Plader

The National: First Two Pages of Frankenstein

Skrevet af Sabina Hvass

På deres niende plade forsøger The National at ryste posen med et mere mildt udtryk og mange flere gæsteoptrædener end tidligere, hvilket klæder First Two Pages of Frankenstein .

Ensomhed, identitet, kærlighed og livets sværheder er Matt Berningers foretrukne sangfoder, men der er nyt at spore i leveringen på den 9. plade fra amerikanske The National. First Two Pages of Frankenstein udnytter Berningers force til at formidle skønhed med endnu en ærlig performance, der står mindre i kontrast til det bløde og melodiske instrumentale bagtæppe end tidligere. Der er mere mildhed og mindre stormombruste metaforer, hvilket er en spændende udvikling.

Roen der har indfundet sig, kan høres fra første spilleminut: “Once Upon a Poolside”, der på vokalsiden får hjælp fra Sufjan Stevens, er en undersøgelse af det foruroligende i en intim relation. Berningers introspektion og observerende blik afbrydes roligt af en undren: »What was that worrying thing you said to me? / I thought that we could make it through anything«, synger Berninger og Stevens nænsomt. Den spørgende position, hvor Berninger forsøger at relatere til sine omgivelser fortsætter på “Eucalyptus”, mens vi hurtigt vender tilbage ind i navlen på det selvobserverende jeg på “New Order T-Shirt”. Når Berninger er i det mere anekdotiske, poetiske hjørne, som her, bliver de karakterer han omgiver sig med i sine fortællinger mere utydelige. Der er ofte et ‘du’, som gør mere eller mindre indtryk på ham. Du’et fornemmes kortvarigt, da han f.eks. trækker en streg i sandet på linjerne: »When you cried at the beach and recovered in seconds, And said “Everything’s fine,” but I knew that it wasn’t / Then you stayed out of reach of me for almost a year«. Det poetiske ‘du’ står her tilbage i kortvarig erindring, i billeder og lyde, og i splitsekunder, som om Berninger kedsomheds-scroller ned af en eks’ timeline på sociale medier. Måske bare for nostalgiens skyld? På andre tidspunkter er ‘du’et’ meget mere tydeligt og en afgørende faktor. F.eks. på “This Isn’t Helping” bakket op af Phoebe Bridgers’ varsomme vokal, hvor Berninger påtrængende forsøger at få du’et til at ændre sin ageren omkring ham.

Den fremmedgjorte mand, som forsøger at navigere i sine relationer, er måske et lidt gennemtærsket tema halvvejs gennem pladen. Man kunne i hvert fald godt ønske sig noget andet end vi får på nummeret “Alien”. De travle trommer virker malplacerede, når nummeret rent lyrisk forsøger at ramme følelsen af at ville tjekke tilbage ind i virkeligheden, og forsøge at ‘grounde’ sig selv. Der har indtil nu været en blødere, og mindre dramatisk sonisk kurve på færde i The Nationals lydsignatur: gentagne melodier kulminerer i intense og følelsesladede udbrud med klaver, guitar, trommer, bas og strygerinstrumenter i akkompagnement.  Så det klæder faktisk The National, når pulsen forbliver lav og når kontrapunkterne fylder mindre eller udelades helt. 

Nuvel. Her på midten får vi endnu en sang, der bryder med den rolige og selvudforskende vibe, der ellers har hersket. På “The Alcott” er der nemlig fint besøg af megastjernen Taylor Swift og måske skifter stemningen i begejstring og taknemlighed for samarbejdet med The Nationals guitarist, Aaron Dessner, der foreløbigt har bidraget til to Swift-udgivelser? Ingen ved det, men i hvert fald er der et iørefaldende skifte midt på pladen, hvor min forhåbning om at bandet var ved at udforske nyt sonisk territorium, og hvor du’et er mere utydeligt i lyrikken, bliver afløst af følelsen af at de vender tilbage til en comfort zone. Og sjovt nok i duet med en mega popstjerne. 

“Grease in Your Hair” kunne også have fundet en sikker plads på tidligere udgivelser og bringer ikke noget med sig, der springer i ørene i bandets musikalske kontekst. “Ice Machine” ligeså, og først på “Your Mind is Not Your Friend” vender pladen tilbage til noget, som virker spændende og lidt udfordrende. Lukkeren “Send for Me” formår heldigvis også at sætte en behagelig krølle på de mest interessante øjeblikke på pladen. Nummeret understreger positionen, som Berninger virker til at have fundet mere ro i: at være afskåret, men i stand til at være til stede. Fjern, men også inden for rækkevidde.

Med First Two Pages of Frankenstein har The National placeret et interessant værk i bevægelsen mod deres ‘sad dad’ renæssance. Pladen er på mange måder kulminationen på den udvikling, der har været at spore i bandets ellers meget genkendelige lydsignatur. I 2023 møder vi et mere eksperimenterende The National, som gradvist har introduceret mindre harmoniske og elektroniske elementer ind i deres arrangementer. Og som maler med nye klangfarver, når de inviterer en række gæster ind i universet. Den sikre grund de ofte betræder gør desværre lytteoplevelsen en smule kedelig, men der er bestemt også spændende ting at gå på opdagelse i.

★★★★½☆

Leave a Reply