Koncerter

Kaizers Orchestra, 09.03.11, Store Vega, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Tæt ved fuldkommen koncertoplevelse fra de evigt energiske nordmænd på reservehjemmebanen i Vega.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Der er noget med Kaizers Orchestra og så deres koncerter her i lille Danmark. Det hele kan dateres tilbage til, da de på Roskilde Festivalens daværende gule scene spillede for et stopfyldt telt i 2002. En koncert, der fik introduceret dem på den europæiske musikscene som et band, der klart var værd at holde øje med. Og senerehen fik vi også Viva La Vega-dvd/cd’en, hvor de cementerede deres position som et af Europas mest energiske livebands. Siden den første koncert er der nu gået næsten ni år, og Kaizers Orchestra har formået at gøre Danmark og specielt Vega til en af de mest besøgte destinationer for det norske ompa-orkester. Og da nordmændene i slutningen af januar udgav første del af trilogien Violeta Violeta, var en turné nærmest en selvfølge. Og kunne der tænkes et bedre sted at lægge ud end netop Vega?

Først måtte det i forvejen utålmodige og hyperenergiske publikum sætte deres utålmodighed yderligere på prøve i form af opvarmingen, Bernhoft. Men den menneskelige enmands-kvintet formåede uden det helt store besvær at varme selv det sidst ankomne publikum op med fællessang, solodans og et Tears for Fears-cover i en sådan grad, at det var svært at få albuerum, da han forlod scenen fem sange senere. Og så var der ellers lagt i kakkelovnen til den helt store fest.

Fra start af stod én ting helt klart: Den energi og publikumskontakt, som Kaizers Orchestra og i særdeleshed frontmand Janove Ottesen, er så kendt for at besidde, var på ingen måde forsvundet med alderen — og dette selvom det med rette blev pointeret, at nogle jo var blevet lidt ældre siden sidst. Til at åbne ballet fik vi “Delikatessen” og “Djevelens orkester”, der begge indfriede publikums forventninger til fulde. Nummeret “Sigøynerblod”, der ifølge Janove altid har fungeret godt foran et Vega-publikum, levede op til netop disse ord i Vegas lydkulisse, der som sædvanlig var fejlfri fra start til slut. Og med “Resistansen”, der bestod af fælles-a cappella fra publikum under hele første vers, kunne man tydeligt mærke, hvor stor en fanskare, Kaizers Orchestra egentlig har her i Danmark.

Herefter fulgte så et otte numre langt stræk med sange fra orkestrets seneste udspil, Violeta Violeta vol. 1. Det forrige album, Maskineri, blev i sin tid kritiseret for ikke at holde fast ved de elementer, der gjorde Kaizers Orchestra til det, som de nu engang er. Og nu var tiden så kommet til, at Violeta Violeta skulle prøve at stå distancen foran et fyldt Vega. Og majoriteten af numrene fungerede problemfrit: Åbningsnummeret “Philemon Arthur & the Dung” er, set i forhold til størstedelen af Kaizers bagkatalog, et dejligt afbræk fra de hektiske ompa-rytmer, der på “En for orgelet, en for mig” og “Psycho under min hatt” igen forsikrede én om, at bandet selv på tiende år ikke har mistet magien. Der blev tilmed også plads til flere lange interaktioner med publikum fra Ottesens side, og han tog imod alt fra en butterfly til sangønsker og kærlighedsærklæringer fra publikum. Og ligesom de nærmest pop-agtige numre “Svarte katter & flosshatter” og “Hjerteknuser” (sidstnævnte opfordrede til massiv fællessang fra især den kvindelige del af publikum) fik energiniveauet en tand ned, blev en håndfuld af de absolutte crowdpleasere, anført af “Ompa til du dør”, serveret — og med ét kogte salen igen.

Under “Kontroll på kontinentet” var det blevet tid til den obligatoriske bandpræsentation, og da vi nåede til bassisten Øyvind, var det med »Happy birthday« og en selvproklameret »længste bassolo i Vegas historie« i anledning af netop Øyvinds fødselsdag. Nede på de forreste rækker fungerede dette helt perfekt; men for de mindre inkarnerede koncertgængere har det måske føltes lidt langtrukkent. For det virkede på Janove og co., som om de vidste, at de så let som ingenting kunne få publikum til hvad som helst, hvis de ville. Og det kunne klart mærkes. Hvor Kaizers Orchestra tidligere har kunnet levere samme musikalske toppræstation på i hvert fald en halv time mindre, blev der i aften brugt en del mere tid på selve showet, hvoraf noget af dette showmanship sagtens kunne have været droppet, uden at det ville have skadet koncertoplevelsen som helhed.

Angiveligt sidste nummer blev “Maestro”, der blev et flot punktum før de forventede ekstranumre, som i dagens anledning bestod af “Di grind”, selvfølgen og publikumsfavoritten “Bak et halleluja” samt den flotte “170”, før sekstetten afsluttede med en sand tøndesmadrende rus og endnu en gang lagde Vega ned.

Ganske vist kunne nogle af  segmenterne indeni og mellem numrene sagtens være blevet enten skåret ned eller fjernet. Men hvis man ser bort fra det, så hører Kaizers Orchestra alligevel stadig til i den absolutte top af europæiske koncertoplevelser, og denne aften i Vega var ingen undtagelse. Og med to plader inden for det næste halvandet år, er et eller flere besøg mere i Danmark, og i Vega, på ingen måde en usandsynlighed.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Er super Kaizer fan, men må indrømme at Kaizerkoncerter er ikke længere hvad det har været.
    Netop oplevelser fra Roskilde og koncerterne fra Evigt Pint og Maestro tourneerne var markant bedre end denne uges præstation.

    Som du skriver så var de 8 numre éen lang ørkenvandring. Mens selve showet kørte klart på rutinen. Jeg savnede mere indlevelse.

    Dog er jeg sikker på at nytilkommende Kaizer koncertgængere har været begejstret. Men når man ved at de kan give mere af sig selv, må jeg erkende at Kaizer ikke længere lever op til forventningerne.

    PS. Den forrige plade hed Våre Demoner og Maskineri.

Leave a Reply