Man kan selvfølgelig lade være med at hoppe som en teenager til klokken 02 om natten, men som nævnt i fredagens reportage, så var Jamie XX afsluttende DJ-sæt en uimodståelig omgang. Så fødderne var så småt begyndt at se frem til at blive slået op på blødere underlag end en luftmadras, og skoene var kassérbare, faktisk tilnærmelsesvis døde. Først skulle sidstedagen på Roskilde dog selvfølgelig slås ihjel, og med ugens måske bedste program blev det en smal sag at få den dag til at gå.
Der blev lagt fra land med den transkønnede texaner Creekbed Carter Hogans samfundsrevser-country. Man fik ganske vist en længere fortælling, for hvert nummer, der rent faktisk blev spillet, men sådan er country nu engang ofte. Storytelling er vigtigt.
Heldigvis var Hogan både sjov, charmerende, en ferm guitarist og en endnu bedre sanger. Jeg fik en umanérlig lyst til at spise baked beans, hvilket heldigvis også var muligt i en nærliggende bod. Så var tanken fyldt – både fysisk og mentalt – efter en halv time med det amerikanske livsstykke. Det fik man også brug for.
For lidt senere var tiden kommet til koncerten med Anohni & The Johnsons. Anohni har fundet sammen med sit gamle band, og setlisten var i høj grad fokuseret omkring deres seneste udspil, My Back Was a Bridge for You to Cross. Og det var både en utroligt smuk koncert, men også ret så nedslående.
Sangene i Anohnis kanon kredser hovedsageligt omkring temaerne håb og tro, set ud fra Hegartys egne optagelser af døde koraller. Kombineret med de kulsorte domme over miljøet fra diverse australske forskere, der blev vist på storskærmen undervejs, var “Hopelessness” nok det mest rammende af numrene. Trods det miljømæssige sortsind, så kan det dog ikke tage fra den amerikanske sanger og hendes ensemble, at de leverede en fantastisk vellydende koncert. Jeg har nærmest ikke hørt bedre på Arena, hvad lyden angår. Den næsten to meter høje Anohni er en decideret hypnotisk performer med en afdæmpet koreografi, der passer perfekt til hendes blanding af styrke, følsomhed; og humor. Sjældent er “I can use you as my toilet” blevet sunget så sensibelt, tænker jeg.
Efter en kort tur med Damon Albarns all-star ensemble Africa Express på Orange Scene, var vi blevet lovet en håndmad med old school britisk punk, leveret af The Chisel. Det var ikke falsk varebetegnelse. Forsanger Callum Graham havde åbenbart mistet stemmen, sidste gang bandet var i Danmark, men der var skruet helt op for ham på Gaia. Englændernes blanding af pubrock og oi!-punk fik i det hele taget sat tiltrængt skub i de efterhånden voldsomt trætte stænger rundt omkring i teltet, og The Chisel leverede 45 minutters knivskarp koncert.
Lørdagens program var ikke færdig med at udøve emotionel terror på et udmattet sind. På Gloria var det nemlig tid til at se den længe ventede livedebut af kollaborationen mellem det københavnske sludge-band Grava og det eksperimentelle noiseband Kollapse fra nordens Paris, Aalborg.
Koncerten var selvsagt bygget op omkring deres nyligt udgivne plade, blot kaldet Kollapse & Grava, hvor de fortolker hinandens numre, hvilket er et både spændende og velfungerende kunsttræk. Det viste sig hurtigt, at den kombination ikke bare virkede på papiret, for det under visse numre syv mand høje band var en både smuk og afskyelig symbiose, drevet af et frådende raseri og en sort, negativ energi med plads til små lysstrejf.
Det var dertil en meget populær attraktion, hvor denne skribent sjældent har set så stor en kø til koncert på den lukkede scene.
Der var stor udskiftning mellem numrene, hvor blandt andet Under Byens Henriette Sennenvaldt noget overraskende kom på scenen til en gæsteoptræden, der i øvrigt fungerede strålende i den dunkle kontekst.
Koncerten kulminerede i en stor, følelsesmæssig udladning, da de fusionerede bands spillede en voldsomt smuk og dekonstrueret version af Anne Linnets “Forårsdag”, dedikeret til Kollapses kræftsyge guitarist Peter, der selvsagt skulle have været med på scenen og som ligeledes blev hyldet under Vægtløs’ fremragende koncert i opvarmningsdagene.
Det var ikke en koncert, som man havde regnet med at skulle knibe en tåre til, men se nu bare der. De to bands på alle måder voldsomme koncert kommer her til at stå tilbage som et af de mest markante øjeblikke på årets udgave af festivalen, det er helt sikkert.
Efter det følelses- og lydmæssige bombardement på Gloria ventede dagens hovedattraktion, de legendariske industrial-godfathers fra Nine Inch Nails. De optrådte igen i det Arena-telt, som de med stor succes omdannede til et sort hul i 2019, og setlisten bød på mange af de samme sikre hits, som de retteligt også efterhånden har en stor mængde af.
Det kan godt være, at det var fordi man kom direkte fra Kollapse & Gravas murbrækker af en kraftudladning på Gloria, men den første del af koncerten lød underligt blød i udtrykket.
Ikke et ord, man typisk forbinder med det ikoniske band, og det var ikke noget, der på nogen måde gjorde oplevelsen mindre. Op til turneens begyndelse havde Trent Reznor også forkyndt, at man ville lege lidt med de gamle numre for at holde dem friske; og for fortsat overhovedet have lyst til at spille live.
En tredjedel af koncerten var dedikeret til hovedværket The Downward Spiral (1994), og dobbeltleveringen “Piggy”/”March Of The Pigs” tidligt i sættet var nok til at piske et stopfyldt Arena ind den nihilistiske blanding af glæde og vrede, som især kendetegner bandets tidligere plader. Undervejs var der plads til mindre overraskelser, som f.eks. den ulmende Burn fra soundtracket til Oliver Stones kultfilm Natural Born Killers fra 1994.
Der blev derudover skænket kærlighed til to afdøde Davids, først David Bowie, da vi fik “I’m Afraid Of Americans”, som Reznor lavede et remix af i sin tid, og siden David Lynch, da man fik en ikke ofte serveret udgave af “The Perfect Drug” fra den amerikanske mesterinstruktørs film Lost Highway fra 1997. Mod koncertens slutning spillede NIN en velkendt kombination af hymnerne “The Hand That Feeds”, “Head Like A Hole” og selvsagt den altid dedikerede afslutter, “Hurt”, som fik hele Arena til at bryde ud i en utroligt sortsynet omgang fællessang.
Efter NIN-koncerten var der tæt på at være fysisk og mentalt udsolgt, og festivalen gjorde det ikke nemmere ved at efterlade massive huller i slutprogrammet, hvor der plejer at blive spillet op til fest. Hvorfor lukkede Africa Express ikke igen det Arena, som de omdannede til en fem timer lang maratonfest i 2015? Og hvorfor skulle A.G Cooks geniale klubcocktail på Apollo først skydes i gang 02.15? Man kan undre sig, men den halve times fest, jeg kunne holde til, var en behagelig afslutning på en festival, der bød på markant flere, gode oplevelser end i 2024-udgaven. Det ville også være underligt andet, taget i betragtning, at 2024 med afstand er den mest elendige udgave af festivalen, denne skribent har oplevet.
Vi ses i 2026, Roskilde Festival. Det var en fornøjelse. Og bliv endelig ved med at være politiske, det er en af grundene til at vi elsker jer.
