(Fotos: Mathias Kristensen & Didier Messens, Getty Images)
Gróa, Gaia
Jeg havde ret beset ikke mange forventninger til islandske Gróa forud for kvartettens Roskilde-debut tidligt mandag eftermiddag. Bevares; man kunne da nemt stifte bekendtskab med gruppens avantgardefyldte, art-poppede musik på diverse onlinetjenester, men jeg havde på forhånd ganske få idéer om, hvordan de ville formå at omsætte det til et liveformat. Indledningsvist var jeg da også lidt skeptisk over for det meget no-wave’ske udtryk, der prægede lydbilledet. Det fremstod lige lovligt dissonant og arytmisk, men skulle heldigvis blot finjusteres frem mod noget langt mere substantielt og fængende.
For da de fire islændinge først for alvor åbnede op for bagkataloget, som tilsatte koncerten mindst lige så meget postpunk-nerve som doom-tyngde – mens de mere “gængse” instrumenter undervejs også blev suppleret med saxofon og sågar blokfløjter – føltes forestillingen også langt mere autentisk og ikke mindst endnu mere uforudsigelig, end man på forhånd havde turdet håbe på. Samtidig angreb de fire aktører udadtil showet med forbavsende lethed og legesyge, hvor det blandt andet lykkedes dem alle at bytte instrumenter midt under et nummer, ligesom der også blev plads til at kaste sig ud i mere improvisatoriske (og ganske støjende) passager, hvilket aldrig syntes at gå ud over den samlede oplevelse.
Vi befandt os dermed ganske passende i et eller andet grænseland mellem Cumgirl8’s til tider lettere fjollede univers, Slim0’s avant-eksperimenterende støjflader og Goat Girls døsige greb om postpunken. Men Gróa formåede imidlertid også at gøre koncerten til deres helt egen; bedst opsummeret ved de to afsluttende indslag, hvor vi først blev trakteret med en noget aparte, funky nu-metal-skæring, som i den grad fik tændt op under det i forvejen livlige publikum. Dernæst lukkede vi med en hidsig postpunk-sag, som bølgede frem og tilbage i intensitet, inden den slutteligt sendte saxofonist (m.m.) Marta Ákadóttir ned blandt publikum i et medrivende call-and-response-segment. Og hvor man måske havde haft ganske få forventninger inden koncerten, blev man kun efterladt med rigtig mange af slagsen efterfølgende – ikke mindst også til den islandske kvartets videre færd.
(Daniel Niebuhr)
Tex, Gaia
Svenske Tex Weerasinghe er ikke typen, der nemt lader sig sætte i bås, lod Roskildes program os på forhånd forstå. Men den særegne blanding af R’n’B, croon, jazz og kontrolleret støj, som han og hans fire mand høje band leverede på Gaia, har nu nogle åbenlyse paralleller til engelske Anohni, der spiller senere på årets festival. Hvis Anohni og hans Johnsons er i samme, spillelystne modus, kan man i hvert fald se frem til det.
Den primære sammenligning kan især drages på grund af den København-baserede musikers vildt imponerende stemme, der ubesværet strækker sig over flere oktaver, men samtidig har en skrøbelighed over sig, der gjorde det svært ikke at blive suget ind i svenskerens romantiske univers.
Det hæmmede ikke det samlede indtryk, at han var dygtigt bakket op af et både veltempereret og intuitivt spillende band, der flere gange blev sluppet løs i instrumentelle jams, blandt andet på den særdeles hypede single “Sound of You”.
Imens joggede den udpræget sympatiske Weerasinghe på skift ind og ud af scenen og tog billeder af de fremmødte. Han gjorde ikke noget større væsen af sig, men var omvendt næsten lige så svær at høre, når han henvendte sig til publikum, som han var totalt umulig at vige blikket og især ørerne bort fra, når han sang.
Nogle gange lød det som førnævnte Ahnoni, andre gange var der noter af Prince og nogle gange lød han som en blanding af de sangmæssigt helgenkårede Tim og Jeff Buckley. Det er næppe sådan noget, man bare lige gør, og talentet hos den ydmyge Tex er åbenlyst.
Som det måske fremgår, så var det en vældigt positiv overraskelse at være vidne til en så modent leveret koncert med såvel afmålte virkemidler, som det var tilfældet med Tex’ eksekvering, og man kan med god grund mistænke svenskeren og hans band for at have større scener på Roskilde Festival for øje i de kommende år.
(S. Jakobsen)
Molina, Gaia
For Rebecca Molina tog det ikke bare mange års hårdt arbejde, et par EP’er, en graviditet, en længere pause fra musikken samt en plade, der var tæt på nærmest at blive fuldkommen kasseret, før hun – ad alle disse snørklede (om)veje – endelig var klar til sin ganske fortjente debut på Roskilde Festival.
Forventningen blandt publikum var i hvert fald også til at føle på, da Molina trådte ind under Gaias teltdug, hvor hun var flankeret af en mere end kompetent rytmesektion bestående af Baby in Vains Benedicte Pierleoni på trommer samt Colliders Troels Damgaard-Christensen på guitar, som virkelig formåede at komplimentere både Molina og hendes kompositioner gennem hele koncerten. Herfra lagde trioen ud med den tilsvarende totrinsraket, som også åbner Molinas anmelderroste debutplade fra i fjor, When You Wake Up – nemlig “Navel” og “Scorpio”.
