Forud for jazzgruppen Tabloids tredje studiealbum, Hot Gossip, genlæste jeg mine tidligere anmeldelser af bandet. Og her sprang en gennemgående tendens i øjnene; Jeg har konsekvent skamrost dem for at være blandt Danmarks stærkeste jazzensembler og for at bringe jazzen ind i det 21. århundrede. Det er store, men velfortjente ord.
Tabloid består af Felix Ewert på trommer, Johannes Bremer på bas, Johannes Wamberg på guitar, Malthe Rostrup på keys og Oilly Wallace på sax og tværfløjte (og good looks, ifølge Wamberg). De fem musikere har featured med Jada, Coco O., Emma Sehested Høeg og mange andre af de mest markante popkunstnere i de her år. Og denne krydsbestøvning af jazzens og poppens verden er en af de lykkeligste symbioser længe. Det minder mig lidt om den danske musikscene i 70’erne, hvor musikere eksempelvis kunne spille avantgarde fusionsjazz den ene dag, efterfulgt af at indspille pop-plader den anden dag, hvilket bidrog til at gøre tidens musik væsentligt mere spændende i undertegnede anmelders optik. Så der skal lyde et tak for, at vi i det mindste har et fantastisk soundtrack til verdens undergang – også denne gang.
Men når det er sagt, så mener jeg også, at Tabloid befinder sig i et vadested, som de allerede trådte ud i på foregående album Open Mind (2023). Fra den cool og lettere tilrøgede, organiske lyd på første selvbetitlede album, så var Open Mind derimod mere syntetisk, hyperaktivt og 80’er-inspireret, med synthesizere i en mere prominent og melodibærende rolle. Det var et skifte, der trak stilen i en mindre sjælfuld retning og i stedet pakkede det hele ind i en skinnende gloss, hvilket efter min mening gjorde det lidt uinteressant at lytte til i længden. Hvis Open Mind-pladen var to skridt tilbage, så er aktuelle album, Hot Gossip, ét skidt frem: Bedre end toeren, men under debuten.
Men ja, hvis ikke Tabloid har i sinde at arbejde videre fra den sprøde lyd fra deres debut, så tyder et nummer som “Firefly” på en ny og spændende retning. På en bund af vintage-trommemaskine – a la Roland CR-78 – valser en romantisk klavermelodi længselsfuldt af sted langs et parisisk fortov, før guitaren træder frem. Her følges Rostrups keys og Wambergs guitar så yndigt ad. Det er såmænd meget fint og hyggeligt, men når Ewert kommer ind på whiskers med Wallace på både tværfløjte og sax, bliver mine ører forført af eksoticistiske stemninger i retning af Duke Ellingtons Far East Suite, Gil Evans eller Henry Mancinis langsomme, latin-easy listening nummer “Lujon”. Med andre ord lykkedes de fuldt ud med denne opskrift, og “Firefly” er nok det mest stemningsmættede, jeg har hørt fra deres side. Det klæder dem bestemt at udvide repertoiret i denne retning.
Og på det følgende nummer “Mr. Tabloid” er vi i et helt andet og mere bekendt terræn. Sprøde nakkenikkende trommer, tight perkussive keys og bas og et kortfattet unisont blæser/guitar-riff hen mod et b-stykke der svævende og luftigt danner god kontrast og sådan alternaterer de og bygger videre og væver sig ind i hinanden for at ende i en yacht rock-drøm af en konklusion. Det er præcis denne blanding af kompositorisk stramhed og improvisation som danner grundlag for Tabloid bedste øjeblikke. Smooth fusion med en dyb kærlighed til 50-60’ernes guldalderjazz.
Nogle gange er lyden mere rendyrket fusion som på åbningsnummeret “Kintsugi”, der sender lytteren til start-80’ernes Tokyo, med sin åbenlyse indflydelse fra den legendariske japanske jazzfusiongruppe Casiopea: De smittende energiske trommer og percussion, den klare melodiøse guitar og forkærligheden for smooth synthesizer-arbejde. Dog holder Tabloid som sædvanligt (og klogeligt) igen med alt for mange jammende excesser, hvilket giver nummeret en helt anden kondenseret kvalitet end mange af deres japanske inspirationskilders ditto. Når det er sagt, er det faktisk netop det, jeg går og mangler lidt af – en smule afvigelse fra guitarens lettere enerverende gentagelser i omkvædet, havde kun gjort godt. “Georgia Jones” har også klare træk fra de japanske fusionpionerer, men den ufatteligt lange melodilinje og det tynde lydbillede med slap-bass og synth-keys gør nummeret en smule trægt og sterilt, selvom Ewerts trommer som altid sidder i skabet.
Den førnævnte jazzfusion-gruppe, Casiopea, er en skattekiste af god musik, men de balancerer i mine øjne altid på kanten af at blive for meget, for svulstigt, for overgearet. Så det at lade sig inspirere af dem er en svær disciplin, og desværre synes jeg, at det kan mærkes hos Tabloid. Til sammenligning kunne man tage Casiopeas “Midnight Rendezvous,” som i øvrigt er min personlige favorit. Den rummer mange af de samme elementer, som jeg kunne finde på at kritisere Hot Gossip for, men her oplever jeg, at de er mere præcist doserede, og at instrumenteringen føles mere levende. Og jeg ved jo, at Tabloid er mere end i stand til at levere netop det, så det ærgrer mig, at de stadig er lidt for fascinerede af det perfekte og krystallinske. Det minder mig om en bevægelse, en anden af deres forbilleder, Steely Dan – og i særdeleshed forsanger Donald Fagen – tog i 80’erne og aldrig rigtig gik væk fra og dermed heller aldrig nåede samme højder igen. Det var stadig bedre end det meste, men det blev for skarptslebent, for køligt perfekt og gennemtænkt til, at det har kunne ramme mig følelsesmæssigt.
Som passioneret beundrer af Steely Dan gennem efterhånden mange år, håber jeg inderligt ikke, at det er den samme tendens, der skal ske med Tabloid. Jeg frygter dog, at de stadig vil være grundlæggende bedre end alle konkurrenterne inden for genren, men heller ikke for alvor indfri sit potentiale – At de vil fortsætte med den overstadige cocktail af lige dele Pokemonsangen, Mario Kart og japanske arrangerkeyboard-demoer, man finder på titelnummeret “Hot Gossip”. På én måde er det meget fedt og underholdende, og på en anden måde virker det lidt indholdsløst. Nummeret bliver væsentligt bedre i anden halvdel, hvor Wallace kommer op at koge i parløb med Ewerts gospelchoppede trommer, mens resten af bandet ligger stramt koreograferet nedenunder. Det er dér, jeg kan mærke, at selvom jeg har en del kritik at udsætte gruppen for, så kommer det sig først og fremmest af, at jeg forventer et mesterværk hver gang – hvilket jeg ikke mistænker de fleste andre grupper for at kunne levere, overhovedet. Tabloid kæmper kun med sig selv indenfor deres felt, men selvom de har fået sat et godt slag ind igen, mangler Hot Gossip stadig det sidste. Tag dog under alle omstændigheder ind at se dem live, det er næsten for godt til at være sandt.
