Sean Bowie, bedre kendt under hans alias Yves Tumor, har siden 2016 formået at skyde materiale I form af albums afsted til alle sider. I 2018 udkom Safe in the Hands of Love, som har fået ekstremt flot omtale blandt musikmagasinerne (og som også er på vores top 20-liste over udenlandske albums i 2018) og Sean Bowie har siden ikke kigget tilbage.
Jeg glædede mig derfor gevaldig meget til denne koncert. Mest fordi jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle forvente på scenen taget i betragtning af netop den seneste udgivelse, der på alle måder er genremæssigt eksperimenterende med dets noise-pop.
På en meget mørk og tom scene tittede Sean Bowie frem i lilla-skær, da der blev startet ud med storhittet ”Lifetime”, som er den tredje singleudgivelse fra ”Safe in the Hands of Love” og et af de mindre eksperimenterende på pladen. Stemningen var god, men Sean var helt rundt på gulvet. Det virkede som om, at lyden var alt for desorienterende og det holdte Sean tilbage. ”Noid” var nemlig det efterfølgende lydspor der kom på banen, men ikke længe, for Sean fik sat det på pause i forvirringen over lyden og hvorvidt vi kunne høre ham. Det kunne vi i hvert fald – men Seans vokal virkede ofte kaotisk i forhold til det backing track, der kørte.
Hele oplevelsen gik op i en frustreret og en lidt malplaceret Yves Tumor, der ikke følte publikum var med ham. Selvom Yves Tumor vedlagde et crowdsurf, føltes det som hans attitude på scenen trak stemningen ned. Der blev eksempelvis sagt »This stage is boring« og han var ikke bange for at ytre sig om, hvor svært et crowd, vi var at synge for. Det virkede til, at den lidt punkede attitude i denne omgang gav bagslag og det hjalp ikke, at hele koncertoplevelsen i forvejen var halv-kaotisk med dets backing tracks, der var mere dominerede end Sean Bowies skrålen.
Fotos af Mathias Kristensen