St. Vincent er elsket for sin evne til at skabe helstøbte, fængende verdener med sin musik og frygtet for sit store talent med en fuzzguitar. Efter at have hørt All Born Screaming med dens industrielle, sommetider lettere psykotiske lyd er det da også til dels frygt og bæven, jeg sidder tilbage med: Jeg er ret sikker på, at hun kan slå ihjel med dén distortion. At kvinden bag, Annie Clark, også er mangedobbelt Grammy-vinder, gør ikke benovelsen mindre. For at dvæle ved temaet, så er det også lidt af et stjernebestrøet selskab af musikere, Clark har taget med sig på pladen, blandt andet den elektroniske avant-popper Cate Le Bon, trommeslager Stella Mozgawa fra Warpaint og hele to Foo Fighters medlemmer i form af Dave Grohl og Josh Freese.
Glitter eller ej, så er All Born Screaming unægteligt endnu et stærkt udspil fra St. Vincent, komplet produceret af Clark selv. Det vil nok glæde mange lyttere, at hun igen bevæger sig ind i det glam(pop)rockede territorium, som man kender fra særligt tidlige plader som Strange Mercy (2011) og s.t. (2015), og som hun i store træk efterlod på perronen med den mere narrativt betingede Daddy’s Home (2021). All Born Screaming trækker dog formmæssigt særligt tråde til pladen Masseduction (2017), som på samme måde er et potpourri af udtryk, der efterlader én usikker på, hvilket ben man skal stå på. Selvom vi på All Born Screaming kommer genremæssigt vidt omkring, med lånte melodistykker fra både symfoniske ballader, industrial, reggae og Prince (hvis Prince altså var en genre), så formår eklektikeren St. Vincent på smidig vis altid at dreje os tilbage på sporet af dét, hun gør bedst: Nemlig en stram og velproduceret elektronisk popkerne tilsat tunge, hjemsøgende guitarlicks.
Dét høres ingen steder bedre end på åbneren “Hell is Near”, som har sneget sig ind på listen over mine favoritnumre i 2024. Ærligt kan jeg knap tyde et ord af, hvad der bliver sunget, fordi Clark her, til forskel fra det meste af den øvrige plade, lægger stemmen i et meget lyst leje indhyllet i en tåge af rumklang. Men stemningen taler sit klare sprog: Rytmen af en dyb synth er som en krigstromme mod den vilde, tågehornsagtige guitarlyd der gennemsyrer nummeret, og hendes svævende røst synger i takt og tone med, hvad der lyder som en tolvstrenget i skalaflugt. Og alle disse elementer smelter i den overlækre produktion organisk sammen i en kraftfuld melodi, og skaber hvad der kan beskrives som en form for middelalderfuturisme.
Allerede her må jeg sige, at ingen af de andre numre på pladen på samme måde er en kæmpe tune, som det hedder blandt venner. Men alligevel skuffes jeg ikke over, at niveauet ikke holdes. Der er tilstrækkeligt med energi og diversitet til, at kadencen forbliver høj. Som på “Reckless”, som også bærer noget af den storladne, krigeriske stemning fra åbningen, men som først og fremmest er en ode til den smertelige erkendelse af tab. Men tabet må for St. Vincent ikke være lig med en offergørelse, for hvad nu hvis man selv er skyld i det? Den ambivalens dyrker hun til fulde her: »Every part of you is in me now / There’s no going back /I’ll eat you up / I’ll tear you limb from limb /Or I’ll fall in love.« Ligesom teksten er nummeret først stilfærdigt og bart, sidenhen råt og støjende med masser af spade og et kor, der kalder på synderen.
“Broken Man” har noget ildevarslende over sig, ikke foranlediget af smerte, men snarere et psykotisk antræk. Det psykotiske ligger dels i beatet, som er et samspil mellem et distortet riff og noget, der lyder som en vandhane der drypper i en blikspand; dels i den snigende desperation i hendes stemme og i teksten, der starter med et lidt stalkeragtigt påbud: »I can nail you to myself / If you go I won’t be well,« og sidenhen i omkvædet går over i en form for trussel: »What are you looking at? / Like you’ve never seen a broken man.« Tænk Nine Inch Nails møder Black Keys i et fugtigt lagerrum.
Dominans og magt lader til at være et gennemgående tema, ofte ledet af en undertone af begær. Som for eksempel når Clark på “Flea” identificerer sig som en loppe, der snylter på varme kroppe og kun ser kød. I øvrigt optræder her også en vanvittig støjguitar, der nærmest er Tool værdig. “Big Time Nothing”, en funket gameshow-agtig melodi, spiller også på begæret, men her rammesat som påbud mod alle de lyster, man (kvinder) bør undertrykke: »Don’t drink, don’t smile, don’t fall from grace, don’t stay a while.«
På balladen “Violent Times” kaster St. Vincent et kærkomment følsomt blik på genstanden for hendes affektion, som ellers forbliver en distanceret og ikke konkretiseret personlig kærlighed. Her fornemmer man dog, at selv en guitarguru længes efter evig romance: »All of the wasted nights chasing mortality / When in the ashes of Pompeii / Lovers discovered in an embrace / For all eternity.« Længslen er til at mærke, men i selskab med koret af accentuerede horn og hendes næsten vrælende vej ud af nummeret, føles det som en påmindelse om den malstrøm af mørke, der løber gennem pladen.
Det er ikke nogen nem øvelse at føre lytteren igennem en så varieret underskov af genrer, uden at man mister interessen, men det lykkes. Eksempelvis havde jeg ikke troet, at jeg skulle synes om at høre et reggae-inspireret nummer på en plade med et primært elektronisk glam’et udtryk, men “So Many Planets” er et af højdepunkterne. Det lyder som et psykedelisk drømmesyn i det ydre rum med Den Lille Prins som hovedkarakter. Og så er det altså ikke til at stå for de billeder hun tegner med sætninger som »Hemorrhaging heartthrob with a six-pack of beer« og »dropping promises like H-bombs.« Genredansen fortsætter helt til slut på titelnummeret, der begynder som Prince 2.0 og slutter i et infernalsk, Underworldsk percussion-ridt.
Det er ikke til at sparke sig vej gennem stærke melodier og fine detaljer på All Born Screaming, og med endnu en helstøbt plade står helgenkåringen af St. Vincent ligefor.
