Mit første møde med danske Wildrs debut-EP Dream In Color er et møde med et støjinferno, som jeg ikke for alvor evner at placere i en større sammenhæng. Som EP’en åbner med en støvsky af guitarstøj, drager jeg hurtigt den slutning, at bandet har valgt den konfrontatoriske aggressionernes sti. Og så alligevel. Lytter jeg lidt grundigere efter, virker det mere, som om Wildr har helt usandsynligt travlt. Travlt med at tilføje et guitarspor mere til lydmuren, travlt med at tonse igennem, travlt med at komme rundt i det soniske følelsesregister.
Wildr er en gruppe bestående af Anders Hvass og Mathias Smidt fra henholdsvis noiserockbandet The Entrepeneurs og indiepopduoen Jærv. Efter et par singleudspil har de udgivet Dream In Color som et »manifest om en følelsesladet og energifyldt lovestorm, og budskabet om, at kærligheden kan findes midt i moshpits.«
Hvis vi starter fra begyndelsen, så er det tydeligt at bandet har haft det ret fedt i arbejdet med pladen. Åbneren ”Speedos In Space” (at nogen ikke for længst har lavet en sang med den titel, er mig en gåde) drøner derudad uden tegn på at stoppe indtil den blide vokal sætter ind og afslører det dreampoppede element som, i samspil med de hårdtslående instrumentaler, skaber Wildrs selvudnævnte ”dreamcore”-lyd. Den genrebetegnelse klinger måske lidt hult eftersom et miks af hårdtslående guitarer og blide vokaler er set før under genrebetegnelser som eks. shoegaze eller dreampop. Ikke desto mindre så kan jeg godt se det dagdrømmene, eskapistiske i flere af udgivelsens numre. C-stykket på ”Speedos In Space”, skruer lige ned på tre, dæmper støjen: »In the eye of the mind / Love eternally / In the eye of the mind / Love absurdity.« Teksterne er minimalistiske og ligger langt tilbage. Wildr kommunikerer i lydtryk.
Kærligheden står på klassisk vis i centrum, måske nærmere den kærlighed, der ikke er længere. ”Superstar” leverer det mest klassisk støjrockende indtryk med det sigende omkvæd: »I don’t wanna be your misery / I just wanna be free.« Det er for mig et øjeblik som dette, hvor Dream In Color tangerer det uinteressante. Det er ganske vist både et musikalsk drive og nogle store følelser, leveringen ender dig lidt i en anonym gråzone, hvor hverken lyd eller tekstunivers formår at folde konceptet ud.
Ingen numre på EP’en er over de magiske 3 minutter. Sangene selvantænder og så er de hurtigt ovre igen. På trods af førnævnte udfordring med at holde stilen, giver det en sjov kant, at det hele går så stærkt. Det er underholdende, som et dopaminboost, uden at de enkelte numre fylder så synderligt meget i bevidstheden efter endt afspilning. Det giver lidt fornemmelsen af at dreje på tuneren til en radio, og kortvarigt komme i berøring med små glimt af de forskellige stationer, der gemmer sig mellem den hvide støj.
Bland de mere dubiøse indblik finder man den halvandet minut lange ”No Hate”, som ligger hårdt ud med huggende bas og guitar og springer lige ud i refrænet: »No I don’t hate you / Don’t really love you.« Set i lyset af bandets idé om at skabe en glidende overgang mellem moshpits og følsomhed, giver den modsatrettede tekst god mening. EP’en kridter flere gange banen hårdt op mellem netop det løsslupne og det mere følelsesmæssige. Dét, at Wildr arbejder så meget med ekstremerne bliver dog til tider lidt overstadigt for mig, hvad enten musikken er konfrontatorisk eller euforisk. Det er som om numrene befinder sig i en ambivalent parallelverden.
Når jeg får tunet ind, og signalet går rent igennem, kan jeg alligevel se sange som ”No Hate” og ”Speedos In Space” som ustyrlige energiudladninger; små uregerlige eksplosioner. Et oprigtigt ønske om at få afløb for et væld af indestængte følelser.
I sidste halvdel bevæger Wildr sig væk fra rockriffs og vender sig mod et mere indiepoppet udtryk på ”A Place For Us”. Vokalstilen befinder sig ikke milevidt fra de øvrige numre, men produktionen er anderledes strømlinet med et phased beat. Teksten varsler om en »lovestorm«. Måske et hæsblæsende afbræk fra de tumultariske tilstande. Som lytter kan man lige trække luft ind før titelnummeret skruer op på 11 igen. Således slutter det hele omtrent som det begyndte; i overhalingsbanen med en omgang katarsisk smadder. Dog stadig med plads til tvivlen: »Just wanna be right.«
Wildr har med Dream In Color begået en EP hvor en umiddelbar spilleglæde skinner igennem. Det er smittende og man fristes til at give sig hen til den soniske kærlighedsstorm. Når det er sagt, kan jeg personligt ikke lade være med at føle, at det hele går lidt for stærkt. Sangene er kogt ned på en måde, så de nærmest bliver til vignetter, så det man får ud af dem, er en voldsomt flygtig idé. En følelse, som ikke for alvor bliver foldet ud, før næste sang sætter ind. Oplevelsen bliver lidt vag, når de enkelte idéer, som ellers har potentiale, ikke når at rodfæste sig.
