Mandag aften blev Primavera Sound 2024 officielt skudt i gang rundt på Barcelonas mindre spillesteder under titlen ‘A la ciutat’. Et slags opvarmningsprogram til hoveddagene på festivalpladsen (der forløber torsdag til lørdag), hvor både mindre, men i den grad også større kunstnere, kan spille i intime rammer indendørs. Det var britiske Abstract Concrete, der fik æren af at åbne festivalen for undertegnede, og det var lige præcis så hektisk, genrefusionerende og kontrolleret-kaos-agtigt, som man kunne forvente af bandleder Charles Hayward, der i slut-70’erne transformerede punk fra postpunk til avantgarde-prog med sit pionerende band This Heat, før The Clash havde lært at binde deres sko.
En løs forbindelse til en guitarpedal medførte dog, at en mildt frustreret Hayward, der sad i midten bag sit trommesæt med dinglende mikrofon foran ansigtet, måtte tælle første nummer ind tre gange, men så gik det også løs derfra. Hayward kastede sig ud i frenetisk post-punket trommespil, mens violinisten og keyboardisten malede syrede farver på lydtapetet. Nummeret hvirvlede op i intensitet og skiftede retning ad flere omgange henover dets relativt lange spilletid, før det endte i ren Swans-kakofoni. Det var dog kun ét af mange udtryk, som Abstract Concrete mestrede.
Frustration var væk, og Haywards mimik emmede i stedet af spilleglæde og godt gemyt – en energi, som strømmede videre til de fire andre musikere på den lille scene. Der bliv disket op med diskorytmer og klezmertakter, flirtet med folkemusik på violinen og udforsket tapping på guitaren. Sidstnævnte fænomen med varierende grad af succes. I andet sidste nummer fulgte tappingmønstret langt henad vejen en virkeligt medrivende rytme, men til slut fik guitaristen lidt for meget storhedsvanvid, og den seksstrengede kammede over i Tom Morello’sk pikspilleri, som ikke rigtigt passede ind i det ellers meget smagfulde avantgarderock, som bandet dyrkede.
I det hele taget var bandet generelt gode til at give hinanden plads musikalsk, og alle fik hver især lov at shine. En lille solo her, et bombastisk fill der, og kun når guitaristen i korte momenter mistede blik for sammenspillets styrker, var der ikke en stringent og organisk musikalitet, der slog gnister. Hayward er stadig i en alder 73 en afsindigt opfindsom trommeslager, og han tager sin systemkritiske sange i snirklede retninger i hvert et øjeblik. Det at en ældre herre samler et nyt, ungt band og udfordrer musikkens rammer på samme måde som i hans unge dage, er i sig selv et plus i min bog, selvom genreblandingerne fra tid til anden faldt lidt til jorden. Bevares, alle eksperimenter går ikke rent ind, men det ved en mand som Charles Hayward godt. For ham handler det om at føle, at det han laver, skubber til hans evner, hans nysgerrighed og hans kreative udtryk.
Det kan klart anbefales at tjekke kvintettens selvbetitlede debutalbum fra sidste år ud, og det forlød fra en smilende Hayward, at der er mere nyt på vej, men jeg tror særligt, at de udmærker sig live. Når det kommer til lange, udforskende kompositioner, der skifter fra easy listening-jazz til støjende improrock, er det en fornøjelse at se et stramt spillende band, hvor alle mærker og lytter til hinanden, og ingen for alvor træder i baggrunden. Keyboardspilleren var måske en kende anonym, og guitaristen en anelse for overrumplende fra tid til anden, men bandleder Hayward var tjekket nok til altid at dreje sangene i en ny retning, når de kaldte på det.
