Hvis man ikke fik afprøvet sine samba rytmer fra Heartland Festivals første dag, så skulle man blot dukke op fredag eftermiddag på den største scene, Greenfield. Her holdt den vestafrikanske kæmpestjerne Oumou Sangaré nemlig hof. Og selvom de fleste havde sat sig godt til rette inden koncerten i ægte siesta-stil på hyggetæpper med blomsterprint, så måtte de undervejs overgive sig til fængslende afrikanske grooves, der blev smidt ud over scenen som eksotiske sommergodbidder. Havde de smidt mere musikalsk variation i shakshukaen, ville de have overhalet de fleste andre Heartland-optrædener med deres tekniske snilde og inspirerende sammenkogninger af genrer.
Den grammy-vindende sangerinde havde også pyntet op til det helt store show med blå læbestift, konkyliehalskæder og en guldkjole, der nærmest blændede folk i øjnene, når solen reflekterede den rigtige vej. Hendes selskab på scenen var heller ikke ligefrem beskedent med en dygtig herre på det afrikanske strengeinstrument kora, en Kurt Rosenwinkel look-alike rockguitarist, en ung kvindelig bassist, der holdte de funky rytmer helt stramme, to komplet synkrone korsangere, en detaljeorienteret pianist og ikke mindst en trommerslager, der fik selv de mest komplicerede slag til at se alt for nemme ud.
Tilsammen beherskede de især kunsten at skabe en delikat overkrydsning mellem alt fra medrivende gospelrock til traditionel afrikansk folk. På “Bena Bena” leverede trommeslageren for eksempel legende lette shuffle-grooves, imens kora-spilleren fyldte lydbilledet med worldprægede strengvibrationer med overlegen teknisk snilde. Gulddronningen viste sig frem med slangelignende rumbatrin og prikkede til janteloven med sin storslåede her-er-jeg attitude.
Den highway-bluesede “Wassulu Don” fik et mere afroamerikansk udtryk frem i deres lyd og gav anledning til en skarpskåret gospelsolo fra den virtuose guitarist. Og efter Sangaré blev klappet ud af scenen, så kora-spilleren sit snit til at fyre alle sine mange øvetimer af på én gang. Men selvom overskuddet var fuldt tilstedeværende, manglede der til gengæld variation i deres sætliste, som fik numrene til at flyde sammen. Sangaré har en fantastisk stor stemme, men begyndte hun at lege med andre sangteknikker såsom i den luftige afdeling, ville det allerede tage en stor bid af manglen på variation. Om end hun synger kraftigt eller svagt, er der nemlig ingen tvivl om, at hun ubesværet kan holde intensiteten med sin tilstedeværelse på scenen. Det beviste hun nemlig ved at sparke gang i sambahofterne med en bunke stærke musikere, der leverede kvalitetsspækkede melodier, og fik Heartland til at ligne et eksotisk Mali for en stund.
