Koncerter

Patti Smith and Her Band, 31.05.18, Heartland Festival, Kværndrup

Hvad gør vi, den dag Patti Smith ikke længere er her til at give os en opsang? Foto: Mathias Bak Larsen/Heartland.
Skrevet af Simon Freiesleben

En litterær rockpoet burde være på hjemmebane på Heartland Festival, men Patti Smith og hendes band måtte på overarbejde, da de både kæmpede mod blæst og et sniksnakkende publikum.

Det går ad Pommern til. Demokratier verden over trues af radikale bevægelser. Klimakatastrofen lurer forude, men ingen gør noget. Alle ved, at kapitalismen er syg, og naturen behandler vi som én stor losseplads.

Vi ved det jo godt. Så hvorfor er det, at de aldrende rocklegender tilsyneladende har monopol på at inspirere til aktion mod verdens dårligdomme? Hvor er alle de yngre kunstnere, der laver musik om uretfærdigheden i de katastrofale miljø- og klimaproblemer, som vi giver videre til de kommende generationer?

Det var det største spørgsmål, som den 71-årige Patti Smiths optræden efterlod mig med. Tonen blev sat fra start med den forrygende “People Have the Power” fra albummet Dream of Life fra 1988. Derfra gik det slag i slag, hvor det ene angreb efter det andet blev sat ind mod uretfærdighed og korrupte politikere. Et uventet højdepunkt faldt tidligt i form af et veloplagt cover af Midnight Oils klassiske protestsang “Beds Are Burning”, der lyder skræmmende aktuel, 31 år efter den blev udgivet:

»How can we dance when our earth is turning?
How do we sleep while our beds are burning?«

I det hele taget kom Patti Smith og hendes gæve band vidt omkring med en sætliste, der både talte covers af Buffalo Springfields “For What It’s Worth” og Elvis Presleys “I Can’t Help Falling in Love”, der på kærlig vis blev dedikeret til Heartland Festival. Publikum kvitterede da også med et midlertidigt opbrud i den konstante, enerverende knevren, der kendetegnede resten af aftenens koncert, for i stedet at stemme i med aftenens mest hjertevarme fællessang.

Der var i den grad behov for noget at varme sig på, da minderne om dagtimernes hede sommersol med ét forsvandt på den vindblæste plads foran Greenfield Stage efter solnedgang. Den pibende vind spillede puds med lyden, der virkede påfaldende lav. Måske var det derfor, at Patti Smith og hendes band havde svært ved rigtig at fange det sniksnakkende publikum. Man skulle ellers tro, at en litterær rockpoet ville være på hjemmebane på højkulturelle Heartland Festival – men der er tilsyneladende ikke helt den samme respekt for de optrædende musikere, som der er ved de mange talks, hvor publikum godt kan finde ud af at være tavse undervejs.

Det kan selvfølgelig også skyldes, at musikken aldrig rigtig tiltvang sig publikums totale opmærksomhed. Bandet spillede jævnt godt uden nogensinde at være prangende. Det var en af den slags koncerter, der blev vundet på teknisk knockout i 12. runde gennem benhårdt slid. Men til sidst, da Patti Smith og bandet spillede de obligatoriske højdepunkter fra Horses-pladen kom den alligevel, den der varme følelse, som kun de store musiklegender formår at bringe frem.

Ikke desto mindre kunne jeg ikke ryste tvivlen af mig, da jeg efter koncerten traskede videre ud i festivalnatten: Hvem tager over den dag, vi ikke længere har Patti Smith – eller Neil Young for den sags skyld, der i 2016 gav hele Roskilde Festival en opsang om at passe på naturen – til at minde os om at begå oprør mod verdens uretfærdigheder?

★★★★☆☆

Leave a Reply