Koncerter

Kaizers Orchestra, 06.06.24, Northside Festival, Aarhus

Foto: Rolf Meldgaard

Et veloplagt Kaizers Ochestra indtog eftermiddagen med pumpeorgel, olietønder og en sætliste i den nostalgiske ende. Når de var gode, var de fremragende. Dog kunne de ikke komme udenom nogle lidt småkedelige passager, der gjorde koncerten til en noget blandet omgang.

Livet er bare ikke fair. For en halv time siden stod solen højt på himmelen, og det netop ankomne publikum på årets NorthSide Festival var ikke til at skyde igennem. Men det danske sommervejr er vel nok indbegrebet af blandet, og nu tager vinden til, skyerne truer, og selvfølgelig drypper det også. Det ser sort ud, men da Omen Kaizer (Helge Risa, der nok bedst er kendt for sine talenter på pumpeorgelet) indtager scenen med gasmaske og attachemappe til de noget nær perfekt-til-anledningen-toner af Tom Waits’ ”Russian Dance”, så trækker det dårlige vejr følehornene til sig. Det er 11 år siden, at Kaizers Orchestra sidst spillede på den århusianske festival. Deres genkomst tør selv ikke en vejrgud stikke en kæp i hjulet på.

Helt tilbage i 2001 sparkede det norske band hitlisternes døre ind med debutalbummet Ompa til du dør, der præsenterede verden for en nærmest hedensk blanding af balkan-industrial, polka, ska og rock. Tilsæt en forførende steampunk-æstetik og fortællinger fra et dystert (og fiktivt) univers sunget på jærsk (dialekten fra det sydvestlige Norge, hvor bandet er fra) og voila – du har et hit. Gruppen nåede at udgive otte studiealbums, inden de i 2013 gik hver til sit. Men knap ti år senere slog de pjalterne sammen igen, og i 2023 udgav de både en Greatest Hits-plade og to nye singler (og fik sågar også et TikTok-hit med balladen ”Hjerteknuser” fra 2010).

Nu står de her i Eskelunden under solens varmende stråler. Og de velkendte åbningsorgeltoner af debutpladens titelnummer ”Ompa til du dør”, som også får lov af åbne eftermiddagens koncert, lyder stadig lige så radikale og inciterende, som de gjorde første gang, man hørte dem. Det er det perfekte åbningsnummer; tung og truende og umiskendeligt Kaizersk. Og publikum har knap fået armene ned, før gruppen slår over i ”Bøn fra helvete”, så olietønderne for alvor kan få nogle tæsk. Allerede her tegner der sig et billede af et erfarent band, der udmærket godt er klar over, at man som skomager skal blive ved sin læst, når man skal lave en fest.

Hele fem ud af sættets 11 numre er fra Ompa til du dør, og det er et klogt træk ikke at forsøge at tvinge nye numre eller deep cuts ind i en koncert på en festival. Det er ubestridt de fem numre, der fungerer allerbedst – især den tempofyldte cirkusbasker ”Bak Et Halleluja”, der får alvor sætter gang i publikum, efterfulgt af den dansevenlige ”Resistansen”, der giver både en ekstremt veloplagt og velsyngende Janove Ottesen og et taknemmeligt publikum anledning til at skrige ”halleluja!” i vilden sky. Den tonstunge, orgelbårne ”Kontroll på Kontinentet” får lov af være sidste nummer i denne lille treenighed midt i sættet, og var festen sluttet her, var man gået lykkelig derfra.

Kaizers Orchestra er selvfølgelig mere end deres debutalbum, men selv inkorporeringen af Kim Larsens udødelige ”Midt om natten” kan ikke redde ”Kgb” (Maestro, 2005) fra at lyde en smule kedelig. Eller måske rettere; til sammenligning lyder alt lidt kedeligt. ”Støv & Sand” (Violeta Violeta Volume II, 2011) er et godt gedigent rocknummer, men det blegner, når man først har danset ompa. Den tunge og træge ”Begravelsespolka” (Violeta Violeta Volume III, 2012) tangerede endog til det malplacerede, og havde trukket alvorligt ned, hvis ikke Ottesen var så fremragende en sanger og publikumsdirigent. Alle seks jakkesætsbeklædte bandmedlemmer er yderst veloplagte og velspillende, men det er svært at komme udenom især Ottensens evidente og dog underspillede tiltrækningskraft. Med et smil på læben runder de koncerten af med ”Maestro”, og omkvædets skrålende »Sving din hammer« runger rundt omkring på festivalpladsen længe efter, at bandet er gået af scenen.

Som det danske vejr var koncerten en noget blandet affære. Pusten blev aldrig helt tabt, men der var øjeblikke, hvor selv ikke det altid underholdende sceneshow kunne redde den hjem. Når Kaizers Ochestra er bedst, er de til gengæld eminente. “Farvel NorthSide, vi ses næste år”. Halleluja!

★★★★☆☆

Leave a Reply