Det har nok lydt som en god ide hen over et Teams-møde, men den virker altså ikke rigtig her. Lukkeren, “Sedna”, bærer også præg af den keltiske tristesse og højlandsstemning, som ligger som så rød en tråd i den skotske folkesjæl, men selvom Braithwaite her lader sin guitar strække ben, så føles den også ufuldkommen, mens den fordamper ud i intetheden.
Pladen rækker ud efter nogle af de store følelser, som Mogwai og Braithwaite har været foregangsmænd for at kanalisere i løbet af de seneste 25 år, men som helhed har den sine mangler. De seks numre forekommer fragmenteret sammensat, og selvom der bestemt er gode ting at komme efter, så hænger følelsen af DIY-sideprojekt og en famlen efter noget, der ikke er helt defineret, ved.
Tiden må vise, om septetten vil udforske Silver Moths potentiale mere, men Black Bay når højest at vise minimalt potentiale . Den bærer såmænd fint præg af stemningen fra De Ydre Hebrider, hvor albummet som nævnt er blevet optaget, men der er for meget saltvand og for lidt single malt i det færdige produkt.
