Drop 7 er, som navnet indikerer, den syvende i rækken af EP’er, som Little Simz har udgivet ind i mellem hendes nu fem studiealbums. Hun har ofte brugte disse EP’er til musikalske eksperimenter, og Drop 7 er ingen undtagelse. På den syv numre og blot 15 minutter lange udgivelse bevæger Simbi, som hun kærligt omtales, sig nemlig gennem en række skiftende elektroniske landskaber, der omfatter både baltimore club, brazilian funk, afrohouse, bounce og electronica med mere.
Selvom alle numrene har et elektronisk udgangspunkt, og tempoet generelt set er højt, så er variationen mellem dem ofte ganske stor. Det svinger f.eks. fra den afdæmpede, trap-bølgende ”I Ain’t Feelin It” over den drivende dansegulvsbanger ”SOS” til den elegant atmosfæriske ”Far Away”, der er præget af en melankolsk trompet, og hvor Little Simz selv sørger for den stemningsfulde sang.
Selvom Little Simz er vokset op i London med kendskab til UK Garage, 2-step og tidligere har rappet over grime-beats, så er ovenstående genrer hidtil uudforsket grund for hendes vedkommende. Derfor er det så meget desto mere imponerende, hvor ubesværet hun ligger og flyder hen over disse typer beats også. Drop 7 er i den grad en understregning af Little Simz’ raptekniske talent, der viser, at hun ikke kun har et blændende flow, eminent rytmesans og karismatisk levering, når hun rapper over mere traditionelle hiphop-produktioner.
På flere af numrene som ”Fever” og ”SOS” giver hendes rapstil og stemmeføring stærke associationer til M.I.A., mens hun på ”Torch” på overbevisende vis går en bounce-rapper som Amanda Blank i bedene. Little Simz er simpelthen bare en fænomenalt dygtig rapper, og det sætter hun tyk streg under på denne udgivelse, hvor hun endda er på relativt ukendt musikalsk territorie.
Samtidigt viser hun, at hun forstår præmissen for det lyriske indhold i mange af disse genrer. Dette er numre til dansegulvet og festen, ikke til fordybelse og refleksion. Som sådan er det lettere at acceptere de ofte relativt overfladiske omkvæd og vers som dette fra ”Fever”:
»He say, ”Mamacita / very nice to meet ya / See you is a leader / Can I take you deeper?” / Oh, you give me fever / I’m in Sao Paulo with my friend / She is a ten, I is a ten / Shut down the city, won’t see us again / I am the realest, I cannot pretend / Countin’ my money / I know how to spend / Might I apologize if I offend.«
Men fordi Little Simz er så dygtig en fortæller, og normalt leverer så stærke personlige skildringer og refleksioner, så er det dog svært ikke bare en lille smule at savne den lyriske tyngde, der vanligvis præger hendes udgivelser. Der er godt nok undtagelser som teksten til ”Torch”, der indeholder sofistikerede og opfindsomme rim, og den fine beskrivelse af uforløst kærlighed på ”Far Away”. Men ellers rejser Little Simz på Drop 7 med en lyrisk meget let bagage, som man ikke er vant til fra hendes side. Og det er lidt en skam.
For selvom Drop 7 er et interessant eksperiment og indeholder flere vellykkede numre som ”Torch” og særligt ”I Ain’t Feelin It” og ”Far Away”, så er det muligvis nok numre, der skiller ud i Little Simz’ bagkatalog, men ikke for alvor i de genrer, de er skabt indenfor. Musikalsk bliver rejsen derfor en lille smule ensformig, når man har fulgt den et par gange. Og når den så lyrisk også er lige lovlig letbenet fra en ellers så dygtig en tekstforfatter, så er det svært at svinge sig op til den helt store begejstring, trods det opsigtsvækkende landskab.
