Det er kun tre måneder siden, at Vulvatorious udgav deres selvbetitlede debutalbum på det spritnye indieselskab Bad Morning Records, og det er blot to år siden, at bandet koncertdebuterede på Spillestedet Stengade. Alligevel stod de tirsdag eftermiddag med publikum i deres hule hånd på Roskilde Festival igennem tre fuldfede kvarter. Flere end jeg kunne tælle på to hænder var allerede inden koncertstart iklædt bandets merchandise, og de fleste andre så ud, som om de ligeledes var klar på at brøle og hoppe til bandets feministiske, frådende monster af et hybrid-black metalband. Det meste viste sig at gå op i en højere, samlende enhed.
Forsanger Ditte Krøyer, der inden bandets begyndelse typisk growlede når hun var stiv, mødte sin gymnasieveninde til en koncert på Pumpehuset tilbage i 2020, og da besluttede de sig for, at hun da også skulle prøve at growle ædru. Fra den aften gik det stærkt, og bandet blev dannet på baggrund af et par lejlighedsøvere og endnu et par bandansættelser. Heldigvis for den danske metalscene kan Krøyer også skrige og growle, når hun står i på en scene, og til tirsdagens koncert sad stemmen i skabet fra start til slut. Samlet set lød koncerten så øvet, så professionel og så stramt tilrettelagt, at man skulle tro, det var løgn. Der blev taget så godt som ingen pauser fra Krøyers militariske råben, og selv mellem numrene holdt stemmebåndet til hendes brutale udråb af »Hva’ så Roskilde?« og »har I det godt?!«
Allerede fra bandets første toner blev barren sat højt. Trommeslagerens blast-beats og guitaristernes forvrængede power-akkorder blev spillet med lynets hast, mens stroboskoplyset hamrede afsted. Lyden og lyset var helt og aldeles perfekt sammensat, og intensiteten steg, for hver gang Krøyer brølede ud over publikum. Med lige dele spilleglæde og politisk alvor blev en sang som “Witch Burns Back” en kæmpe fuckfinger til det patriarkat, som til stadighed spiller en dominerende rolle ikke bare i metalmiljøet, men i hele samfundet. Alt ved Vulvatorious’ optræden emmede af vrede, frustration og nødvendigt opråb, og deres nådesløse spillestil gik hånd i hånd med det faretruende visuelle udtryk.
Vulvatorious’ musik har rod i black metal, men låner også vældig meget fra tidlig thrash, Pantera’ske grooves og ikke mindst Deafheavens drømmende post-black. Ofte optræder de forskellige inspirationer på én og samme tid, så musikken aldrig står stille. Koncertens udtryk var konstant omskifteligt med tekniske u-vendinger, tonstunge breakdowns og ekstatiske energiudladninger. Jeg fatter knapt, hvordan Krøyer ikke mistede stemmen undervejs, og det er svært at kapere, hvordan de fire musikere kunne levere fejlfrit spil i sådanne tempi. Man kan dæleme mærke, når et band virkelig har øvet sig, og kæft det giver tilfold igen.
Det var kun fem minutter inde i koncerten, at der blev lagt op til circle pit, men derfra fortsatte det i godt hvert andet nummer. Opbakningen fra publikum var ustandselig, og kun flere og flere kom til for at mærke den gode stemning, som både på og foran scenen smittede hele vejen ud til teltdugens kant. Der var så godt som ingen pauser i sættet – i stedet et nærmest konstant motorvejstempo på 130 km/t. Da der i et par sange var funklende post-rockede opbygninger, viste Vulvatorious, at de også mestrede det smukke, der så tydeligt står i kontrast til deres brutale grundform. Et simpel melodirundgang i en af bandets sidste sange gav sågar våde øjenkroge i sin himmelråbende storhed.
Bandet er dog i sin grundessens et ondt, frådende monster, der er forsøger at ødelægge patriarkatet med sin dundrende, onde black metal, og det blev cementeret med debutsinglen “Fuck You Incel”, der på baggrund af (endnu) en wall of death og siden (endnu) en circle pit blev koncertens afslutning. Med mere end hundrede djævlehorn i vejret og en masse stemmer, der unisont skreg sangens titel, fik optrædenen nærmest karakter af en demonstration. »I’ll sit on your face / Kill your race / You fucking disgrace / Kill you all / Fuck you incel,« brølte Krøyer, så man ikke kunne andet end tro på hende. Det var vredt, det var på sin plads, og det var rystende godt leveret.
Jeg kom til koncerten uden at vide, hvad jeg skulle forvente, men jeg var ærligt talt forbløffet over, at et så nyt band kunne slå fast med syvtommersøm, at de kun fortjener at blive større, end de allerede er. Gaia kommer i hvert fald ikke til at være en stor nok scene til bandet næste gang, for Vulvatorious overbeviste de fleste om, at de særligt på livefronten er et af Danmarks pt. mest intense metalbands.
Alle fotos: Daniel Nielsen
