Koncerter

Afskum, 10.06.23, Heartland Festival, Kværndrup

Skrevet af Jacob Hansen

Afskum var en kærkommen afstikker fra det pæne og stilrene Heartland-univers med sin smadrede og kompromisløse tilgang.

Hver festival har deres arketyper, og her har Heartland Festival søsat sig med den uofficielle titel som Danmarks finkulturelle festival med den lillefingerstrakte københavner-elite på frontlinjen. Der er stramme Ralph Lauren skjorter, dyre æblecider-drinks og akademiske samtaler i de fleste afkroge af Egeskov Slots baghavefest. Det er selvfølgelig en lige lovlig bokset temperaturtagning på den fynske festival, men hvis du aktiverer antennerne og skæver rundt på pladsen, så vil du se, at der er noget om snakken.

Men hvad med alle de unge? Jo, en lille gruppe af mullet-klippede unge har slået lejr på årets mindste scene Diorama for upcome såvel som medium-etablerede kunstenere. For her lander den eksplosive forhammer af en musiker Afskum. Længere bagud listede de mange akademikerne hen, der mest af alt blev solgt på kunsternavnet i programmet. Og det var skam ikke en nem opgave, forsanger Prince Askar var blevet sat for, som normalt er hjemmevant blandt et mere beskidt og crowdsurf-lystende publikum.

Alligevel var det langt fra alle, der havde forestillet sig en så vild smadderfest, som det kulminerede i blandt festivalens mest idylliske bøgeskovsrammer. Afskum landede nemlig som en rødglødende metal-meteor og kastede musikalsk mudder på de mange nystøjede skjorter.

Allerede på åbningsnummeret “Kommer I Bølger” fik de new wavede synthvibrationer og velsmurte hi-hat slag tag på de middelaldrene slikhårstyper, som stak underlæben ud og løftede øjnbrynene af ren forbløffelse. Og de fik vist også deres rabarberdrink galt i halsen, da Askar begyndte at råbe sine lunger i stykker med autotunevokal på “22 Somre”. Selvom han rev sit hjerte ud med skrigende beretninger om sin barske baggrund som hjemløs, havde de forreste rækker svært ved at komme i hoppende omsving, som den energiske punkpoppede synthbass ellers lagde op til.

Afskum var til gengæld i topform hele vejen igennem, og især på sin kommende single “Cowboy Der Blev Til Sol”, der blev præsenteret med autotuneeffekter på vokalen. Her sad nærværet i skabet for frontpersonen, der bøjede knæene i huk og sang i hovederne på publikum med vedholdende øjenkontakt. Han snakkede til den forreste række som om, at han havde kendte dem i samtlige år. Følelserne hang som klare krystaller på hans sorte fleecetrøje, og på “Til Evig Tid” gik alle ordene ind klart og tydeligt ind med et tonefald i vokalen, der skreg i dybfølt sorg og autentisk smerte.

Det var dog ikke helt uden tekniske fejl, som på det ellers nervepirrende nummer “Min Kniv Er Flottere End Din”, hvor der måtte trædes lidt i vande med de gentagende sætninger kan I holde til det, når Afskum kommer? Vi kom heldigvis videre på “Adrenaliner” som for alvor kastede blitzende smadre-techno i smasken på de tilkomne vin-feinschmeckere. Trods alt for gode skovtursforhold for den barske musiker, sejrede han endelig ved at stoppe bandet lige inden klimaks for at sige »I får den ikke Heartland. Ikke før I kommer tættere på og lover mig, at I går amok«. Og det gjorde de så til lyden af et hårdt technobeat, der havde de skarpeste dakke-kløer ude. Afskum er helt sin egen og kan indtage en scene som ingen andre. Selv på udebane kan den råpunkede showman imponere og omdanne selv de mest stilsikre cavatyper til beskidte roskildedyr.

★★★★½☆

Leave a Reply