Som torsdagens sidste indslag på hovedscenen spillede Muse en af festivalens mest gennemførte rockkoncerter. Men den var samtidigt måske også den mest overgjorte. Fra første sekund var det allerede svært at tage bandet særligt seriøst, idet de med flammer i baggrunden trådte ind på scenen iført karikerede sølvmasker for at spille et af deres seneste sange, “Will of the People” – en af efterhånden mange sange, der blot er en slukket distortion-pedal fra at lyde som et udtryksløst Imagine Dragons-nummer.
Selvom man kan argumentere for, at bandets autoritetskritiske udtryk i nogen grad er berettiget, så udstråler de simpelthen en alt for overfladisk og overdrevet ‘we live in a society‘-energi, til at man for alvor kan lade sig rive med. Og det blev ikke ligefrem bedre af, at de imellem mange af sangene afspillede korte animerede filmklip, der virkede relativt indholdsrige, men egentligt ikke gjorde andet end at fremme en forkromet forestilling om en vag cyberpunk-æstetik. På et tidspunkt fik de endda publikum til både at klappe og synge med på refrænet »We just need your compliance«, hvilket altså blev en tand for meget til min smag.
Når man er Muse, er der heldigvis grænser for hvor meget, der kan gå galt. De største sange fra særligt den ældre del af deres katalog blev mødt med stor entusiasme fra publikum og det var der også god grund til. Når Muse er bedst, formår deres fantastiske sammenspil, energiske præstation og melodiske sangskrivning virkeligt at gå op i en højere enhed. Det kunne blandt andet opleves under sange som “Plug In Baby” og det sidste nummer, “Knights of Cydonia”, som de indledte med et stykke af Harmonica-karakterens tema fra den klassiske western-film Once Upon A Time In The West. Man må også beundre, hvordan de kan formå at lyde af så meget, når de kun er tre i bandet – ja okay, de havde selvfølgelig en fjerde musiker med på scenen, men de fortjener stadig et point for at skabe så fyldigt og karakteristisk et lydunivers.
Sceneshowet var i den grad også gennemført, og bandet leverede det ene prangende indslag efter det andet. Det skete blandt andet i form af adskillige skud af ild fra scenens kant såvel som eksplosive affyringer af konfettikanoner, der fyldte hele Astra-scenens nattehimmel. På et tidspunkt iførte Matt Belamy sig endda også et slags cyborg-outfit, hvor armen fungerede som synthesizer. Lidt meget af det gode måske, men det var også underholdende. Og han spillede nu en meget god arm, skal det faktisk siges.
For hver god sang i bandets diskografi, er der dog en håndfuld tåkrummende indslag og det var bestemt ikke noget, Muse lagde skjul på denne torsdag aften. Energien var i top, men indholdet svingede godt nok meget i kvalitet.
