Om præcis to måneder bliver der sat det sidste punktum for 2023-udgaven af festivalen Le Guess Who?, som løber af stablen tre dage forinden i den hollandske by Utrecht. En festival som er er intet mindre end unik i sin evne til at transformere alverdens lokaler i byen til spektakulære koncertvenues. En festival der er tæt på uovertruffen i sit musikprograms eksperimenterende alsidighed. En festival som indtil i år aldrig før har været dækket her på sitet. Og en festival som lige netop har offentliggjort deres fulde program, som nok en gang vidner om en imponerende sans for genreagnostisk fremsyn samt en enormt bred smagspalette.
Blandt dagens offentliggjorte hovednavne finder vi det legendariske New York City-band ESG, som spiller deres angiveligt sidste Europa-koncert nogensinde. Gruppen blev også dannet for 45 år siden, så det er dancepunk-pionererne velundt at sige farvel med et brag af en koncert i det hollandske. Jenny Hvals relativt sjældent optrædende duo med Håvard Volden, Lost Girls, lægger også vejen forbi med deres outrerede synth-eksperimenter, og forhåbentlig bliver rammerne på Le Guess Who? bedre end på Roskilde Festival 2018. Low-frontmanden Alan Sparhawk vender ligeledes tilbage til livescenen som soloartist, efter Low lukkede og slukkede i 2022 som følge af den tragiske bortgang af Sparhawks bandkammerat Mimi Parker, som Sparhawk også var gift med. Om musikken stadig står på rungende slowcore, må vi vente og se.
Af mindre navne i dagens offentliggørelse finder vi et helt specielt samarbejde mellem den italienske komponist Caterina Barbieri og den elektroniske duo Space Afrika, som får unikt visuelt følgeskab fra kunstneren Marcel Weber (MFO). Herudover byder festivalen på avantgarde-jazz fra The Necks og legendarisk 70’er rock fra zambianske Witch.
Fejringen af den mere (for ikke at sige meget) alternative musik i Utrecht leveres også en af lang række prominente kunstnere, som allerede har været offentliggjort noget tid. Her kan nævnes Radioheads Johnny Greenwood, der sammen med den israelske rockmusiker Dudu Tassa opfører deres fælles værk Jarak Qaribak fra i år, Nyege Nyege Tapes-fænomener som MC Yallah og Nihiloxica, psych-dub-ensemblet African Head Charge og danske darlings som Selvhenter og ambient-kunstneren Sofie Birch, som senest ved sit besøg på spillestedet Alice i 2020 fik vores anmelder »helt op at svæve over byens tage.«
Kort sagt byder Le Guess Who? 2023 på et mere end almindeligt alsidigt program, når de åbner dørene for velsagtens alle genrer og koncerttyper. Ja, man fristes til at sige, at alt kan ske. Sidst men ikke mindst bør det nævnes, at store dele af programmet kurateres af artister som Nala Sinephro og Stereolab, og de kuraterede koncerter er ej heller at kimse af! En af de planlagte shows skulle have været de britiske støj-prog-excentrikere i Black Midi optrædende med et set bestående udelukkende af The Beatles-sange. Den koncert er desværre blevet aflyst, men hvis det ikke siger noget om den hollandske festivals grænseløshed og mulighed for syrede eksperimenter, så ved jeg ikke, hvad gør.
Le Guess Who? 2023 finder sted i hele Utrecht i Holland fra 9.-12. november.
Det er stadig muligt at købe torsdagsbilletter lige her, men partout- samt resterende dagsbilletter er udsolgt. Dog bliver et meget begrænset antal fredags- og lørdagsbilletter sat til salg på fredag d. 15. september.