Dansk/chileneren er i sig selv en ganske unik skikkelse i musiklandskabet herhjemme; ikke mindst grundet hendes messende, dybe (vel sagtens) kontraalt. Samtidig føles de landskaber, som Molinas arrangementer kreerer, rent naturligt lette og drømmende, men samtidig besidder de en vis tyngde, der – i modsætning til en oplagt sammenligning i Cocteau Twins – fastholder sangene inden for nogenlunde rækkevidde, så de undgår at svæve op i de allerhøjeste luftlag. Afvigelserne fra det atmosfæriske udtryk i selve sættet var ganske få, men kom eksempelvis ved et enkelt guitardrevet nummer, der rusker ihærdigt i lydbilledet, inden vi søgte tilbage mod de overjordiske fundamenter på en publikumsfavorit i form af ML Buch-samarbejdet “Organs”.
På den måde holdt Molina sig stringent til sin musiks grundessens, og hun gjorde dermed koncerten til en forestilling udelukkende på sine egne præmisser. Det var både yderst professionelt, stramt orkestreret og til tider også ganske kompromisløst i sin udførelse, hvilket – hvis man da havde mod på bare at lade sig hengive til musikken – blendede perfekt sammen med den støvede sommeraften.
(Daniel Niebuhr)
Østen, Eos
Østen gik på Eos iført et Umbro-tracksuit trøje og et langt, glat grydehår, der matchede hans blide vokal og taknemmelige smil. Han åbnede koncerten med en stille sang, stemmen stod tydeligt og klart, og publikum blev inviteret direkte ind i hans følsomme univers. »Fuck hvor er det sygt at være her,« grinte han, og det store smil blev med ham resten af koncerten.
De første sange var afdæmpede og melankolske, måske lige stille nok til det tidlige aftenpublikum på Eos, der virker lidt splittet mellem fest og fordybelse. Østen minder til tider om Guldimund, både i teksterne og i det musikalske udtryk. Det er hverdagsagtige følelser og relationer, pakket ind i autotunede hooks og blid guitar. På nummeret “Når Du Rører Ved Mig” fangede han for alvor sit crowd. Østen fik hele pladsen til at smide hænderne i vejret og endte ud i et råb, et »waow«.
Østen viste mange følelser gennem koncerten, vred i musikken, blid og overstrømmende glad mellem numrene. Han spillede flere nye sange, heriblandt en, der måske hedder “Jeg vil ha’ det hele”, hvor han, under sit nye hit, pludselig sparkede ud i luften og fik energien til at boble. Senere i koncerten delte han historien bag sangen “Daylight”. Et nummer han har skrevet under en lampe i sin lejlighed i Aarhus, hvor han sad i mørket og komponerede. Visuals af regn faldt ned bag ham, mens Østen fik alle sine store fans til at tage de regnslag på, han havde delt ud på camps tidligere på dagen. De heldige festivalgængere, der havde fået fingre i et regnslag, brød ud i jubel.
Aftenens klimaks var “Regn”, hans mest kendte nummer, som hele pladsen skrålede med på, nærmest i trance; en folkemængde, der råbte regn i Østen længste nummer. Han sluttede af med en sang til sin mor, hvor koncerten gik over i en mere rocket lyd, mens Østen-banneret bag bandet dansede i spotlyset. Østens hyppige brug af pauser, gør, at han gik over tid, og han nåede ikke engang at få de mange klapsalver med. Men stemningen af Østens musikalske regn hænger stadig i luften.
(Christoffer Kjær Nielsen)
Rosa Faenskap, Gaia
Inden for norsk blackmetal har homoseksualitet, og for den sags skyld nogen form for queerness, traditionelt ikke været noget, man sådan lige så gennem fingre med. Det har omvendt mere været en årsag til både trusler om drab og deciderede mord, end det har været noget, der blev inddraget som en fundamental brik i musik og image – med en værdig undtagelse i Gorgoroth-frontmanden, Gaahl.
Tiderne ændrer sig heldigvis nogle gange til det bedre, og derfor kunne Roskilde Festival mandag aften byde velkommen til Rosa Faenskap, der har erklæret troskab til queer blackmetal. Et træk, der betyder komplet fravær af den corpse paint og nittearmbånd, der ellers har karakteriseret blackmetal – i hvert fald den med norsk adresse – hvis man altså ikke betegner eyeliner som en slags face paint. Forfriskende nok. Og det var musikken i den grad også.
Hvis man forventede en form for blødt udtryk på baggrund af de bløde værdier, så kørte nordmændene hurtigt de forventninger over med larvefødder. Efter en indledende trussel/et løfte om, at »nu skulle vi alle dø«, tordnede trioen gennem et sæt, der var det mest gemene rabalder hidtil hørt på festivalen. På en fremragende måde.
Som eksempelvis The Who (post-Moon) og især Motörhead tidligere har demonstreret, så er det ikke nogen begrænsning for soniske bombeangreb at være en trio. Og en gedigen powertrio er nordmændene; drevet frem af Anders Jansvik bag trommerne, der med manisk voldsomhed og hæsblæsende hastighed hamrede på sine tordenskjold, bakket op af Håvard Solli på bas, der jævnede jorden på Gaia med Cliff Burton-attitude, komplet med spraglet skjorte og foden på monitoren. Gaia betyder som bekendt Jorden, som vi alle skal passe på, men det gad Rosa Faenskap virkelig ikke. De ville smadre både den og fascismen, og med en bannerfører i form af den kjoleklædt guitarist Emil Vestre som tredje hjul på stridsvognen, giver jeg dem egentlig gode chancer. Inden for de første to numre havde han både uvenligt og bestemt fået åbnet en moshpit, der efterhånden omsluttede det meste af Gaia, samt besteget det ene højttalertårn.
Hvis man havde nogen skepsis på forhånd, fik Rosa Faenskap udslettet den totalt, og de “ordinære” blackmetal-bands kan roligt vænne sig til en ny verdensorden. En pink en af slagsen.
(S. Jakobsen)
