Aldrig har det været så varmt på Midtfyns hjerte, Heartland Festival. Og det var også til at mærke på festivalens mindste tempel-lignende scene, Diorama, som lagde op til intimitet i perfekt kombination med de rekordhøje varmegrader. Hvad der også har rekordhøje hedebølger er den dansk-iranske sangerinde, Melodi Ghazals, debut-EP Mellow D. Den indfanger nemlig virkelig følelsen af at stå i grænselandet mellem danske og iranske identiteter, som er indpakket i et smukt poetisk univers med fusioneringer af vestlige og østlige genrekonventioner. Netop denne EP blev fremført sammen med en række nye numre på festivalens første dag. Selvom publikum lå åbensindede omkring scenen blandt træflis og New England IPA’er, måtte de alligevel være vidner til et overernæret lydniveau i forhold til pladsens størrelse og harmonier, der desværre nev de forkerte steder. Det stoppede dog ikke sangerinden i at træde ind med selvsikkerhed og et vellykket mål om at skabe en hyggelig stund blandt bøgetræer og afterski-ølboder.
Folk startede med at trække sig ind i skyggen indtil bandet listede ind på den runde scene. På vejen havde musikerne været forbi år 2003 for at stjæle nærmest tilgængelige mode. Løstsiddende skjorter, safaribukser, stribet hår og gennemsigtige solbriller med ekstra tykt stel. Det kunne da noget. Musikken starter og selvsikkert træder Melodi Ghazal frem til den afrundede scenekant med et par østlige dansetrin i lommen. Det begynder overbevisende og skyggefolkene kravler op fra deres skjul.
Men selvom nummeret kører, som det skal, så føles lydniveauet som en skarp sten i skoen, der vokser i takt med, at koncerten skrider frem. For eksempel er guitaren og dens mange effektpedaler overskyggende for resten af instrumenteringen, og generelt føles det som om, at samspillet ikke hænger sammen i mange af sangene. Såsom på “Wedding Song”, hvor overgangen fra det ellers stærke øst-synth tema lander som en flad ballon i verset, hvor ingen rigtig lytter til hinanden. I stedet er alles blikke limet fast mod jorden, og det går i de fleste tilfælde ud over publikums investering i koncerten. Jeg kunne godt savne en fælles energi på scenen, hvor især interaktion spiller ind. Det ville klart gøre noget godt for deres sammenspil og musikalske synergi.
Det var dog ikke tilfældet ved forsangerinden Melodi Fnug Soltani, som stædigt fastholdte nærværet med publikum. På trods af, at hun synes, hendes kjole var for løs til dans, så fik hun alligevel festivalsgæsterne til at vrikke med hofterne og række langefingeren i vejret på “Fuck The System”. Rent vokalmæssigt var det desværre en skuffende oplevelse at høre backingvokal-sangerindens overstemmer med forsangeren. Især på det Harry Potter titel-inspirerede “Levioza” med sine legatoprægede appeggios og drumpad-calypso rytmer, som egentlig skaber et velfungerende lydunivers med iransk lyrik. Men så snart de vokalmæssige harmonier begynder at kollidere, bliver det svært at mærke den rigtige intonation. Og selvom “Motivational Quote” malede følsomme farver ud over pladsen, blev det igen vokalerne, der stak ud.
Heldigvis var der massere af kærlighed nede fra publikum at tage af, når de ramte en smule ved siden af i deres musikalske søgen. Og de fik da også skabt nogle stærkere momenter med for eksempel det kommende nummer “Give Away”, som blander hiphoppede grooves med en støjet guitarsolo. Den østlige fusionering har dog været tydligere på andre numre. Budskabet kom dog tydeligt igennem med hendes afsluttende hyldest til kvinderne i Iran, der kæmper for kvindernes rettigheder. Her sagde hun »ingen er frie før alle er frie« efterfulgt af fællesang på ordene »nai nai nai«, som skabte en form for samlingspunkt mellem alle. På trods af musikalske snubleture, blev picnic-turen fulgt til dørs af fine budskaber og en vedkommende atmosfære.
