»Åh, men det skulle jo have været på Gloria som oprindeligt planlagt!«
Det er som sådan min eneste anke ved Heathes nærvedmidnatsforestilling på Gaia – denne Pavilion-genfødsel i mere eller mindre velkendte klæder. Det var i grunden også min primære anke allerede før koncerten, og helt som forventet var det også det, der fyldte mest i baghovedet, da jeg satte mig i nattoget på vej hjem fra Roskilde.
Men det er egentlig ikke det, denne her anmeldelse hverken bør eller skal dvæle for meget ved. For helt isoleret set var Heathe mest af alt bare en smukt støjende, blændende god og sublimt udmattende affære.
For dem af os, der har oplevet Heathe tidligere på året – om det så var i Odense, København, Aarhus eller på hjemmebanen i Aalborg – var der i den forbindelse ikke frygteligt mange overraskelser på sætlisten. Ja, der var rent faktisk ikke nogen som helst. Men det var som sådan heller ikke nødvendigt. For det her er Heathe lige nu – en umiddelbar iteration af et band i evig udvikling. På et eller andet tidspunkt bliver der måske bygget noget på eller trukket noget fra, men i løbet af 2023’s første halvår har Heathe med blot fire numre i deres nuværende arsenal lykkedes med at levere intet andet end fuldstændigt overrumplende koncertoplevelser, hvilket først og fremmest skyldes det faktum, at gruppen mere end noget andet bare udgøres af sindssygt kompetente musikere.
Derfor lå fokusset under Heathes optræden også på den kollektive indsats, og hvordan det ville gå dem at realisere alle deres mange, bombastiske visioner med blandt andet saxofoner, klokker, frådende guitarer og messende barytonkor på en scene af Gaias størrelse. Dertil blev opgaven måske en anelse for stor under den vældige teltdug, hvor mange af bandets finere nuancer havde det med at drukne blandt både snak og baggrundsstøj – en ulempe, som næppe havde føltes lige så notérbar i mere intime rammer. Midt i hele snakken om bandhelheden blev det selvfølgelig svært ikke også at lade blikket hvile mest på Martin Jensen, der havde placeret sig forrest (og centreret) qua sin funktion som ankerpunkt, når han dikterede de enkelte kompositioners færd. Det lader under alle omstændigheder til at falde ham helt naturligt at agere indpisker i takt med, at han er gået fra at råbe ind i sin computerskærm i øvelokalet til nu at kunne gøre det foran 2000 tilhørere (eller noget i den stil).
Derfor føltes det også helt naturligt, at det netop var den infernalsk vrælende intro på “Black Milk Sour Soil”, der fik æren af at lægge ud. For man hører nemlig mere, end man ser, når man er til koncert med Heathe. Det ligger så dybt begravet i bandets musik og kunstneriske identitet, at det er de soniske udfoldelser, som skal fylde mere end de visuelle i live-øjemed, hvor åbningsnummeret dog ganske velvalgt blev akkompagneret af blitzende hvide scenelys; blinkende som lydnedslag i det fjerne. Nummeret fik i det hele taget en helt ny identitet, når den som i aften tonsede ud over scenekanten, hvor den lod til at slippe flere af de tøjler, som kendetegner den mere jordbundne studieversion. Omvendt var “My Gods Destroy”, som fulgte efter, en langt mere hektisk størrelse, sådan som den på meget Swans’sk facon bølgede frem og tilbage på intensitetsskalaen og snød sit publikum med det øjensynligt stille, melodiøse slutstykke, inden den halsbrækkende kastede sig direkte tilbage i sit hovedmotiv.
Mest improvisatorisk føltes imidlertid “All the Pain for You, My Dear”, der tog sig overordentligt god tid i sin opbygning henimod en mere underspillet struktur på et fundament af Simon Westmarks triphop’ede trommer. Her var det især Andreas Westmark og Oskar Krusell på henholdsvis guitar og synth/saxofon/slagtøj samt (i fællesskab) kor, der gjorde mest væsen af sig i det, der føltes mest fremsynet og derved mest fjernt fra tidligere tiders Heathe.
Ganske som forventet var det dog lidt længere tilbage i tiden, at det sidste punktum blev sat med det afsluttende akt på fuldlængdedebuten On the Tombstones; The Symbols Engraved. »Do you believe in God / And his will / And his power?!« skrålede Martin Jensen over det pulserende, minimalistiske bas- og guitarriff, der sagtens kunne have buldret løs i endnu længere tid, hvis ikke den faste, øvre koncertgrænse på 45 minutter var blevet så strikst håndhævet. Det ændrede dog ikke ved, at netop denne skæring simpelthen rammer så stærkt i de allermest primitive afkroge af ens musikforståelse, at man vitterligt ikke kunne gøre andet end at kaste hele legemet hæmningsløst og metronomisk frem og tilbage, mens et hel års Roskilde-afsavn – sideløbende med nummerets afsluttende verslinjer – blev forvandlet til glædestårer.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
